Daily Archives: 15/04/2012

En enkelt dag i Hannover

K og jeg mødtes i Hannover fredag aften, og vi havde aftalt, at vi skulle videre til Hildesheim søndag, så vi havde bare en enkelt dag til at se Hannover i. Heldigvis vågnede vi til en fin blå himmel, så vi var friske på en dag med sightseeing.

Inden vi var nået ret langt snublede vi over disse to små messing-“brosten”, som på tysk kaldes Stolperstein. Der er lagt mere end 20.000 snublesten ned; de fleste i Tyskland men også i andre europæiske lande, og de ligger der til minde om mennesker, der blev ofre for nazismens uhyrligheder. Stenene er udtænkt af den tyske kunstnern Gunter Demnig, som indtil nu har lagt samtlige sten ned selv. Jeg synes, at jeg havde læst et sted, at en af tankerne med stenene var, at man skulle bøje sig for ofrene, og det gør man helt automatisk, når man vil læse deres navne. For mig er det en smuk måde at minde os og hinanden om, at det var individer, der blev dræbt og ikke en menneskemasse. Det gør en forskel, når der bliver tale om mennesker med fødselsdage, navne og dermed liv, som blev så brutalt taget fra dem. Stenene ved vores hotel mindes Karl Schmith (1893-1941) og Wilhelm Röpke (1891-1945).

På ganske passende vis – men ved en ren tilfældighed – bor vi lige ved Telemoritz, som VW’s høje tårn i Hannover kaldes. Faktisk har vi udsigt til tårnet fra vores hotelværelse, da det stort set står i hotellets baggård. Telemoritz er det første tårn, der er bygget af jernbeton, og det har stået i Hannover siden 1960, men ikke altid som en VW-reklamesøjle. Volkswagen købte først tårnet i 2000, og derefter placeredes VW-logoet på toppen af tårnet.

Vi boede på den fjerne side af banegården i forhold til centrum, så vi gik igennem stationen for at komme ud på Ernst-August-Platz. Pladsen er opkaldt efter – og udsmykket med en statue af – kong Ernst August I, som var søn af George III (konge af England og Hannover) og som selv var konge af Hannover i perioden 1837-51.

På pladsen var der også to af sådanne installationer, som var lavet af en lokal kunstner, Sascha Windolph. De blev kaldt RasenKunst (Rasen betyder græs på tysk), og skulle tjene som et afbrud fra hverdagen for de forbipasserende. På et eller andet plan var de efterhånden blevet en del af hverdagen for mig at se, for de var blevet trådt på og der var smidt skrald på dem. Men de var da meget skægge.

Bag den for tiden tilstrikkede Kröpke-ur fandt vi en café, Cafe Kröpke, som så noget lurvet ud udefra. Men da vi endnu ikke havde fået frokost, og K var brændt varm på tanken om en brunch, gik vi ind for at se, hvad caféen kunne byde på. Indenfor var caféen pæn – ja nærmest trendy og fuld af mennesker. Vi kiggede på brunch-buffetten, som så rigtig lækker ud, og besluttede os for at sætte os. Det fortrød vi ikke. Faktisk var K så begejstret, at han efterfølgende mente, at det var den bedste brunch, han havde fået nogensinde. Der var naturligvis alle brunch-klassikkerne som æg, bacon, pølser, diverse oste og yoghurt, men de var alle virkelig lækkert tilberedt. Derudover var der et overdådigt udvalg af kager, desserter, brød, frugt, friskpresset juice og milkshakes. Brunch-buffet inklusiv alle de drikkevarer, man kunne drikke, kostede 17,5€, så det var ikke en gang vanvittig dyrt. Således mætte og tilfredse gik vi ud på dagens rute.

Der er en medarbejder ved Hannovers turistinformation, der har fået en god idé, for gennem den gamle del af byen løber der en rød tråd. Følger man den, kommer man ud på en 4,2km lang gåtur forbi byens vigtigste sights. Vi havde et kort med ruten tegnet ind og beskrivelser af nogle af de væsentligste sights, og det var rigeligt til en god dags oplevelser.

Vores første stop var Opernhaus Hannover, som blev bygget 1845-52 i senklassicistisk stil. Da de allierede den 26. juli 1943 brandbombede Hannover, blev operaen ramt og brændte ned til grundmurene. Efter krig blev operaen bygget op, og i 1950 kunne den igen bruges til sit formål.

Deutsche Bank har et superfint hus i forlænglse af Hannovers børs, og jeg elsker smukke bygninger, så vi måtte naturligvis over og kigge nærmere på bygningen.

