Daily Archives: 16/05/2012

Spring time in Paris, II

Søndag morgen var vi lidt mindre friske, end vi var lørdag morgen, så vi kom senere af sted fra hotellet. Vi startede dagen med en bustur fra hotellet til La Defense, og det var en rigtig fin tur gennem en parisisk forstad, som vi ikke havde kunnet se meget af aftenen inden. Vores mål for dagen var Bastille-området, hvor der skulle være søndagsmarkeder, som vi gerne ville se nærmere på. Da vi ankom til Place de la Bastille var det første vi spottede Colonne du Juillet – med guldfigurens mås lige mod os.

Da vi så denne fiskestand (som var den første vi kom til), var vi lidt urolige for, om vi var kommet for sent til at få noget ud af markedet. Det viste sig dog, at de andre stande fortsat havde fisk, så enten er disse meget populære, eller også drager de fordel af at ligge i starten af markedet.

Jeg kan ikke lade være at tage billeder af fiskehoveder, når fiskehandlerne bruger dem som en del af deres udstilling (man kan sikkert også købe dem, hvis man skulle være til den slags ballade).

I det hele taget må jeg nok tilstå, at opstillinger på markeder har en virkelig dragende effekt på mig, og jeg ved, at jeg tager stort set de samme billede hver gang, jeg er på et lækkert marked. Men prøv lige at se farver, mønstre og strukturer i de her billeder og råvarerne på dem – det er da lækkert?

Hvis man skulle være mere til tørret end frisk fisk, så var det naturligvis også muligt at skaffe sig på dette franske marked. Hvem spiser dog sådan noget…

Ikke alene så disse flute superfine ud; det smagte også ganske udemærket, og havde en dejlig sej skorpe, som franske brød skal have det.

Prøv lige at se farverne og strukturerne i det her billede; jeg elsker at der bliver gjort noget ud af udstillingen af råvarer. De er så smukke, så hvorfor ikke gøre lidt ud af dem, inden de bliver solgt og spist.

Lækre oste er vel også nærmest indbegrebet af Frankrig, og vi stod da også og salvede lidt over disse gedeoste. Vi skulle dog videre på museum, så vi syntes ikke lige, at vi skulle købe noget og tage med hjem.

Efter en kaffepause på en nærliggende cafe/værthus, ville vi videre med dagens program, som var at tage på Musee du Quai Branly. Vi var så heldige at opdage, at der gik en bus fra Place de la Bastille gennem Paris til Champ de Mars ved Eiffel-tårnet og nær ved museet. Så vi (jeg) fik vores (min) bustur gennem byen for 2*1,7€ fremfor 2*27€. Det var faktisk en super fin tur, hvor vi kom forbi Notre Dame, Louvre, kørte over Pont Neuf og kunne spotte Sacré Coeur i det fjerne, før vi blev sat af for foden af Eiffel-tårnet. Det var nærmest en perfekt bustur, og vi savnede bestemt ikke snakkeriet i højtalere.

Man kan sige meget om Eiffel-tårnet, men man kan ikke hævde, at det er undseeligt, så da K sagde: Eiffel-tårnet er den vej, da vi nærmest stod lige under det, kunne jeg ikke lade være at grine af ham. Han måtte stille op til fotografering, så jeg kunne bevidne, hvor han viste mig vej til Eiffel-tårnet.

Der er lidt parkområde ved Eiffel-tårnet, og vi spottede dette fine ældre skilt. K mente, at teksten måtte betyde, at man kun måtte have kavalerer med, der var moderat tiltrækkende… Godt bud, men ikke helt korrekt. Det det faktisk betyder er: Reserveret til ryttere. Moderat hastighed. Men K og jeg er nu enige om, at K’s bud er sjovere.

Når man står lige foran Eiffel-tårnet må man konstatere, at det var godt for Paris, at Monsieur Eiffel byggede tårnet til verdensudstillingen i 1889, at man ikke rev det ned og at Monsieur Eiffel byggede skidtet til at holde.

