Monthly Archives: May 2012

I starten af sidste uge var det meget magtpåliggende for K at sikre sig, at vi ikke havde planer i week-enden, og at jeg ikke lavede nogle. Jeg sagde bare: ja, ja, det er fint og tænkte ikke mere over det. Det viste sig, at K havde planlagt, at vi i den grad skulle noget i week-enden: Vi skulle til Paris for første gang i 14 år. K måtte vedgå, at vi skulle noget, og torsdag aften fik jeg så lokket ud af ham, at det “noget” var Paris. Og fredag eftermiddag sad vi så i bilen på vej mod forstaden Nanterre, hvor vi skulle bo. Vi kom for sent fredag aften til at nå at tage ind til byen, så vi måtte vente til lørdag, hvor vi til gengæld ikke sparede os. Så hæng på for det her bliver et langt indlæg med mange billeder og ord.

Vi startede fra morgenstunden med at spadsere gennem den lokale park, Parc de Nanterre, hvor vi mest mødte entusiatiske løbere og gæs og ænder med gæs- og ællinger. Det var allerede skønt og lunt vejr, så det lovede godt for resten af vores dag.

Vi tog RER og metro ind the byen, og stod af ved Place de Concorde, som er ret pulserende sted i Paris, selv relativt tidligt på en lørdag formiddag.

Centralt på Place de Concorde står en 3300 år gammel obelisk, som faktisk en gang markerede indgangen til Luxor-templet i Ægypten. Obelisken var en gave fra Ægypten til Frankrig, og den ankom til Paris i 1833 og i 1836 blev den placeret på Place de Concorde.

Obelisken kan ikke alene lines op, så man kan se både den og triumfbuerne (som billedet over), men også så man kan se den og Eiffeltårnet. Jeg synes, det var lidt morsomt med gadelampen, som nærmest ligner en Anders And kaktus, der også passede ind i rækken af høje strukturer.

Årsagen til, at vi var endt på Concordepladsen, var, at vi ville på Musee de l’Orangerie, som var lukket sidst vi var i Paris. Mens museet var lukket, blev det sat totalt og aldeles i stand, og det er et virkelig smukt udstillingsrum nu. Stedets stjerner er otte store Monet åkandemalerier, som blev malet netop til orangeriet, og det er virkelig smukke malerier. Farverne og lyset i billederne og deres samspil med omgivelserne er fantastisk – vi var begge meget begejstrede over oplevelsen.

Fra orangeriet gik vi gennem Jardin des Tuileries, fordi K havde læst om en særudstilling på Les Arts Decoratifs, som han mente, jeg kunne være interesseret i. Og da museet ligger i den modsatte ende af Tuilerierne, var det oplagt med en spadseretur her. Udstilling hed Tropme l’Oeil, og den handlede om genstande, der ikke er, hvad de udgiver sig for at være. Det var en rigtig fin lille udstilling med mange sjove og smukke ting.

Efter to museumsbesøg var vi ved at være klar til noget frokost, og vi vidste lige, hvor vi ville hen. Da vi var i Paris i 98, spiste vi frokost et par gange på en cafe nær Saint-German-des-Pres, og nostalgien tvang os tilbage. Vi havde googlet, om cafeen stadig fandtes, inden vi tog hjemmefra, og det gjorde den. Jeg mente, at den hed Napoleon, men det viste sig, at den i stedet hedder Le Bonaparte – det var da napoleonsk i det mindste… Vi kom dog ud på en gåtur, da cafeen ligger på modsatte side af Seinen.

På vej til cafeen gik vi ad Rue de Rivoli og kom blandet andet forbi denne fine kirke, som putter sig mellem alle de høje huse. Det viste sig, at der er tale om L’Église Réformée de l’Oratoire du Louvre, som er en protestantisk kirke. Fin var den i hvert fald.

Det var dog langtfra slut med kirker, for vi gik rundt om Louvre, og Saint-Germain l’Auxerrois befinder sig også med facaden mod Louvre. Her er tale om en kirke, der har betjent de franske konger, og som (med utallige ændringer, ombygninger med mere) har ligget her siden 600-tallet. Det er derfor også en kirke, der har spillet en rolle i fransk historie; blandt andet den uhyggelige, at dens klokker skulle have markeret begyndelsen på Bartholomæusnatten 23-24. august 1572, hvor de protestantiske huguenotter blev massemyrdet i Paris.

Det er jo ikke til at se den blodige historie, når man bare beskuer kirkens facade i dag, og det er nok godt det samme. Tænk, hvis husene i det gamle Paris kunne tale…

Man måtte lidt på afstand af kirken for at være i stand til at se de smukke rosette-vinduer ordentligt. I det hele taget er det et tema med kirker, at man må lidt på afstand for at se dem ordentligt.

