Monthly Archives: February 2012

Til lykke, Bertram

Til lykke, Bertram!

I dag fylder Bertram fem år, og jeg har lavet og sendt kort til ham. Jeg har liftet dette kort, fordi jeg synes flyveren er ret fin til drenge, og det var en sød idé med navn og alder på kortet. Sidste år havde jeg faktisk også både navn og alder på Bertrams kort, så måske er det en tradition, der er ved at opstå? Jeg ved ikke rigtig, om fly er noget, der er in hos Bertram, men det blev kortets design i år.

Jeg har brugt Papertrey Ink stempler og dies fra Fly Away og Up, Up and Away. Flyet har fået en omgang lak, så det bliver glat og skinnende.

Tagged , , , | 2 Comments

Projekt 8/52 i 2012: Orden i køkkenet

Køkkenet i den her lejlighed har været en lang rejse fra helt håbløst, gennem midlertidige løsninger til et dejligt fuldt funktionelt køkken. I juni byggede min far en ny del til os (eller skiftede den gamle ud), så vi fik ny bordplade, vaske og skabe, deriblandt skabet under vasken. Før var det skab ikke ret brugbart, selvom vi ikke har skraldet under vasken – det bruger man af en eller anden årsag ikke i DE.

Min far installerede en hylde i skabet, og dermed blev det et rigtig godt og funktionelt skab. Men! Min opbevaringsløsning i det skab var ikke ideel, for jeg havde sølvpapir, fryseposer, madpapir og den slags i plastkasser, som jeg skulle tage ud, hver gang jeg skulle bruge noget. Mit ønske var at få nogle skuffer ind, men dem jeg vidste Muji havde, var også lidt pebrede, så det blev ved ønskeriet.

Da min mor var hernede i starten af februar, var hun og jeg i Ikea, og der fik jeg øje på deres nye KUPOL-serie. Ikea må have kigget lææænge på Mujis produkter, for Kupol er totalt magen til – men billigere. Så for mig var der ingen tvivl: De skuffer måtte med mig hjem, så jeg havde dem til mit skab i køkkenet. Jeg købte seks styk, og det var lige, hvad der kunne være i skabet: tre nede og tre oppe. Tilbage var der bare at rydde og, ud og sortere tingene i skufferne. Jeg fik nemt plads til alt, hvad der tidligere havde været i skabene, det er nemmere at komme til, og der er faktisk endnu mere styr på sagerne nu, end der var før.

Jeg har sat dymostrimler på skufferne, så man kan se, hvad der er i hver enkel skuffe uden at skulle åbne dem først.

Hvis du har et skab, der mangler orden, kan jeg på det varmeste anbefale Kupol-serien, for de skuffer virker bare. Lige som med Muji-skufferne (som jeg har et sæt af på mit scrapværelse), kan stables og der kan sættes hjul på. Det er smart.

Tagged , | 2 Comments

Liftede sommerfugle

Jeg har liftet dette fine kort og holdt mig meget tæt til originalen, som jeg syntes var super lækker. Jeg stemplede dog min tekst på et stykke hvidt papir, så det trådte mere frem.

Jeg stemplede sommerfuglene (som er udstanset med PTI dies fra Love lives here) med et tekststempel fra PTIs Birthday Tags 2011. Teksten passede ikke helt på sommerfuglene, så jeg har sat dele af den ind for at fylde motivet ud.

For at sikre mig at sommerfuglene stadig så ud som om de havde vingerne løftet, når kortet har været igennem posten, satte jeg vingerne fat med 3d-puder. “Bunden” af sommerfuglene er limet med lidt lim, så den også bliver siddende.

Tagged , | 3 Comments

Limburg

Georgsdom set fra Lahn.

I lørdags var K og jeg på udflugt med vores venner Mel og Daniel, deres lille Merle og Daniels ven Martin. Daniel havde arrangeret en tur til Limburg an der Lahn, som er en rigtig fin lille by i Hessen. Det eneste problem var, at virkelig var koldt.

Et af Limburgs mange bindingsværkshuse.

Limburg har mange fine bindingsværkshuse, en fin kirke med kalkmalerier, et lille “slot” og så ligger den lige ved floden Lahn. Alt i alt gør det byen til et fint udflugtsmål, og K og jeg er enige om, at vi må derned igen, når vejret er lidt mildere.

Kirken set bagfra og fra siden.

Limburger Dom aka Georgsdom minder lidt om Roskilde Domkirke med tvillingetårne forrest og spiret bagved mellem de to tårne. Kirkens ydre kan også minde lidt om sydlanske kirker med de kraftige og forskellige farver.


Malede fuger og effekter.

Mange af de indre vægge var bemalet, dels med religiøse motiver og dels med linjer, der understregede og fremhævede arkitekturen.

Spektakulær effekt.

For mig var noget af det mest fantastiske ved kirken de moderne blyindfattede ruder. Det er gået op for mig, at jeg rigtig tit tager billeder af sådanne ruder, så det burde nok ikke være overraskende, at jeg også var tiltrukket af dem i Georgsdom. Mit favorit-vindue i kirken var billedet bag Maria-statuen. Det er ikke helt så klart på billedet, som det var i virkeligheden, men de små runde røde pletter lyste dybt mørkerødt og meget klart. Det var en virkelig smuk og iøjnefaldende effekt.

Bånd eller sider i en bog?

Det havde en tveægget tvilling i den modsatte side af kirken, som også var fin, men ikke nær så slående.

Ikke alt er perfekt.

Jeg er ikke et religiøst menneske, og jeg kan tit føle, at kirker er for “perfekte”, for blottede for menneskelig skrøbelighed og forfald. Det gjaldt i mindre grad i Limburger Dom, hvor det smukke solskin faldt på spindelvæv, som var det en integreret del af kirkens arkitektur. Det er næsten befriende godt at vide, at der selv i Guds hus kan der være steder, rengøringshjælpen når.

En lille trold.

Merle hang ud på maven af sin far, og hun virkede generelt, som om hun syntes, at Limburg var et hit. Men både hun og vi fik ret røde kinder i frosten.

Goldner Löwe.

Til frokost havde vi valget mellem Schwarzer Adler eller Goldner Löwe – vel nærmest et stereotypt valg – og vi besluttede os for den gyldne løve. Maden var tysk – det er vist det bedste, der er at sige om det. Til gengæld var toilettet udenfor, og det er dælme koldt i-8 grader…

Alle syv dødssynder.

På dette hus fra 1567 i Hans Brückengasse er der udskåret syv hoveder, som hver repræsenterer en af de syv dødssynder. Fra højre mod venstre (bær over med logikken – den stammer fra huset selv) vardet: hovmod, griskhed, misundelse, nydelsessyge, frådseri, vrede og ladhed. Om hovederne lignede den synd, de skulle repræsentere, vil jeg lade væreusagt, men det er da en sjov detalje.

En forfrossen flod.

Vi var naturligvis nede og se på floden, som var delvist frosset over. Det så ud som om, det kunne være fint at gå langs floden, men det må også vente til næste besøg.

Et forfrossent selskab.

Det var ikke fordi vi havde meget lyst til at stå stille, men det lykkedes mig da at snuppe dette gruppebillede, inden vi fortsatte gennem byen og ind i varmen på en cafe.

Vores tur til Limburg blev ikke så langvarig, som vi måske havde forestillet os, men det var dejligt at blive præsenteret for et sted i vores relative nærområde, som vi ikke tidligere har besøgt. Vi kommer igen.

Tagged , , | 1 Comment