I går havde både K og jeg sandaler på, men i dag var det nok mere vejr til sko, da det har været regnvejr en stor del af dagen. I morges da vi skulle af sted, gik vi alle tre ned ad trappen, og da vi stod i hoveddøren, sagde K: “Vil du være sød at hente mine sko bag i bilen?”. Min mor og jeg kiggede ned, og så stod K der i strømpesokker og grinede fjollet. Tossede mand. Naturligvis ville jeg hente sko til ham; han fik brug for dem til endnu en dag i Wien.
Da alle havde noget på fødderne, kunne vi tage u-bahnen ind til dagens første fine oplevelse: Ved Museumsplatz skulle vi se på kunst på Kunsthistorischen Museum. Udover at vi alle tre gerne ville se netop det museum, var vi også inspireret til at søge indenfor, for temperaturen var faldet fra cirka 30 til cirka 15, og det var regnvejr. Så kan man tale om et skifte i vejret!
Det kunsthistoriske museum er opført mellem 1872 og 1891, og det er bygget samtidig med sin tvilling, det naturhistoriske museum. Begge museer er bygget specifikt til foremålet: At huse Habsburgernes store samlinger af kunst og andre spændende genstande, samt at gøre dem tilgængelige for offentligheden. Indenfor fornægter det sig ikke, at huset er bygget til et givent formål i såvel indretning som størrelserne på rummene, det er et voldsomt dekoreret men også velfungerende museum.
På toppen af bygningen sidder en 60 meter høj kuppel, som indvendig er udsmykket i guldbelagt stukarbejde. Kuplen er vel et oculus, ligesom Pantheon i Rom, hvor der er hul igennem hele kuplen, så man kan se himlen højt oppe. Dog er der vindue over dette hul her på det kunsthistoriske museum.
På første “etage” af kuplen (der hvor der er gelænder rundt langs kanten af åbningen) er der monteret en dybrød fløjlsbænk, som er centrum for en af museets caféer. Efter at have set halvdelen af museets malerisamling, sad vi der midt i muséet, på de bløde sæder og drak the og hyggede os. Det er ikke så tosset at være på ferie i Wien.
Kuplens øje modsvares af dette smukke mønster i marmorgulvet i muséets foyer; det er virkelig iøjnefaldende og elegant. Jeg var i hvert fald fan.
Billedet er lånt her.
Klimt er permanent på udstilling på museet, da han har skabt en billedcyklus 12 meter over museets indgangsparti. Heroppe skabte Østrigs vigtigste kunstner i 1890 billedlige repræsentationer af antik kunst. Fordi det i år er 150-året for Klimts fødsel var der sat et stillads op, så man kunne komme tæt på disse smukke billeder, fremfor bare at se dem nedefra. Og det var en fornøjelse, for værkerne er interessante og medrivende – og skabt af den kun 28-årige Klimt. Så kan man altså tale om talent. Husk at kigge efter disse motiver, hvis du finder dig selv i Wien.
Billedet er lånt her.
Muséets samling var imponerende med værker af blandt andre Lotto, Rubens, Holbein, Velázquez, Vermeer og en af mine favoritter for dagen (og ofte) Dürer. Ovenstående portræt af Johannes Kleberger er Dürers værk, og det var et smukt og intenst maleri, hvilket naturligvis slet ikke fornemmes på samme måde som i virkeligheden.
Billedet er lånt her.
En anden af dagens store kunstoplevelser var Vermeers Die Malkunst, som er så detaljeret, at det er svært at begribe, hvordan kunstneren har kunnet male det med pensler. Kortet i baggrunden kan formentlig læses og bruges, hvis man kunne komme tæt nok på. Og så er der stofligheden og farverne, og den måde vi er tilstede mens en kunstner skaber sit kunstværk inde i et andet kunstværk. Fascinerende og gribende. Man kender 37 Vermeer-malerier, og med den rigdom hvert enkelt indeholder, forstår man godt, at Vermeer ikke var lige så produktiv som min ynglings-aversion, Picasso.
Efter museumsbesøget var det frokosttid, og K havde fundet frem til en restaurant, der skulle servere rigtig gode wienerschnitzler, og det måtte vi jo prøve. Stedet hedder Huth Gastwirtschaft, og maden var super lækkert og veltilberedt. K og jeg fik begge schnitzler, mens min mor valgte en anden wiensk specialitet, Tafelspitz, og det hele var godt.
