Hildesheim og Externsteine

Søndag var planen, at vi skulle til Hildesheim. Når jeg har sagt, at jeg ville til Hildesheim, har de flestes svar været: Hvad vil du dog der? Selv vores tyske venner lignede spørgsmålstegn, når jeg snakkede om Hildesheim. Årsagen til besøget i Hildesheim er, at byen har to kirker, som er UNESCO verdensarv, og K og jeg samler på UNESCO verdensarv. Da der kun er en halv times kørsel mellem Hannover og Hildesheim, var det oplagt at tage til Hildesheim efter Hannover.

Vi startede med at køre ind til centrum af Hildesheim, hvor man efter krigen tog betonkanonen i brug som i så mange andre tyske byer. Men Hildesheim er noget særligt, for i slutningen af 1980’erne besluttede man at rive betonbygningerne ned og erstatte dem med rekonstruktioner af de historiske bygninger, der blev ødelagt den 22. marts 1945, hvor Hildesheim blev bombet. Når man bor/rejser i Tyskland bliver ordet zerstört et, man bliver fortrolig med ganske hurtigt. Der bliver ikke lagt skjul på, at husene ikke er oprindelige, men derimod skilter man med, hvornår de først blev opført, ødelagt og genopbygget.

Historischer Marktplatz, som man nu kalder pladsen, hvor man har genopført de historiske bygninger, er omkranset af bindingsværkshuse. Her på billedet ser man Bäckeramthaus (oprindeligt fra 1732) og Knochenhaueramtshaus (oprindeligt fra 1529) – altså bagerlauget og slagterlaugets huse.

Det oprindelige Knochenhaueramtshaus skulle have været et af de største bindingsværkshuse, man kender til, og det er i hvert fald stort, hvis man tænker, at det var opført for næsten 500 år siden. Jeg forstår faktisk godt, at man i Hildesheim har valgt at genopføre disse huse.

Da man genopførte Knochenhaueramtshaus brugte man 400 kubikmeter egetræ og cirka 7500 træsøm – og man må jo forestille sig, at det samme gjorde sig gældende i 1529. Slagerlauget må have været utroligt velhavende i 1500-tallets Hildesheim.

Historischer Marktplatz står også Wedekindhaus, som oprindeligt blev opført i 1598, som hjem og forretningslokaler til købmandsfamilien Storre. I dag er det genopførte hus hovedsæde for Sparkasse Hildesheim.

Tempelhaus er unikt på markedspladsen, da det ikke er en rekonstruktion men derimod det oprindelige hus, der er sat i stand, fordi huset overlevede bombardementet relativt uskadet. Tempelhaus blev bygget omkring 1350 af to medlemmer af Hildesheims borgmesterfamilie, Roleff und Eggert von Harlessem.

Næste stop var en af de to kirker, som vi desværre måtte konstatere begge er under en grad af renovering for tiden, Michaeliskirche. Vi kom til kirken, mens der var en gudstjeneste i gang, så vi kiggede på kirkens ydre og trissede så videre og fandt en café, hvor vi kunne få the og kaffe, mens vi ventede på, at gudstjenesten var forbi.

Kirken blev grundlagt i 1010, og denne sten sidder i væggen inde i kirken, og man opfatter den som en af 12 grundsten fra den oprindelige kirke.

Naturligvis blev kirken også ramt i forbindelse med bombningen af Hildesheim i 1945, men man havde på forhånd fjernet kirkens smukke loftpaneler og andre skatte, og i 1950 kunne man genindvie kirken. Inde i kirken finder man en plade med en særlig inskription: kirken blev genopbygget med støtte fra B.R.Armour, USA, som var “søn af det forfulgte folk” – altså en jødisk mand, der støttede genopbygningen af en kristen kirke i Tyskland.

Måske skyldes den nuværende istandsættelse, at kirken i 2014 skal være motivet på den tyske 2 euro mønt. For os betyder istandsættelsen bare, at vi har en anledning til at vende tilbage til Hildesheim ved en senere lejlighed.

Kirkerummet er holdt meget enkelt og elementer som kirkestole, prædikestol og orgel er super moderne og ret elegante. Dette enkelte udtryk gør, at det smukke bemalede træloft fra 1200-tallet får lov at være stjernen.

