Vores badeværelse og soveværelse ligger udfra en lille mellemgang på vores tredjesal, og for enden af den lille gang har vi en reol stående, hvor vi opbevarer værktøj, mine scrapalbum, diverse rengøringssager og den slags. Der er desuden plads ved siden af reolen, hvor vi opbevarer vores støvsuger og forskellige andre praktiske sager, der ikke er så nemme at opbevare på hylder eller i skuffer. Siden vi flyttede ind og etablerede dette opbevaringsområde, har jeg ønsket at sy et forhæng til at skjule alle sagerne, da det nok er praktisk men ikke kønt med sådan et område.
Da vi var i DK i forbindelse med min fødselsdag, var vi også en tur i Stof og Stil, hvor jeg købte noget stof til forhænget. Hos Ikea købte vi en gardinstang, og så var vi sådan set klar til at få skjult alle sagerne. Første skridt var at sætte gardinstangen op, hvilket var et joined venture, hvor K borede hullerne og jeg satte stangen op. Lad os bare konstatere, at den ikke kommer ned lige foreløbig, for jeg måtte have gummihammeren i gang for at få den op…
Næste skridt var at sy gardinet, og det skulle vise sig at byde på lidt udfordringer. Jeg endte med at sy rynkebånd i tre gange, før det blev præcis, som jeg ville have det.
Da rynkebåndet endelig sad, som jeg ville have det, var det tid til at få lagt gardinet op til den korrekte længde. Som det tydeligt ses her, var stoffet alt for langt. Men hellere det end at mangle et par centimenter.
Første forsøg på at lægge gardinet op var ikke en total succes, da jeg fortsat syntes, at det var lige det længste. Jeg overvejede faktisk at lade det være sådan, men det kunne jeg trods alt ikke få mig selv til, når jeg var kommet så langt.
Jeg lagde gardinet godt 2 centimeter op, og det var lige det, der skulle til for at det for alvor blev fint. Nu er der en lille smule luft mellem gardin og gulv, og stoffet hænger tungt og flot.
Efter et par timers arbejde ser den lille mellemgang nu betydeligt bedre ud, og jeg er glad for, at det endte med, at vi dækkede reolen til. Opbevaringsfunktionerne er nøjagtigt de samme som tidligere, men det ser bare pænere ud. Og det du ser på billedet her, er faktisk det første jeg ser, når jeg går ud af soveværelset om morgenen. Det er da rart at starte dagen med noget pænt at kigge på.
Det ser bare så godt ud. Godt kæmpet, kan godt forstå du blev ved, indtil resultatet var perfekt. Den kamp var værd at tage. Resultatet taler jo for sig selv. Ellers ville det sikkert have blevet et irritationsmoment. Fortsat god weekend. Kh 10na
Hvor ser det bare kanon godt ud. Godt du ikke gav op med oplægningen, det ser pænere ud når det lige hænger et par cm over gulvet.
Nogle skønne C&C kort du har fået lavet.
Forsat rigtig skøn søndag aften