Jeg var særligt betaget af vinduet over døren, som på en og samme tid er enkelt og ornamenteret. Sådanne detaljer er med til virkelig at gøre en bygning til noget særligt.

Foran Deutsche Bank stod denne “byste”, som vi måtte se lidt nærmere på. Det viste sig, at den er af Gottfried Wilhelm Leibniz, som forfinede det binære system, som alle computere er afhængige af. Leibnitz var ikke fra Hannover, men blev inviteret til at være en del af hoffet i Hannover.

Det var ikke det nemmeste at tage et billede af bagsiden af statuen, men det her er nu blevet ret cool. På bagsiden står der “unitas in multitudine”, som vel bedst kan oversættes med “enhed i mangfoldighed”. Det var sådan Leibnitz beskrev harmoni.

Inden vi besøgte Hannover, havde jeg læst om Aegidienkirche, som er en kirke fra 1300-tallet. Kirken blev – som 90% af Hannover – smadret under 2. verdenskrig. I stedet for at genetablere kirken, har man ladet den stå som den så ud efter krigen, som et mindesmærke over ofre krig og vold.

Der findes mange krigsmindesmærker i Tyskland, men det her er på en eller anden måde noget helt særligt: Mange af de andre er skabt efter krigen, af kunstnere og med den hensigt, at de skulle være mindesmærker. Her er der i stedet tale om, at krigen skabte mindesmærket. Det er et meget rørende sted, men det er også frygteligt at forestille sig ødelæggelserne.

Hannovers venskabsby er Hiroshima, og i 1985 forærede Hiroshima denne klokke til kirken. Den bliver ringet med 6. august hver år ved en mindesceremoni for ofrene for bomben i Hiroshima.

Foruden de mindesmærker krigen har skabt, er der tilføjet nogle ekstra elementer til kirken. Der løber en takket hvid linje gennem kirken, og på et bestemt tidspunkt får solen skyggerne fra kirkens takker til at passe nøjagtigt til den hvide linje. Det må være et flot syn.

Næste stop var Neus Rathaus, som måske nok er Hannovers vigtigste sight. Rådhuset stod færdigt i 1913, selvom det ligner noget, der er mixet af elementer fra tidligere tider – hvilket faktisk viser sig at være med vilje og en bestemt stilart. Det var ikke rigtig til at få et billede af forsiden af rådhuset pga. skarp sollys, så på billedet ses den piktoreske bagside.

Hovedindgangen til rådhuset er flankeret af to af disse brølende løver – og jeg må tilstå, at jeg godt kan forstå, at de brøler: Rådhuset vokser jo nærmest ud af deres kroppe, og det kan ikke have været rart…

Noget af det helt særlige og eksotiske ved rådhuset er, at der er en ganske særlig elevator inde i kuppelen. Den er speciel, fordi elevatorskakten ikke er lodret men derimod følger kuppelens kurve, hvilket betyder, at den foretager små justeringer i køreretningen undervejs mod toppen. Man flytter sig 50 lodrette meter og 8 vandrette, når man kører op med elevatoren. Det er en ret funky oplevelse, men også ret sjovt. Det er svært at se på billedet, men dørramme og elevatordør er ikke lige i forhold til hinanden, hvilket er et resultat af den ikke lodrette elevatorskakt. Se tegning af elevatorens rute her.

Der var ventetid på cirka 40 minutter for at komme op i kuppelen, men det var bestemt ventetiden værd, for ikke alene var turen op og ned med elevatoren sjov, der var også en smuk udsigt over Hannover fra rådhusets top.

Også rådhusets indre giver mindelser om fortidige bygninger, og som det meste andet i Hannover blev rådhuset svært beskadiget under 2. verdenskrig, hvilket ikke længere ses, selvom krigens ødelæggelser er meget påtrængende i rådhusets store centrale rum.

Model af rådhusets ødelæggelse.

Aegidienkirche står omgivet af andre ruiner.

Her står der nemlig fire modeller af Hannover fra forskellige tidspunkter i byens udvikling. Jeg fandt, at modellen over den krigssmadrede by var den mest påtrængende og interessante. Det er sjældent, man ser en model af den slags, og den gav et uudsletteligt indtryk af omfanget af Hannovers ødelæggelser.

Resten af turen gennem Hannover bød på fine huse, der er blevet nænsomt rekonstrueret efter krigen. Selvom 90% af byen blev jævnet med jorden, så er Hannover fortsat en rigtig hyggelig by, som har en forbløffende grad af charme, som ellers kan mangle i de krigshærgede tyske byer. Der var ting, vi ikke nåede at se, som vi egentlig gerne ville se, men så har vi jo grund til at komme retur, og det er ikke så skidt endda.

Tagged , | 1 Comment