I dag var så vores første fulde dag i Wien og samtidig en dag, hvor vi havde udsigt til høje temperaturer og solskin, hvilket ledte os til at beslutte at være ude det meste af dagen, så vi kunne nyde vejret, inden det slår om. Planen var at tage ind til centrum og gå rundt og tage bestik af byen. Vi gik fra hotellet omkring klokken 9.15, så vi var klar og friske på dagens løjer. Foruden den lokale undergrundsstation var første stop Karlskirche, som meget opfindsomt ligger på Karlsplatz.
Der var flere ret eksotiske “plantekasser” på Karlsplatz, og for mig var de langt mere sydlandske, end jeg havde ventet at finde dem her i Østrigs hovedstad. Men man har jo lov at bliver overrasket – og planterne var ikke dagens sidste overraskelse.
Som den store kirke, der er bygget efter den sidste pest i Wien i 1713, ligger der og spejler sig i den lille kunstige sø, ser den næsten mellemøstlig ud. Gad vide om wienerne var blevet inspireret efter osmannernes belejring?
Disse skilte med de rød-hvide vimpler hænger, såvidt jeg kan lure, på de forskellige væsentlige / interessante bygningsværker i Wien. På dem står lidt basala fakta, og på Karlskirche står der således, at kirken er bygget og navngivet som hæder for Carlo Borromeo, der blev hyldet som “healer” for pestsyge. Man kan jo ikke lade være at tænke, om man har følt, at det virkede, når nu pesten ikke kom retur til Wien… Jeg tror nu nok, at der er tale om helt andre mere prosaiske årsager til pestens forsvinden, men det er et helt andet emne.
Kirkens trekantede relief omhandler pesten, og naturligvis hvordan Carlo Borromeo som helgen frelste byen fra dens frygtelige lidelser.
I de to hjørner af relieffet kan man se scener, som må have været virkelig bekendte for mennesker, der havde gennem- og overlevet Europas mange gentagende pestudbrud: De døde bæres til grave udenfor byen for at mindske smitten.
Flere af kirkens ydre detaljer ser ud til at være designet til at blive set nedefra; læg mærke til hvordan gargoyler og kvindestatuen er orienteret nedad fremfor ud eller op.
Karlskirchens fresker var dækket af et moderne kunstværk af Hannes Mlenek, og lad os bare sige, at værkets titel Palimpsest ikke hjalp os til at forstå det. Den lange forklaring på værket kan læses her, for dem der måtte være interesserede, den korte er vist, at det er et værk, der handler om den proces det er at have frihed til at tro… Øhm ok! Min mors udlægning om, at der var tale om forskellige udviklinger i kunsten: fresker, hulemalerier og moderne kunst, er nemmere at have med at gøre, må man sige.
Det smukkeste i kirken er – og det er vel rimeligt nok – alteret, hvor det naturlige lys får hele området til at lyse op. Her kan man virkelig tale om, at det himmelske lys trænger igennem, så budskab og arkitektur smelter sammen. Jeg er ikke religiøs, men jeg synes, at arkitektur er velfungerende, når det lykkes med at understrege et rums funktion eller som her et steds budskab.
Fra Karlskirche gik vi videre på vores opdagelsestur og undervejs til næste stop kom vi forbi Wiens tekniske universitet, som har en noget besynderlig men også ret charmerende udsmykning. For mig ligner den mest af alt en kæmpe høne omgivet af små ugler.
Vores næste stop var Wiener Secessionsgebäude, som er en smuk smuk Art Nouveau bygning, der fungerer som udstillingshal for moderne kunst samt permanent hjem for Klimts Beethoven-frise. Huset blev bygget i 1897-98, og fra starten var den tænkt som udstillingssted for samtidig kunst, så her er tale om en bygning med et klart defineret formål.
Secessionsgebäude har en smuk ornamenteret filigrankugle på toppen, og der er nok ingen tvivl om, at vi var her i det helt rigtige vejr, for guldet stod perfekt mod husets hvide vægge og himlens dybe blå.
Over indgangspartiet sidder tre gorgon-hoveder, som repræsenterer henholdsvis malerkunsten, arkitektur og skulptur.
Den her fine trio af ugler er lavet til huset af Koloman Moser, og de er altså mere charmerende end kæmpehønen; de er også noget mere beskedne.