Loftet viser Jesus’ stamtræ (på Marias side må vi gå ud fra) og en skildring af syndefaldet.

Syndefaldsscenen er udsmykket med ekstra guldpletter, hvilket jeg ikke helt kan forklare, hvad skyldes, men det så flot ud. I det hele taget er taget virkelig smukt, og jeg forstår til fulde, hvorfor kirken er UNESCO verdensarv. Og så må jeg desuden sige, at det er godt, at nogen fjernede loftet fra kirken, inden bomberne faldt over Hildesheim.

Helt tæt på Michaeliskirche fandt vi et hus med dette skilt på, og det bevidner, at pesten har en virkelig fundamental betydning for den europæiske historie. Huset blev i 1300-tallet givet til “Willigen armen”, en semireligiøs gruppe der tog sig af sygepleje og håndtering af de døde under pestudbrud. I 1470 valgte gruppen et regulært klosterliv, hvorefter huset tjente som alderdomshjem for hildesheimere, der havde brug for at sted at bo i deres alderdom.

Overfor caféen stod Andreaskirche, som bar synlige spor af historien: Dels kunne man se, hvor kirken var i standsat og dels så det ud som dele af kirken fortsat havde huller fra bomberne.

Vi kørte forbi Dom i Hildesheim, da det er den anden af de to UNESCO verdensarvskirker i byen. Den er lukket for besøgende indtil 2014, så vi må vente med at se nærmere på den.

Efter at have konstateret at vi gerne vil retur til Hildesheim en gang, kørte vi videre. Jeg havde ved et tilfælde set et program om Externsteine, og det viste sig, at de faktisk ligger lige på vej hjem fra Hildesheim, så dem måtte vi forbi og se på. Undervejs gjorde vi holdt ved et lillebitte kloster med tilhørende klosterhave, fordi K vidste, at der lå en geocache der. Det er så fedt at geocache, netop fordi man kommer til at se steder, man aldrig selv ville have fundet.

Externsteine er en geologisk særhed i Teutoburger Wald. Fem store sandsten (den højeste er 37,5m)  står på rad og række i et område, hvor der ellers ikke er ret mange sten.

Der er spor af menneskelig aktivitet ved klipperne langt tilbage i tid, og man kan vel egentlig godt forstå, hvis vi altid har været fascinerede af disse store klipper. Der er dog ikke noget, der tyder på, at stenene har været genstand for præhistorisk religiøs opmærksomhed.

Nazisterne, og ikke mindst Himmler, var meget begejstrede for og interesserede i Externsteine, og de ønskede at gøre stedet til et helligt sted, hvor det urtyske kunne dyrkes og findes. Heldigvis havde de så meget respekt for stedet, at man ikke længere kan se, at nazisterne var interesserede i stedet.

Man kan gå på stenene, hvilket vi dog sprang over, da det var hundekoldt, og det så ud til regn. Men der kunne da potentielt være en super fin udsigt fra toppen.

Hvor nazisterne ikke ændrede på stenene, så har der gennem tiden været ændret meget på stenenes udseende, og nogle af disse ændringer består (så som trapper og broer), og her er det Lippes våbenskjold, der er hugget ind i en af stenene.

Mellem grupperne af sten gik der en gang en sporvognsrute, nu går der bare masser af nysgerrige turister, som studerer de fascinerende sten. Det er et virkelig specielt sted, men også et det er sjovt at have set. Man kunne helt sikkert sagtens holde en dejlig picnic i skyggen af Externsteine.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , . Bookmark the permalink.

1 Response to Hildesheim og Externsteine

  1. Dorit says:

    Glæder mig at de grimme betonhuse bliver revet ned og der bliver genbygget efter de gamle skabeloner, tyskerne er et dygtigt folkefærd. Hvis I samler på verdensarv, så smut en tur til Cuba, hvor jeg lige har været, der er verdensarv i hver en by, særlig Trinidad er ultracharmerende. Faktisk rigtig god idé med opsøge verdensarv-stederne, man får set nogen unikke steder !

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.