Som nævnt måtte vi over på den anden side af Seinen, og da K blev snydt, så vi ikke ramte den bro, han havde forestillet sig, fik vi en anden fin oplevelse. Som vi nærmede os Pont des Arts så det ud som om broen havde det smukkeste gyldne gelænder. Hele broen stod og glimtede i solen, og vi var ret betagede af synet. Og da vi nu var i Paris, var det ikke sådan, at vi overvejede, om broen overhoved havde et gyldent gelænder – vi gik vist bare ud fra, at sådan forholdt det sig.

Som vi nærmede os broen blev det imidlertid klart for os, at broens gelænder var fuldstændig tæt besat med kærlighedserklæringer i form af hængelåse. Vi kender naturligvis godt til skikken, som også findes her i Bonn og i Köln, men vi vidste ikke, at denne bro var stedet i Paris, hvor man låser sin kærlighed fast.

Jeg blev særligt rørt over Ruth & Johannes’ lås, som jeg straks digtede var hængt op, fordi de havde fejret deres sølvbryllup ved at tage tilbage til byen, hvor de var på bryllupsrejse 25 år tidligere.

Pont des Arts har endnu en fordel: den er nærmeste nabo til Pont Neuf, som man derfor kan se i hele dens langlemmede storhed. Pont Neuf (ny bro) er faktisk Paris’ ældste bro over Seinen, og den er bygget mellem 1578 og 1607. Broens karakteristiske udposninger, hvor man kan sidde og tage et hvil (eller et fotografi) er tilsyneladende lavet, således at fodgænger kunne komme i sikkerhed her, når en kærre kom buldrende over broen.

Vel over på den anden side af floden fandt vi nemt Le Bonaparte, og der var heldigvis plads til to til frokost.

Noget af det vi huskede fra Le Bonaparte var deres charcuterie-tallerken, som bliver serveret på et rustikt spækbræt, og som bare er ret lækkert. Vi var i tvivl om, om der stod, at det var til at dele (det viste det sig vist, at det var), så jeg bestilte også en ret.

Jeg har aldrig svært ved at vælge en frokostret i Paris, for kan jeg få en salad med varm gedeost, så er jeg solgt. Så derfor denne ret på denne dag og dette sted.

Vi havde ikke faste planer for eftermiddagen, men vi blev enige om at slendre ned til Saint Sulpice. Da vi stod ved en fodgængerovergang og ventede, spottede jeg dette fine motiv i et af plantantræerne; jeg elsker sådan nogle små overraskende deltajer, der afslører livet og hemmelighederne ved et givet sted.

Saint Sulpice er endnu en stor hvid kirke (faktisk er det Paris’ næststørste kirke), men den er bemærkelsesværdig i sit eksteriør: Nok er kirken symmetrisk, men der er markant forskel på de to tårne.

Et af tårnene er fuldt færdigt med udsmykninger, krummelyrer og detaljer, som det blev tænkt i slutningen af 1770’erne.

Mens det andet endnu står i sin rå u-udsmykkede stand.

For mig var kirkens hvælvede loft lidt af en overraskelse, fordi det ikke er bemalet, men derimod henstår, så det ser ud som, der er tale om et næsten moderne sort/hvidt kunstværk.

Det er naturligvis ikke første gang, jeg ser religiøse lys, men jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg har set dem være specifikt til én bestemt helgen. Her er det lys til Sankt Josef – altså Jesus’ jordelige far. (Som en sidebemærkning kostede lysene i Saint Sulpice 2€ stykket, hvilket skulle vise sig at have været et godt tilbud.)

Efter lidt overvejelser blev vi enige om, at tage fra Saint Sulpice til området omkring Notre Dame, fordi vi ville se, hvad det kostede at komme på bustur igennem Paris. Vi tog derfor metroen til Cité og kom lige op i blomstermarkedet.

Desværre kunne vi ikke købe blomster med hjem, men vi kunne da nyde synet af alle farverne og mulighederne.

Vi fandt også en pris på busturen: minimum 2*27€, hvilket vi hurtigt kunne blive enige om, var alt for dyrt for os. Så vi gik retur ned i metroen for at køre til Montmartre, hvor vi ville op til Sacré Coeur. Vi stod af på Abbesses, som er en af Paris’ dybeste metrostationer. Da vi kom hen til elevatoren, var der en eller anden alarm, der gik i gang, så vi overvejede lidt situationen og gik så hen til trappen for at gå op i stedet. Der stod et skilt ved trappen, hvor der stod, at man skulle være opmærksom på, at der var 90 trin op. Det er da meget, men mon ikke det går, tænkte vi, og gik i gang… Nøj, der var langt op! Og så skal det lige bemærkes, at det må have været en spritstiv franskmand, der talte trinnene, for der var 115 og ikke 90. Der er cirka 10 trin mellem almindelige etager, så vi havde da lige gået 11 etager op… Ikke noget at sige til, at vi var lidt forpustede, da vi nåede toppen. Derfor måtte vi også kapitulere og tage den lille funicular op til lige under kirken. Og udsigten er det hele værd!