Efter frokost skulle vi efter planen på Hofburg, hvilket ikke er nogen lille overskuelig opgave, men man kan da heldigvis udvælge de dele, man har lyst og overskud til at se. Vi gik igennem slotshaven dér, hvor Mozart-statuen og G-nøglen findes, og det er jo et fint monument til en komponist, som er konstant tilstede i chokoladeform i Wien.
Vi havde billet til Neue Burg (som vi ikke nåede at se indefra) og Schatzkammer, som vi nåede at se. Skattekammeret er stort og fuldt af guld, sølv og ædelstene men også af andre skatte fra det østrigske rige. Der var nogle ting, der bare var for mange af eller som var for meget, men overordnet set var det også et virkelig fascinerende museum. Det er imponerende, hvor mange ting der faktisk er bevaret – og hvor få smykker der er det.
Kongen af Roms, som var tilnavnet på Napoleons søn med kone #2, vugge var blandt skattene. Den lille dreng, der var lastet med så store forventninger, og som (ceremonielt) vågnede op nedstirret af en stor ørn, levede kun godt 20 år. Og han skulle have sagt, at han ikke havde en eneste ven i livet foruden en lille sangfugl – det er en trist skæbne. Vuggen her var primært et magtsymbol; en trone til den spæde arving.
En af de virkelig spektakulære genstande i museets samling er Reichskrone des Heiligen Römischen Reiches; altså det Hellige Romerske Riges kroningskrone. Kronen er formentlig lavet omkring år 1000, hvilket i sig selv er ganske imponerende. Det er klart, at det her ikke er en genstand, der sådan bliver forlagt på loftet, men den kunne være nedbrudt, lavet om, stjålet, solgt eller i øvrigt ændret mange gange over de seneste 1000 år. Men tilsyneladende er den gået gennem historien for nu at sidde og stråle på museet i Wien.
Inden vi gik videre, smuttede vi ind i Augustinerkirche, som var overraskende enkel men også flot i sin indretning. Det er en gotiske kirke, som altså har ligget på sin plads i omkring 700 år, og som blev inddraget som en del af det store Hofburg-kompleks.
K havde en ekstra lille oplevelse på bedding: Prunksaal, som er et vidunderligt smukt biblioteksrum i Österreichische Nationalbibliothek. Salen er skabt i perioden 1723-26, og den er udsmykket ikke kun med de godt 200.000 bøger men også med forskellige statuer og en smuk freske i loftet.
Der duftede vidunderligt af gamle bøger i hele rummet, og det er herligt at se, at bøgerne tilsyneladende forsat indeholder viden, der er relevant for os i vores tid: Bemærk, at der er sat mærker ind, hvor bøger er blevet fjernet / udlånt.
Det var vanskeligt at tage billeder af loftet, men heldigvis var det en nydelse at lade øjnene gå på opdagelse rundt langs loftet. Der var indtil flere trompe l’oil-elementer, hvor mennesker syntes at “falde” ud af loftet, hænge med benene over kanter, der ikke var der og lignende. Meget imponerende – og eventyrligt som udsmykning til et bibliotek.
Vinduet her var også en trompe l’oil – der er ikke noget vindue overhoved. Det var meget smukt lavet, ikke mindst fordi der i den modsatte ende af salen faktisk var et vindue i en lignende setting.
Prunksaal er i to etager, og fine vindeltrapper ledte næsten hemmeligt fra en etage til den anden; desværre måtte vi nøjes med at nyde dem på afstand.
Dagens sidste sight var Wiens Pestsøjle, som blev skabt i 1693 efter Wien i 1676 havde oplevet et voldsomt pestudbrud. Kejser Leopold 1. flygtede fra Wien, men svor, at han ville lade en søjle rejse, når pesten var brændt ud og byen igen fri for sygdommen.
Detaljerne på søjlen er virkelig dramatiske, men jeg er sikker på, at de langt fra kan formidle den angst, mennesker i en pestramt by må have følt, og det helvede et pestudbrud må have været.
K og jeg sluttede dagen med at spise en is på Schwedenplatz, før vi tog u-bahnen retur til indkøb og lejligheden, hvor vi kunne hvile vores ømme og trætte fusser og ben efter endnu en dag fuld af oplevelser.