I det hele taget er bygningen udsmykket med alle de klassiske Art Nouveau figurer og former, og det er smukt mod bygningens rene hvide ydervægge.
Indgangspartiet er flankeret af to store blå mosaikbesatte skåle, som er i klart kontrast til bygningens øvrige klare hvide look, og som derfor står særlig tydeligt. Begge skåle bliver båret på ryggen af fire tålmodige skildpadder.
Man må ikke fotografere frisen, så jeg har lånt billedet her.
Vi nøjedes ikke med at se på bygningen udefra, men var også indenfor. Min mor og jeg betalte for at komme ind og se Klimts Beethoven-frise, hvilket var en god oplevelse. Jeg tror ikke, jeg har set noget Klimt live tidligere, men det kan godt anbefales. Hans univers er interessant at forsøge at trænge ind i, og brugen af guld og andre glimtende elementer virker fantastisk. Jeg overvejede at købe en plakat med et af motiverne fra frisen, men gik væk fra det, fordi plakaten manglede det smukke skinnende element. Måske taler Klimt til skaden i mig? I hvert fald var kombinationen af den smukke bygning og den spændende kunst en god oplevelse.
Efter kirkegang og museumsbesøg var det tid til kaffepause, og vi var så heldige at gå lige forbi Café Museum, som min mor havde læst godt om. Caféen bryster sig af at have været et hang-out for kunstnere og deriblandt Klimt, så det var et oplagt sted at få kaffe og kage. Min mor og jeg valgte at dele tre små kager, en såkaldt Wiener Trio. Alle tre kager var lækre og friske, og det var fint at dele dem, så vi bare fik en smagsprøve på stedets gode kager. Også Ks Esterházy-Torte var en lækker og smagsrig oplevelse – wienernes kager er godkendt.
Lige på randen af Wiens ægte centrum (som markeres af en ringvej, der omkranser hele centrum) stod et af disse skilte… Og min mor havde tidligere snakket om en ældre mand med hat, der hev af sted med en pige. Hverken K eller jeg havde fanget, at hun talte om skiltet, og vi måtte straks give hende ret i, at det er et lidt uheldigt skilt. Barnet set ikke ligefrem begejstret ud…
Vi kom ind i centrum lige ved Wiener Staatsoper, som desværre var vanskelig at komme ordentligt på afstand af, men som så flot ud i al sin neo-renæssance grandiøsitet. Operaen blev opført mellem 1861 og 69, blev voldsomt ødelagt under et bombeangreb i marts 1945, og genåbnede så endelig i november 1955.
For mig var en af de store overraskelser ved Wien byens højde. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde ventet, men at husene er så høje, var en overraskelse for mig. Flere af dem har mellem fem og syv etager, og det ser ud som om, der oveni købet er højt til loftet på de enkelte etager.
Naturligvis skulle vi se byens domkirke, Stephansdom, men vi var nok ikke så imponerede over den, at det gør noget. Enkelte dele af kirken er fra starten af 1200-tallet, så der har længe ligget en kirke på netop dette sted, hvilket selvfølgelig er interessant, men i dette tilfælde lod kirken alligevel lidt tilbage at ønske i wow-effekt.
Inden frokost ledte K os rundt i det gamle Wien, hvor vi for alvor kunne nyde byens høje gamle huse. Det øverste her – det med kop-arrene – huser en vinforretning, hvilket ikke umiddelbart forklarer de mærkelige cirkelelementer på facaden.
Mellem de høje huse kunne man spotte spiret på Jesuitenkirche, som var på listen over kirker, vi gerne ville se. Kirken fungerede oprindeligt også som universitetskirke, og det fornemmer man godt, når man færdes lige omkring den, da der er skilte der beretter om det ældste universitetsområde i Wien.
Kirken blev bygget i 1620’erne, men i 1703 hentede Kejser Leopold 1. den italienske jesuitermunk Andrea Pozzo. Pozzo var et (for tiden klassisk) multitalent, som skulle stå for at opdatere kirken til den nye smarte stil, som vi nu kalder tidlig barok. Facaden blev gentænkt, og de to tårne er også fra denne periode.
Pozzo tilføjede denne meget smukke og effektfulde trompe l’oil til kirkens indre. Den virker: Når man sidder under den, kan man ikke afgøre om loftet er fladt eller faktisk buer, hvilket jo netop er trompe l’oilens fineste egenskab.
