München kapitel 1

Klokkespillet på Neue Rathaus’ tårn.

K og jeg er blevet inviteret til München af mine forældre, og vi siger jo ikke nej til en ferie med nye oplevelser. Lørdag morgen satte vi os alle fire i golfen og kørte mod München. Vi blev da fanget i noget påskeferietrafik, men det var væsentligt mindre slemt, end man kunne have frygtet, når man hørte radio fredag eftermiddag. Efter at være checket ind på hotellet tog vi toget ind til centrum. Vi spiste frokost lige overfor byens nye rådhus, et gigantisk nygotisk palæ, som blev bygget mellem 1867 og 1908. Rådhuset er særligt kendt for sit klokkespil, som skulle være en turistattraktion, men vi missede at være på rette sted og rette tid.

Efter frokost gik vi til Frauenkirche, som er byens domkirke. Også her er der tale om en virkelig stor bygning (kan indeholde cirka 20.000 stående besøgende), men i modsætning til rådhuset ligger Frauenkirche klemt mellem huse, og er derfor vanskelig at komme på afstand af. Det meste af kirkens indre blev ødelagt i 2. verdenskrig, men “djævlens fod” overlevede: Det er et fodaftryk som er lige indenfor kirkens hovedindgang. Legenden siger, at kirkens bygherre havde lavet en aftale med djævlen om finansiering af kirkebyggeriet mod, at der ingen vinduer kom i kirken. Den kløgtige bygherre fandt så på at konstruere kirken, så vinduerne ikke kunne ses derfra, hvor djævlen stod i indgangspartiet. Da djævlen opdagede, at han var blevet snydt, var det for sent, for kirken var allerede blevet indviet, og han kunne kun stå i indgangen og arrigt stampe sin fod i gulvet. Og det gjorde han med et sådant eftertryk, at han efterlod sig et fodaftryk som evigt minde.

Den nuværende pave var ærkebiskop i München fra 1977 til 1982, hvorefter han blev en del af kardinaldømmet i Rom, og derfor forlod sin position som ærkebiskop. Han har dog fået sin egen ret fremtrædende 3d plakette nær indgangen til kirken.

Det er jo Palmesøndag i dag, og det bemærkede man allerede i går, idet Jesus-statuen nær alteret var udsmykket med palmeblade. K opdagede også, at der i dag skal være et optog, hvor det er muligt at købe palmeblade og påskelys.

Fra Frauenkirche gik vi videre til en af byens andre spektakulære kirker: Asamkirche. Kirken blev bygget mellem 1733 og 1746 af brødrene Asam, som var bildhuggere, stukkatører, artikekter. Kirken er et studie i barok – og som K sagde, kunne den findes under O for oppulent. Brødrene Asam ønskede at bygge kirken som en privatkirke, men mødte modstand fra befolkningen, og de var derfor tvunget til at åbne kirken for offentligheden.

Facaden i sig selv er helt vild. Den er bygget ind som en del af husene i den gade, hvor kirken står, men den stikker naturligvis voldsomt ud i forhold til de mere almindelige huse. For slet ikke at tale om detaljer, som nedløbsrøret, der vitterligt må sno sig, for at komme omkring udsmykningerne.

I indgangspartiets loft skinner solen ned på de kirkebesøgende. Jeg er ret betaget af, at baggrunden bag solen ligner en sommerhimmel med skyer og farver; det er ret flot set og udført.

Indgangspartiet er også der, hvor det syndige menneske må bekende og søge tilgivelse – her i en ret utildækket situation uden døre for og lige inden for hovedindgangen til kirken.

Man når selve kirkerummet gennem en ornamenteret jernlåge, og det syn, der venter en, er fuldstændig vanvittigt. Det er som at træde ind i et 1700-tals smykkeskrin, og det er svært at vide, hvor øjnene skal lande, endsige finde ro. Men det er samtidig også imponerende og gennemført på en måde, der vinder en over tiltrods for, at det er alt alt for overdrevet.

Der er gipsarbejde og marmorarbejde nok til at fylde ind til flere kirker eller private barokhjem, men her er det samlet i et relativt småt kirkerum, og det bliver virkelig overvældende. Hvor man normalt ville vende sig øjne mod freskerne i loftet, blegner disse her, fordi der er så meget andet lir at kigge på.

Naturligvis må man have en agave i gips (eller faktisk to for der var også en på den anden side af kirkerummet)… Det giver vel sig selv. Asamkirken er et virkelig forunderligt sted, og bestemt et besøg værd, hvis man skulle finde sig selv i München. Det er på en eller anden måde en tidslomme til en æstetik, som er så fjern fra vores danske, som den næsten kan være, og alligevel sært dragende og charmerende i al sin overgjorthed.

Fra Asamkirken tog vi toget til den del af byen, hvor residenspaladset står. Før vi nåede så langt så vi dog på Theatinerkirche udefra, og det er en kende vanskeligt at forestille sig, at der har været behov for så mange så store kirker i indre München. Forklaringen kan muligvis finde i det faktum, at Theatinerkirken tilhørte theatinerordenen, og ikke direkte tilhørte kirken?

Residenspaladset er endnu en gang en gigantisk konstruktion – og her er der virkelig tale om gigantisk: Man har adgang til 130 rum, hvis man besøger Residenspaladset i dag, og efter 2. verdenskrig var kun 50 m2 ud af tagets oprindelige 23.500 m2 stadig intakt. Det er helt fjollet stort, og jeg kunne godt tænke mig at se det indefra, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget, der kræver god tid. Nu nøjedes vi med at se det udefra, og det var også en sjov oplevelse. På billedet ovenfor står vi inde i Kaiserhof, og såvidt vi kunne blive enige om, har man formentligt genskabt bygningernes look ved hjælp af trompe l’oeil fremfor at bygge facaderne op igen. Det er i hvert fald meget effektfuldt lavet.

Her ses trompe l’oeil-effekt up close. På afstand ser det meget flot og gennemført ud, og tæt på kan man se det håndværk, der er langt i det, hvilket også er rigtig flot og imponerende.

Fra Residenz spadserede vi gennem byen for at komme til den station, hvorfra vi kunne tage toget hjem. På vejen kom vi forbi Bayerischen Staatsoper, som var en fin bygning, men det som særligt fangede min opmærksomhed var de to friser øverst oppe. Den smukke gyldne klassiske frise og den mere moderne og dystre. Jeg har efterfølgende googlet billeder af bygningen, og det ser ikke ud som den moderne frise er der normalt, eller i hvert har den ikke altid været der. Se bare her.

Nær operaen var et hus ved at blive sat i stand, og der var hængt et flot “forhæng” op omkring byggeriet, hvor huset var gengivet. I to af vinduerne sad et par og kiggede ud på myldret på pladsen; en ret sød detalje som gør byggepladsen lidt mindre trist at se på.

Fra den side vi denne gang kom ind på rådhuspladsen, kunne vi se dette funky rektangulære tårn, som sidder på Sankt Peterskirken aka Alter Peter, som er den ældste kirke i området.

Dagens billedeserie slutter, hvor den begyndte med et billede af tårnet på det nye rådhus. Dette billede blev mere dramatisk på grund af himlen over tårnet.

Efter vores gåtur gennem byen shoppede vi mad i Galleria, tog toget retur til hotellet, spiste middag på vores værelse, og klokken 21 var det godnat for mig. Det var en god og begivenhedsrig dag i München.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.