Monthly Archives: December 2011

Juleblog lillejuleaften 2011

Så er lillejuleaften næsten forbi, og julen står for alvor for døren. Vi kom sikkert og hurtigt til DK i går; det er unægteligt noget nemmere at køre, når der ikke ligger ½ meter sne alle vegne. I dag har vi været hos Ks forældre og holdt lillejuleaften med middag, spil og pakkeudveksling. Vi har fået bobotie (sydafrikansk oksekødsret), som jeg har lært at lave af Hannelie fra UN Spouses, og vi har spillet Trivial for hold. Julegaverne var herlige, og vi glæder os allerede til at stille dem på plads i Bonn, når vi er hjemme igen.

Kristian ser lidt forvildet ud, men det er vist bare fordi flashen blændede lidt.

Nu må vi hellere drysse i seng, for juleaften starter jo tidligt for os med julemorgen hos min onkel og tante. Jeg håber, I får en rigtig dejlig juleaften!

Tagged , , , | 5 Comments

2011 – dag 344-357

Jøsses – jeg må lave en post med billeder fra to uger. December blev bare en meget mere travl måned, end jeg egentlig havde forestillet mig, den ville være. Men jeg har taget billederne løbende, så det er bare et spørgsmål om at få smidt billederne på bloggen.

Den 10. var vi i gang i køkkenet, idet min mor havde foræret os fire nye overskabe, og de skulle jo op og hænge for at være virksomme. Det er første gang K og jeg selv har sat overskabe op, og det var da et mas, men det blev også super godt til sidst.

Endnu en adventssøndag på Skype. Det var tidligt søndag morgen, for K og jeg havde en mængde aftale samme dag. Det er hyggeligt at mødes online i morgentusmørket.

Mandag fik jeg lavet et fif til OSH, selvom jeg godt nok var ved at være ramt af en forkølelse. Men fiffet skulle laves, og det blev det.

Tirsdag lagde jeg mig på sofaen og var syg; der var simpelthen ikke længere noget at kæmpe imod med, så jeg måtte overgive mig. Jeg kombinerede lydbøger med tv-kiggeri i løbet af dagen.

Onsdag var jeg så meget ovenpå, at jeg orkede at tage i byen med nogle andre FN-ægtefæller, samt køre i Ikea, Gertrudenhof med mere. Det var ikke rigtig nemt, og jeg var træt, men i december har man ikke tid til at lade sygdom slå en helt ud. Og det var rigtig dejlig stemningsfyldt at være næsten alene på Gertrudenhof en mørk december eftermiddag.

Torsdag fik vores stue en ordentlig omgang, idet jeg var nødt til at smide vores kotæppe ud. Det har fældet meget det seneste år, men torsdag fik jeg nok! Min spritnye sorte pude faldt ned på koskindet og kom op igen fyldt med små brune kohår – det gider jeg ikke. Så ud med skindet og i gang med støvsuger og gulvskrubbe.

Den 16. hentede jeg mine forældre i Köln-Bonn lufthavn. I år var det noget nemmere for dem at komme til Bonn, end det var sidste år. Det er altså bare nemmere uden sne end med det, selvom det bestemt er julehyggeligt, når det sner.

Ce’ smagen – var svaret, da min mor og jeg ville vide, hvorfor denne øl var så fantastisk. Min far og K var i hvert fald enige om, at det var en dejlig dejlig øl.

Nej se da – en adventssøndag, hvor vi faktisk var sammen alle fire. Det er nu endnu mere hyggeligt at holde adventssøndage, når man er sammen.

Mandag var min mor og jeg en tur oppe i Bonn sammen og efter at have shoppet pynt til julebordet måtte vi styrke os med en kop the og en kage på First Flush.

Den 20. vågnede vi til et fint snedække på terrassen. Det holdt ikke mange timer, fordi det var så vådt og relativt varmt ude – men fint så det ud, mens det varede.

Den 21. skulle jeg lige have fixet de sidste hjemmelavede gaver til julen – god tid… Det er noget skrækkeligt rod, når man går til og fra scrapbordet på den her måde.

Julemandens kane er altid pakket, når vi er på vej til DK til jul. Det ser vildt ud, men sådan er det, når man skal have sager og ting frem og tilbage. Heldigvis kan der være meget i en golf.

Lillejuleaften var vi hos Ks forældre, og vi hyggede os gevaldigt. Blandt andet med udveksling af gaver, spil og sydafrikansk middag.

Tagged | Leave a comment

Juleblog 22. december 2011

Mens K endnu er på arbejde, har jeg fået pakket julegaverne, rødkålet, tøj og andre sager, der skal med til DK i denne omgang. Vi kører nemlig nordpå i aften, når K kommer hjem fra arbejde. Sidste år var udsigterne for turen til DK ganske anderledes end i år. Vi havde pakket sandwiches, varme drikke, skovle, dyner – alt muligt udstyr for det tilfælde, at vi skulle ende i en snebunke langs en motorvej. Det skete ikke, men det tog os godt 13 timer i snevejr at komme frem til Ks forældre. I år er det gråvejr og vådt, men der er ingen sne, så turen burde kunne klares på de mere normale 9-10 timer. Vi er i hvert fald klar, og vi glæder os til jul i familiernes skød.

Det er vel også lidt en tradition, at Chris Rea synger os på vej. Efter vi er flyttet herned, er denne sang begyndt at give meget mere mening for mig, og nu er den faktisk en af mine favoritter. Hvis du skal ud på vejene for at komme hjem til jul, ønsker jeg dig en god og sikker tur.

Tagged , , , | 5 Comments

Juleblog 21. december 2011

Det er årets korteste dag – eller årets længste nat, som jeg hørte en nævne i dagens udgave af det traditionelle radioprogram Knas og Quiz. Jeg har skrevet om det før, men for mig er julen ikke helt sig selv, hvis jeg ikke hører mindst en udgave af Knas og Quiz. Det viser sig, at programmet fylder 40 år i år, så jeg er formentlig ikke den eneste, der synes, at julen bliver lidt mere jul, når der gættes tossede ord i radioen. For mig er Knas og Quiz lyden af barndom og jul hos min mormor og morfar, og da de begge har været døde i omkring 20 år, er det dejligt at blive mindet om dem ved juletid. Jeg misser Knas og Quiz i morgen, fordi vi sidder i bilen på vej til DK, men måske kan jeg lytte med igen lillejuleaften. Er der nogen lyd, der er rigtig jul for dig?

Tagged , , , | 1 Comment