München kapitel 3

BMW-museet er den flade runde bygning.

Mandag i München, og vores plan var at tage på BMW-museet. Som der står på deres hjemmeside er det enkelt at komme dertil med bil lige meget, hvorfra man kommer, så det måtte vi naturligvis teste. Derudover var det min og Ks plan at køre på eftermiddagstur, så det passede fint at køre på museum først og derefter ud i det blå.

Vi parkerede under BMW Welt, som er et BMWs virkeligt store showroom og udleveringsareal, hvor mange af firmaets flotte biler står linet op til skue. Den røde bil på billedet var, såvidt vi kunne vurdere, ved at blive udleveret til sine nye ejere. Når man har fået forklaret alle finurlighederne ved den nye bil, kører man ned ad rampen og ud i virkeligheden. Det må være lidt sjovt at hente sin bil helt frisk fra fabrikken.

Arkitekturen er ret spektakulær både på museum og showroom. Man kan desværre ikke komme op i tårnet, som er udformet som en firecylinders motor, og det er en skam, for den flade runde bygning har BMW’s logo på toppen. Hvis du er nysgerrig, kan du se det her. Vi måtte desværre nøjes med at se på arkitekturen, for vi havde fået dårlige efterretninger, og museet var IKKE åbent på mandage.

BMW ligger lige ved siden af olympiadebyen fra 1972, og den mindede mig mest om The Shire (Tolkiens Hobbitlandsbyområde) med bløde bakker og sjove bygninger.

Når vi nu ikke kunne komme på museum, gik vi retur til BMW Welt og kiggede på moderne biler, man kan drømme om at køre i og eje. Jeg synes, at den her lille gamle Isetta er helt bedårende, men der er nok ikke så meget plads til alle de sager, vi transporterer rundt på til daglig.

Min far synes vist at en lidt nyere model var en endnu bedre idé, og han kan jo nok have ret. I hvert fald er de moderne biler også ret lækre.

Der er jo virkelig meget benzin i blodet, når man er i et bil showroom, men vi fik lige lidt ekstra med, idet vi nåede at se en motorcykelartist køre op og ned ad trapperne i showroomet.

Min mor havde læst om en moderne kirke, Herz-Jesu-Kirche i München, som hun rigtig gerne ville forbi og se, og vi er altid med på sightseeing. Og kirken var helt sikkert en omvej værd.

Kirkens blå facade er lavet i glas og motivet er søm, som kunstneren har lavet i en kode, så de repræsenterer en del af Johannesevangeliet.

Facaden er smuk udenfor, men den er muligvis endnu smukkere indenfor, når solen skinner ind igennem det blå glas og kaster skygger på vægge og gulve.

Herz-Jesu-Kirche er bygget, hvor der indtil 1994 stod en ældre kirke. Den gamle kirke brændte ned, og det eneste der overlevede flammerne, var krucifixet, som nu hænger i indgangspartiet til kirken. Det passer overraskende godt til den stramme moderne arkitektur.

Også selve kirkerummet er smukt, og det synes jeg kun sjældent er tilfældet i moderne kirker, men her er det vidunderligt. Der duftede af egetræ, når man trådte ind i rummet, og lyset falder smukt ind fra de store vinduespartier, der omgiver kirkerummet.

En af kirkens store overraskelser er, at den har verdens største kirkedøre… Hele facaden kan nemlig åbnes som en stor dør, hvilket vi måtte nøjes med at google os frem til en udgave af. Se her. Skulle du finde dig selv i nærheden af München, så vil hele familien varmt anbefale en tur omkring Herz-Jesu-Kirche, for det er virkelig en smuk oplevelse.

Efter et rigtig fint kirkebesøg kørte vi videre til en af Münchens gamle issaloner, Sarcletti. Det var en rigtig fin og moderne indrettet issalon, hvor vi fik lækre italienske is. Ums.

Fra kirkebesøg og is kørte K og jeg sydpå for at kigge nærmere på Alperne, som faktisk ligger overraskende tæt på München. Turen ned var virkelig smuk og vi kørte mellem sneklædte bjerge til Garmish, men vi måtte konstatere, at da vi først havde parkeret bilen og kom op i byen, var det rigtig svært at se bjergene. Næste gang må vi se, om vi ikke kan komme op på toppen af Zugspitze, så vi for alvor kan se på bjerge.

Vi fik også en lille sjov bil med på turen – denne gang en helt anden slags end BMW’erne. Men hvis man skal bruge en sneplov, skal man vel bruge en sneplov…?