Mens vi sad på trappen foran Sacré Coeur sammen med alle de andre mennesker, var der en fyr, Iya Traore der begyndte at lave nogle vilde fodboldtricks på en stendel af gelænderet, som næppe har været med end en kvadrameter stor.

Ikke alene lavede han de meste utrolige ting på sit lille-bitte område, han travlede også op i en af gadelamperne, hvor han fortsatte med sine tricks. På biledet her har han bolden balanceret på et eller andet tyndt rør, og den drejer rundt…

Superman-posituren var svært populær blandt publikum, og man må også sige, at den var virkelig imponerende – bemærk, at han staidg holder fodbolden fast med sin ene fod. Hvis du er nysgerrig, kan du se en video her.

Sacré Coeur er en virkelig fin og lysende hvid kirke, og det er svært at holde op med at tage billeder af den, når man står for foden og kigger op.Vi var også inde i kirken, og her kunne vi konstatere, at prisen på lys var steget markant, som vi var kommet op i højderne, for her kostede hvert lys fem gange så meget som i Saint Sulpice…

Kirken bliver ikke konstant sat i stand og holdt hvid, da den er bygget i en stenart, som selv udskiller kalk og således fornyer kirkens hvide farve automatisk.

Vel nede igen kunne jeg ikke lade være med at snuppe dette billede af kirken, som den sidder der og troner på toppen af sin bakke.

Næste stop var La Ferrandaise, en restaurant som K havde læst om hjemmefra. Den er nævnt i Michelinguiden, men den har ikke fået stjerner eller lignende. Vi var ved restauranten, som den åbnede klokken 19, hvilket nok var et klogt træk, for klokken 19 var vi de eneste gæster, og klokken 19.30 var der fuldt i restauranten.

De serverer økologisk mad udvalgt fra en særlig egn i Frankrig, og noget af det, der er deres spidskompetence er okse- og kalvekød. Det er ikke en a la carte restaurant, men derimod en hvor man får en 3-retters menu for omkring 35€ pr. mand.

Min forret var ørred marineret i dild og serveret med selleri og æbler – og en eller anden virkelig lækker cremet sauce.

K fik en krabbeterrin med gedeost, grapefruit og kullerskum.

Hovedretterne blev serveret i de fineste små støbejernsgryder, så det holdt sig varmt, mens man spiste. K fik oksekæbe med forårsgrøntsager, og jeg fik en sauté med pattekalv, gulerod, fennikel og champignon.

Min dessert var kokosis, banankage og saltet chokoladesauce.

K fik en rabarberdessert med shortbread-bund, citroncreme og rabarberjelly. For tre-retter, 2 glas vin, vand en masse og en lille for-forret med lækkert brød, smør og radiser gav vi omkring 85€.

Maden var virkelig lækker, servering hurtig og behagelig, og vi gik fra restauranten glade og tilfredse. Mætte men ikke overmætte, så det var virkelig dejligt.

Vi gik gennem Paris i solnedgangen, og det var så smukt med det varme lys, der spejlede sig i de fine huse og kirker.

Vores mål var Notre Dame, for jeg havde læst, at der i maj og juni var en aftenforestilling kl. 21, hvor der blev spillet “Rejoice Mary” mens der projekteredes religiøse motiver på et gennemsigtigt lærred foran alteret. Vi er ikke religiøse, men det lød som et smukt arrangement, så det ville vi gerne nå. Vi var ved kirken to minutter i ni, og “showet” startede klokken ni, så det var perfekt. Vi nød musikken i en times tid, inden vi blev enige om, at vi var nødt til at komme hjemad til forstæderne.

Inden vi gik hjem, var jeg naturligvis nødt til at tage billeder af Notre-Dame mod nattehimmlen. Jeg tror faktisk, at det var et godt tidspunkt at besøge den store dame, for der var ikke urimeligt mange mennesker.

Det sidste vi så, før vi gik ned til metroen, var Notre-Dame, og det er bestemt ikke en kedelig måde at slutte en lang dag i Paris.

Turen retur til Nanterre skulle vise sig at blive en lidt lang udflugt. Vi havde besluttet ikke at ville gå igennem parken i Nanterre i mørket, så vi skulle til La Defense, hvorfra der gik en bus lige til hotellet. Desværre var der bombealarm på RER-linjen, så vi måtte rumle af sted med metroen, som stopper langt flere steder end RER ville have gjort. På La Defense måtte vi vente lidt på bussen i et meget mærkeligt anlæg, der mindede lidt om en lufthavnsterminal, men busturen var fin og nem, og vi nåede hjem på vores hotelværelse omkring klokken 23.30 – altså 14½ time efter vi forlod det om morgenen. Vi var trætte, men rigtig godt tilfredse med, hvad vi havde nået på en enkelt dag i Paris.