Monthly Archives: May 2012

Ask 2 år

I dag fylder min kusine, Louise OG hendes søn Ask år. Ask bliver to, og hvad finder man på til en to-årig, når man har et begrænset antal børnevenlige stempler på lager? Ja, jeg vender ofte tilbage til et af mine ynglingssæt fra Papertrey Ink, nemlig Fly Away med den fine gamle flyvemaskine med banneret blæsende efter sig.

Jeg lavede kortet, mens Sarah og Jacob var i Bonn, og Sarah har PTI’s Postmark stempler, som jeg besluttede, at jeg måtte forsøge at bruge til noget. Jeg fandt October Afternoons Boarding Pass serie frem og gik i sving. Det var sjovt at lave et kort med et så klart rejsetema, også selvom jeg har fundet at Boarding Pass er væsentligt sværere at bruge, end jeg havde ventet. De små skyer fik en omgang chalk, så de kom til at stå mere frem, og flyet sidder naturligvis på 3d-puder, så kortet for endnu mere dybde og dimension. Asks navn er lavet med et PTI alfabet, og jeg er dybt imponeret over, hvor langt alfabetdies er kommet, siden jeg købte mit første QK-alfabet for en mindre formue…

Til lykke med følis, Ask

– håber du får en flyvende god dag!

Tagged , , | 3 Comments

Louise 30 år

Min kusine, Louise fylder 30 år i dag, og naturligvis skulle hun have et kort på dagen (håber at både Deutsche Post og Post DK har villet samarbejde). Til dette kort har jeg leget med Papertrey Inks nye Movers and Shakers stempler og den matchende zipper die.

Zipper dien er en super fed idé, og jeg kommer til at lave mange kort med den. Man udstanser helt enkelt en skive papir med den perforerede linje i, stempler en hilsen på dette papir, monterer endnu et ark papir under det første og stempler en hilsen under der hvor der er perforeret. Modtageren kan så rive den lille strimmel papir væk og afsløre en skjult hilsen under den. Det er da en sjov effekt. Se mere om Movers and Shakers her.

Jeg har en forkærlighed for kort med skyer, og så er det passende at bruge andre flyvende objekter på kortene. Her har jeg brugt en lille luftballon fra PTI’s Tiny Treats Birthday, som faktisk ret ofte griber ud efter.

Til lykke med dagen, Lus

– det handler ikke om at tælle årene, men om at lade årene tælle.

Tagged , , | Leave a comment

Vintage buttons

Sarah har nogle helt andre Papertrey Ink stempler, end jeg har deriblandt Button Boutique. Min kort- og scrapstil er jo ikke super vintage-agtig, men ind imellem er det sjovt at rode med den stil også. I mine hænder bliver det som regel stadig relativt enkelt. Til disse kort lod jeg mig inspirere at dette kort, men valgte en meget mere afdæmpet farvekombination.

Knapperne stammer fra et glas med ældre knapper, jeg tidligere har fået af Liza, og det var ret lækkert at have knapper, der lige passede i temaet. Jeg gjorde desværre den fejl, at jeg ikke syede knapperne fast, og det fortryder jeg lidt nu. Når jeg skal bruge de sidste par knap-skiver, skal knapperne sys på, for så sidder de bedre fast.

Tagged , | 1 Comment

2012 – dag 135-147

Det er ikke meget, vi går i biffen, og det skyldes i høj grad, at det er så træls, at tyskerne eftersynkroniserer alting! En gang om ugen er det muligt at se en film i originalversion, og den 14. maj var vi i biograffen for at se Tim Burtons Dark Shadows.

Ups…

Ups igen…!

Jeg synes, det var lidt sjovt, at den her høje lupin spejler tårnet på Bonns store protestantiske kirke, som man kan se fra vores terrasse.

Markt i Bonn var indtaget af blå får, som er en kunsters forsøg på at opfordre til større forståelse og accept mellem mennesker. De er ret funky.

Lørdag var vi hos Clevers sammen med Sarah og Jacob, og sidst vi var derover, fik Jacob ikke en stor nok is, så denne gang fik han en af deres allerstørste. Og han ser da svært tilfreds ud.

Jeg har en gæstebog, som alle overnattende gæster bliver fotograferet til og bedt om at skrive i, så Sarah og Jacob måtte stille op til det traditionelle gæstebogsfotografi efter besøg på byens bryghus søndag aften.

I løbet af week-enden fik jeg luet mellem mine ærterplanter samt lavet et stativ, de kan klatre opad. Det – i kombination med vejr og sol – ledte til at planterne begyndte at blomstre mandag. Jeg er lidt spændt på, om der kommer ærter på dem senere.

Tirsdag kunne jeg plukke de første jordbær af egen avl. Der er tre forskellige sorter i min mark, og faktisk var en af hver sort klar til at blive spist tirsdag. Fra venstre mod højre er der tale om: korona, aroma og skovjordbær.

Onsdag aften var vi til hyggelig middag hos vores venner, som bor i Sankt Augustin ved Köln.

Syv måneder til juleaften, 28 grader varmt og alligevel måtte jeg sætte mig og rode med et julekort. Det sker som regel i løbet af maj, at jeg beslutter at lave det første af årets julekort.

Det er blevet sommer i Bonn, og så er det tid til at gentænke eftermiddagens snack, for Cafe Latte er ikke så fedt i 30 graders varme. Torsdag fik jeg i stedet en smoothie med mælk, jordbær, banan og lidt vanille. Den var ikke helt kold nok, så nu har jeg købt nogle poser til isklumper, så jeg kan få en koldere milkshake næste gang.

Lørdag var det endnu en lun dag, som vi afsluttede i kontoret / scraprummet, hvor vi har et skrå vægge og et enkelt tagvindue, som gør, at man kan se op i aftenhimmelen. Mens jeg sad ved mit bord spottede jeg intet mindre end tre luftballoner på vej henover byen. Det må have været en smuk aften til en ballonfart.

Nu er det sommer, og det betyder, at jeg ikke sover ret meget. Jeg vågnede omkring 5.40 i dag, så jeg satte mig ved scrapbordet og nussede med kort. Som det ses i baggrunden (i hvert fald for kendere), så jeg Pride & Prejudice, mens jeg lavede kort. Det var også ved at være længe siden, jeg sidst var i selskab med Lizzie, Jane, Mr. Darcy og Mr. Bingley – det er godt at gense gamle “venner”.

Tagged | Leave a comment