Bare et fint hollandsk hus.
Søndag vågnede vi begge tidligt, så vi kom hurtigt ud af døren, mens temperaturen endnu ikke havde passeret 25 grader. Det passede os fint, for vi vidste jo godt, at vi havde en varm dag foran os. Første stop var Zeehondencrèche, som er et sælredningscenter, der blev startet i 1971 af en lokal kvinde, som ville gøre noget for sæler, der blev fanget i net eller på anden måde var udsatte og sarte. På vej til stedet kørte vi gennem et virkelig fint hollandsk landskab, som gør hånen til skamme: Der er altså smukt i Holland, så er det sagt.
Denne bunke af net har man fjernet fra naturen, og den sidder nu som en skamstøtte forenden af anlægget i Zeehondencrèche. I følge skiltene skulle bunken veje hele 800.000kg, hvilket unægteligt lyder liidt vildt. Men der var bestemt rigtig mange net, som er skadelige for sælerne (og sikkert også andre havdyr).
Alle sælerne, der kommer ind omkring Zeehondencrèche bliver sat ud igen, da det ikke er en zoologisk have, men derimod et hospital for sælerne. I det hele taget var vores oplevelse, at det var et super gennemtænkt sted, hvor dyrene kunne være i forskellige grader af karantæne og mellemstadiebassiner, før de endeligt bliver sat ud i det fri igen.
Vi var kommet ½ times tid, før dyrene skulle fodres, så mens vi ventede kiggede vi på de små nuttede dyr hygge sig. I bassinet herover var en af de frivillige ved at gøre rent hos de dyr, der var tættest på at kunne sættes ud (faktisk blev fire af bassinets beboer sat fri den dag, vi var på besøg). Efter at have fjernet fisk fra bassinets bund, vasket “landmassen” mm, brugte den frivillige vandslangen til at nusse sælerne. De var helt pjattede med at blive sprayet på maven, og de lå og rullede rundt og gjorde sig til. Det var ret hyggeligt.
Det er altså svært ikke at falde for de her små svømmere; deres mimik og bevægelser er virkelig bedårende.
Da de frivillige begyndte at fodre nogle af dyrene, var der ingen tvivl om, at de andre godt vidste, hvad der var i gang. Sælerne i de små bassiner herover (de er endnu ikke medicinfri, og er derfor i de her små bassiner, så det er nemmere at fange dem, når de skal have deres medicin) ændrede tydeligt adfærd, da de bemærkede, at andre blev fodret. Jeg var helt vild med de fem “hemmelige” agenter, der stod som små korkpropper og bobbede i vandet. Nabosælerne valgte en anden strategi: De hoppede alle sammen op ad vandet og lå i en stor klump med hovederne vendt mod det bassin, hvor der blev fodret.
Inden vi forlod Zeehondencrèche, nåede vi lige at se endnu et bassin fuld af sæler blive håndfodret. De her sæler er fortsat i karantæne, og sildene blev nærmest helt inde i munden på dem, så de bare skulle sluge og vokse sig store og raske.
Udenfor centeret stod denne pæl, der pegede vejen til de “nærmeste” UNESCO verdensarvssteder. Vi besluttede os for, at det nok var mest oplagt at tage til vadehavet denne dag.
Fra sælerne gik turen over land til vores næste planlagte stop: De Theefabriek. Vi stoppede, så K kunne finde en geokasse, mens jeg tog billeder af det flade land. Så fint om sommerligt.
De Theefabriek ligger i en nedlagt kirke, hvilket kun tilføjer til stedets charme. Det var allerede blevet ganske varmt, så vi blev enige om at springe museumsdelen over (det giver os en undskyldning for at komme tilbage) og i stedet kigge i butikken og sætte os ned og få lidt at drikke.
Valget i cafeen faldt på scone og isthe. K valgte nogle scones lavet med øl og serveret med flødeskum (desværre ikke clotted cream) og lemoncurd, mens jeg fik almindelige scones med jordbærsylt. Det var en herlig oplevelse at sidde i det gamle kirkerum og nyde de lækre sager.
Jeg var lidt vild med thefabrikkens fine banner, som hang så fint mod den sommerblå himmel.
Udenom kirken og de tihørende bygninger var en lille fin, duftende have, som man kunne nyde på vej til og fra parkeringspladsen. Hollænderne er altså gode til det med haver.
