Daily Archives: 02/02/2012

Projekt 7/52 i 2012: Et genbrugsbillede

Et af målene for 2012 er at få lavet / købt / fundet noget at hænge på væggene, og i den forbindelse falder et af årets projekter. K og jeg var i Skatteøen (en genbrugsbutik) for at aflevere nogle ting, da jeg fik øje på en slidt ramme med et fint motiv bag glasset. Vi blev enige om at tage rammen med hjem og se, om den ikke kunne redes.

Der sad af uvisse årsager tape et par steder på selve glasset, og rammen havde fået en del knubs, som gjorde, at den ikke så så pæn, som den kunne være.

Første skridt var at fjerne det posttape, der sad på bagsiden af rammen, så jeg kunne komme ind og skille rammen ad.

Da rammen var skilt tog jeg træ-delen med på terrassen sammen med min favorit spraymaling (ja, ja, sådan en gang man skam godt have).

Så var det ellers bare at gå i gang med at spraye i tynde lag, så hele rammen til sidst var fin sort og ingen skrammer kunne ses. Jeg elsker spraymaling, for det er bare super effektivt, og man får som regel et godt resultat.

Mens rammen lå og tørrede lidt på terrassen, gik jeg i kast med at få rengjort glasset. Det var ikke så lige til at få taperesterne fjernet; de må have siddet der længe. Ind på banen kom rensebenzinen og så fik jeg brugt med det sidste klister.

Da glasset var rent og rammen tør, var det bare at samle det hele igen. Jeg valgte at sætte malertape på bagsiden af rammen, fordi posttapen havde efterladt en del klister. Rammen kom samtidig uden ophæng, så jeg måtte i gang med en festligt farvet ståltråd.

Således opdateret ventede rammen bare på at komme op og hænge på væggen. Jeg er ret godt tilfreds med at rammen blev sort, for det er væsentligt mere dramatisk end den hvide ramme var.

Som det ses fik ramme og billede hurtigt en plads i spisestuen, og vi er rigtig godt tilfredse med resultatet. Et gammelt udtjent billede, i en lidt træt ramme har fået pustet nyt liv i sig, og hele processen tog ikke meget mere end en halv time.

Tagged , | 2 Comments