
Et hurtigt og nemt lille gør-det-selv projekt blev klar tirsdag. Dog har det endnu ikke fundet sin plads, for jeg er i sving med at sætte soveværelset i stand.
Onsdag den 18. var der endelig blå himmel over Bonn efter dagevis med træls regnvejr. Det var en fryd at se noget blåt mellem skyerne.
Torsdag ankom vores nye indkøb: tre metalskabe, som jeg fandt på den tyske pendant til den blå avis. Jeg fik fluks indrettet skabet, der nu står i vores entre, mens de to andre er noget mere arbejdskrævende.
Fredag gjorde jeg rent for at blive klar til besøg fra Danmark, og det blev tilsyneladende inspirationen til dette billede af vores repos på mellemetagen.
Lørdag var K og jeg ude og handle, og jeg fik købt sæsonens første pluk-selv-blomster: Seks smukke solsikker fandt plads i min oversized vase.
Lørdag aften kom Fam. Skovgaard på besøg hos os, og søndag var vi på det lokale historiske museum, hvor der var en meget børnevenlig udstilling om romere. Mens Bertram byggede skibet, var Merle god til at pille det fra hinanden igen.
Mandag var jeg så heldig at få lov at scrappe sammen med Bertram. Vi hyggede os rigtig godt, og det var herligt at dele fornøjelsen ved lim og papir med den her søde lille fyr.
Denne gang fik jeg et billede af hele familien, hvor man kan se alles ansigter. Noget helt nyt til gæstebogen. Tak for et virkelig hyggeligt besøg – vi glæder os til næste gang.
Som det kan ses, så trænger de andre metalskabe til en kærlig hånd. Det er et stort projekt, men jeg måtte jo bare i gang og ud over stepperne.
Jeg arbejdede videre med skabene torsdag, og det blev sent, så derfor dette billede af pc’en i gløden fra spisestuelampen. Drøninteressant…
Fredag formiddag var det 34,5 grader og meget meget fugtigt. Jeg nåede kun lige at komme hjem fra en farvelfrokost i FN-regi, før det begyndte at blæse op og pisse ned. Øj, hvor der kom meget vand på ingen tid.
Lørdag fik jeg hjælp af K og slibemaskinerne til at komme videre med skabene, og selvom det måske er vanskeligt at se, så skete der en del, hvilket er godt, for hele vores soveværelse er flyttet ud i badeværelset.
Søndag konstaterede jeg, at jeg manglede nogle ting til at komme videre med skabene, og desværre er alt totalt lukket i Tyskland om søndagen. Det er der heldigvis råd for, så K og jeg kørte til Holland, hvor K bl.a. shoppede denne fantastiske grønne punch.