I haven havde de også en rigtig fin vandinstallation med en oversized thepotte, som kontinuerligt skænkede vand ud i et fint bassin fyldt med åkander. For mig var stjerne måske nok den “souvenir” vi fik med os fra tefabrikken: En ny frisk tetaske! Juhuu – og så var den markant billigere, end tetasker plejer at være i DK.
Naturligvis skulle vi ud til vadehavet, og det var faktisk meget tiltrængt med en pause fra heden, der var allestedsnærværende; ved havet er der trods alt altid lidt køligere.
Vi parkerede ved R.J. Clevering Sluizen, hvor vi kunne sidde på diget og kigge udover vadehavet. Slusen var i sig selv et virkelig fint syn, selvom vi grinede lidt af, at l’et havde vendt hovedet ned af.
Der var ikke en lækker strand på vandsiden af diget, hvilket måske ikke burde have overrasket mig, men det gjorde det altså. I stedet var der en cement flade for foden af det græsklædte dige. Heldigvis er vi ikke badere, så det var fint for os at sidde på diget og nyde udsigten og den vidunderlige brise.
Vi blev siddende så længe, vi syntes, det var forsvarligt (havde glemt solcremen i Bonn…) og imens sejlede fine både forbi, og K sørgede for at pege på vadehavsøerne, som gemte sig ude i varmedisen. Åh, hvor var det skønt at sidde der.
Jeg kunne ikke stå for motivet af min lille mand, der sidder der “helt alene” på diget ved havet. Helt alene var vi måske nok ikke, men det ser da sådan ud, gør det ikke?
Eftermiddagens sidste stop var den lille idylliske by, Dokkum. Da det jo var søndag, var byen meget stille, men det var egentlig også en rigtig fin måde at se en by på. Der er tale om sådan en rigtig nuttet lilliput by med alle de fine hollandske kanalhuse, fint rådhus og alt hvad der skal være.
Der er da noget inderligt bedårende over sådan en lille bikanal, som nærmest er skjult bag bevoksningen? Jeg har en forkærlighed for Holland, det skal jeg gerne tilstå. I modsætning til Tyskland, som jeg i øvrigt også holder meget af, så er hollandske huse fine og byerne kønne.
Måske er det lidt svært at se, så er der en god grund til ikke at køre knallert over broen; den lignede nærmest en affyringsrampe…
I løbet af dagen havde vi spottet en arkitektonisk detalje for området: Tagene har ikke et uniformt look, idet de har en finish forrest og en anden bagerst. Det ses tydeligt på disse tre kanalhuse: Ud mod gaden er tagene i glasserede tegl, mens baghusene bare er i almindelige tegl. Nogle huse mixede tegl og stråtag, eller andre kombinationer af tegl. Det var en fin og sjov detalje, som sikkert nok har en forklaring. Mit bud vil være, at man vælger det finere / dyrere tag på den repræsentative del af huset.
Dokkums våbenskjold indeholder en halvmåne, og som forventet har det en forbindelse til en fortid med korstog mod tyrkerne (osmannern). Til trods for den dramatiske baggrund for designet, må jeg sige, at jeg synes, det er et rigtig fint våbenskjold.
Den protestantiske kirke i Dokkum er relativt alternativt formet med sin tydeligt asymmetriske look. Men den er da i hvert fald iøjnefaldende.
Vi kom forbi en meget lille og kort vej, som nærmest ikke synes besværet værd. Man skulle synes, at det var nok, at huset forenden af denne vej, havde samme adresse som den store vej? Men fin lille detalje må man sige.
Vi var så heldige, at Dokkum havde en rigtig lækker issalon, Min 12, hvor vi fik en lækker kølende is, hvilket må siges at have være tiltrængt på årets aller-som-hedeste eftermiddag.
Vi parkerede nærmest i skyggen af byens fine mølle, som jo nærmest ikke kunne være mere indbegrebet af Holland. Dokkum var et herligt bekendskab, som vi begge nød.
Før vi kørte retur til Groningen og take-away indisk aftensmad på vores hotel, nåede vi forbi vadehavet endnu en gang – og oh hvor er det vidunderligt med havet.
Et utraditionelt selvportræt er egentligt ret passende, synes jeg, for jeg elsker vandet, og jeg elsker at tage billeder af det.
Det her billede er for mig indbegrebet af vidunderlighed; det er sådan et billede, man kan forsvinde ud i…