Jeg synes, tårnet er smukt – slet og ret. Det er faktisk en selvstændig grund til at komme og se tårnet, selv hvis man ikke vil op i toppen – det er bare flot arkitektur.

Og når nu vi snakker om at skulle op i tårnet, så var køen ikke kort denne søndag formiddag. For at gøre tingene endnu værre stod der på lysskilte, at der var cirka 45 minutters ventetid på andet niveau pga. problemer med en af elevatorerne. Ugh, jeg er glad for, at jeg har været oppe i toppen, og at K ikke har lyst til det. Så slap vi da for den kø!

Altså… jeg forstår ikke, hvorfor man ikke får oversat tekster til skilte ordentligt. Som jeg forstår den franske tekst, står der, at efterladte ting vil blive destrueret. Men den engelske lyder i steder: tabte ting vil blive destrueret… Okay så! Så kan man da lære at huske sine engelsktalende ting.

Musee du Quai Branly ligger lige rundt om hjørnet fra Eiffel-tårnet, og det er et virkelig fantastisk museum. Det er også et relativt nyt museum, idet det først åbnede i 2006. Som teenager kan jeg huske at være kommet på Musee de l’Homme, som var et fantastisk etnografisk museum (jeg har altid elsket etnografi), men da K og jeg var i Paris i 1998, måtte jeg konstatere, at det museum ikke eksisterede længere. Nu findes samlingen i stedet på Musee du Quai Branly, hvilket er vidunderligt. Og museet har en imponerende, fascinerende formidlingstilgang; bl.a. har de ladet deres 10.000vis af musikinstrumenters opbevaring være en del af museets design. Instrumenterne ligger på reoler i et glasrum i midten af museets hall i flere etager. Så flot.

Ikke alene er museet fantastisk, det sidder også i et smukt haveanlæg – faktisk er det en del af haven, idet en af bygningerne er en lodret have. Det var en virkelig overraskelse at se denne voksende, levende facade, som var rigtig cool og smuk.

For at komme op til udstillingslokalerne går man af en lang hvid rampe, og ned i gennem den løber der en flod af ord, som er 16.597 navne på folk og geografiske steder, der er udstillet på museet. Installationen er et stykke ret genialt moderne kunst (og det skal der noget til, at jeg siger om moderne kunst), som passer perfekt til omgivelserne. Installationen hedder meget passende The River.

Vi var på museet, fordi K havde læst, at de havde en særudstilling om vores opfattelse af mennesker, der er anderledes end os selv. Ikke alene er det et tema, jeg har beskæftiget mig med i min uddannelse, det er også et rigtig interessant udgangspunkt for en museumsudstilling på et museum, hvis samlinger netop dokumenterer “de fremmedes” liv i fortid og nutid. Udstillingen var virkelig spændende og tankeprovokerende; sådan en udstilling vi alle sammen burde se, fordi den sætter “det anderledes” i perspektiv og får os til at overveje, hvem vi er, og hvad der sætter grænserne for “normalt” og “unormalt”, “kendt” og “fremmed”.

Museumsbesøget var også det sidste vi nåede i Paris, for efter besøget her, gik vi tilbage forbi Eiffel-tårnet og til den nærmeste (det er jo et relativt begreb i Paris) metrostation, hvorfra vi kunne komme retur til Nanterre, spadsere gennem Parc de Nanterre, som på en solbeskinnet søndag eftermiddag var fuld af mennesker, før vi kunne sætte os i vores bil for at køre retur til Bonn.

Efter knap to døgn i Paris kunne vi konstatere, at man kan gøre Paris på to dage, hvis man er fokuseret og ihærdig. Jeg vil dog sige, at hvis det er første gang, man skal se Paris, vil man gøre sig selv en tjeneste ved at have mere end to dage. Der er så meget man kan se og gøre. Vi konstaterede også, at vi bør komme i Paris oftere end hvert 14. år. Nu må vi se, om det kommer til at ske.

Tagged , | 4 Comments