Lige så effektfuld Pozzos trompe l’oil var, når man så den fra den rigtige vinkel, lige så forkert tog den sig ud fra den modsatte vinkel. Det er sjovt at se, fordi det netop afslører en del af teknikken bag malerier som disse: Det er vinklerne og perpektiverne, der manipuleres.
På pladsen ved Jesuiterkirken var der gang i istandsættelsen af nogle store springvand, og en af håndværkerne sad oppe i springvandet. Det ser ikke ud som den allermest behagelige arbejdsstilling, men hvad skulle man egentlig ellers gøre?
Vi spiste frokost på Inigo lige ved Jesuiterkirken, og derefter snakkede vi om, hvad vi så skulle. Min mor havde læst om en isbutik på Schwedenplatz, så der kunne vi da i hvert fald gå op og blive kølet ned (temperaturen lå nok omkring 30 grader). Issalonen hed meget opfindsomt Eissalon am Schwedenplatz, og familien har lavet is i Wien siden 1886. Det var rigtig dejlig is, så det var en succes.
Efter isindkøb blev vi enige om at tage sporvognen ud for at se Hundertwasser-huset. Jeg kendte ikke Hundertwasser eller hans skæve, alternative verden, før vi skulle til Wien, men jeg blev virkelig betaget. Hundertwasser-huset er en turistattraktion med alt, hvad der hører til, til trods for at det også er socialt boligbyggeri.
Hundertwassers arkitektur er kaotisk og provokerende, og verden synes at stå på hovedet (se bare vinduet bag søjlen herover) eller at være faldet fra hinanden. Om jeg kunne holde ud at bo overfor sådan et hus, kan jeg ikke afgøre, men jeg synes, det er fascinerende og sjovt.
Huset er opført mellem 1983 og 85 efter kontroverser mellem Hundertwasser, Wien og den arkitekt, der var sat til at hjælpe kunstneren Hundertwasser med det arkitektoniske. Men huset endte med at blive skabt i henhold til Hundertwassers ideer. Huset indeholder 52 lejligheder, fire kontorer, 16 private terrasser og intet mindre end 250 buske og træer.
Ved siden af Hundertwasser-huset ligger Hundertwasser Village, som er et turistområde, hvis mest interessante detaljer er Toilet of Modern Art. Toilettet er da anderledes og tosset, men det er ikke så grænsebrydende, som arkitekturen i øvrigt. Men sjovt var det, og det er altid rart med et rent toilet, når man skal bruge sådan et.
På et skilt ved Hundertwasser-huset opdagede vi, at der var endnu et i nærheden, så det måtte vi naturligvis ned og kigge nærmere på. På vejen var der spor, der ledte os i den rigtige retning.
KunstHaus Wien har til huse i dette hus, og jeg synes, at det var mere spændende end det turistede “oprindelige” Hundertwasser-hus. Det skader heller ikke, at der var langt færre turister her, og ikke alle de turistfælde-installationer, der omgav det andet hus. Om huset har Hundertwasser sagt, at han synes, huse består af vinduer, og det kan man godt se, er tanken bag dette kunstværk af at hus. Det er endnu mere fascinerende, end det første vi så, og jeg er hooked på Hundertwasser. K og jeg købte et tryk af Hundertwassers “Green Town”, som er smukt dekoreret, så alle de grønne felter skinner og reflekterer lyset – den er super flot, og jeg glæder mig til at bo med den.
Når der er langt til vandet, hvor man bor, må man male en strandscene på en husvæg, så man ind imellem kan blive forfrisket af farverne og stemningen. Se hvor effektivt det var for min mor og K.
Dagens sidste stop var Naschmarkt, som er et ½ km langt marked, der ligger i yderkanten af centrum. Vi var ikke så imponerede over udvalget og kvaliteten, men det var sjovt at se. Og der er vist ingen tvivl om, at man kunne snacke sig hele vejen igennem markedet, og til frokost ville det være et godt sted at være.
Efter en lang varm dag sluttede vi hjemme i lejligheden med en let middag med salat og ravioli; nemt og hurtigt at lave, hvilket var tiltrængt for alle var godt brugte. Wien til fods i noget, der ligner ni timer, tærer trods alt på kræfterne. Men det var en flot og god oplevelse.
