Daily Archives: 30/12/2011

Top 10 kort 2011

Jeg har lavet mange kort i år; også langt flere end dem, der ender her på bloggen. Men det er alligevel sjovt at lave en top 10 over årets kortproduktion, og jeg kan allerede nu afsløre, at langt de fleste kort (hvis ikke dem alle) har Papertrey Ink produkter involveret på en eller anden vis. Here we go.

Det første kort er liftet, men jeg blev så glad for resultatet. Stemplerne og diesne (PTI) med flyverne er blevet favoritter i løbet af året, og de optræder jævnligt på mine kort. Kortet her er en favorit bl.a. p.g.a. farverne og de mange lag og elementer.

Det her kort er en klar favorit, og jeg er vendt tilbage til modellen ved flere lejligheder gennem året. Det er dybest set et meget enkelt kort, men jeg synes det virker. Stempelsættet med kransene (PTI) er meget alsidigt og kan bruges gennem alle årstider, hvilket er en stor kvalitet ved et sæt stempler, synes jeg.

Et totalt liftet kort med et digitalt stempel og papirer fra Pink Petticoat. Jeg kan godt lide kortet, fordi farverne er klare og friske, og elementerne smelter sammen til noget meget charmerende.

Det her kort er jeg virkelig stolt af, fordi jeg har lavet det hele selv, om jeg så må sige: Jeg har lavet baggrunden med distress inks og motiverne er stemplet med forskellige stempelsæt (PTI). Jeg tror, jeg skal arbejde noget mere med at lave kort som disse i det kommende år, for det var faktisk sjovt og en helt anden måde at arbejde på.

Det her kort er lavet til Merle.des fødsel, og jeg synes, det var et super kort til en lille ny prinsesse og hendes stolte forældre. Jeg har brugt et af mine få tyske tekststempler, og måske skal jeg også arbejde mere med dem i det kommende år. Hvis jeg bruger engelske, hvorfor så ikke også tyske?

Det her er mit første bidrag til et PTI blog hop, og det tog mig en forfærdelig masse timer at få det, som jeg ville have det. Til gengæld var jeg glad, da jeg kom i mål. Det var sjovt at arbejde ud fra et billede, og det er altid sjovt at få inspiration fra forskellige steder.

Den her klassiske julefarvekombination virker jo altid, og papirerne er så fine. De er lidt slidte og gammeldags, men ikke alt for vintage og beskidte. Endnu en gang er det mit kransesæt (PTI), der er sat på arbejde. Og så har jeg brugt seam binding, som bestemt blev centralt for mine kort i 2011.

Kortet her med overlay i midten er sjovt, fordi det er anderledes. Jeg havde dette snefnugs overlay liggende, og jeg ville have det brugt, for ellers står det jo bare og står. Resultatet blev en serie kort som dette. Og naturligvis har jeg brugt stempler og dies fra PTI.

Det her meget enkle og rene kort er en favorit mest af alt på grund af farverne og mønstrene, som gør mig i godt humør. For ikke at tale om den fine tekst fra et PTI-sæt…

Denne serie kort er også på favoritlisten dels på grund af farver og dels for de er så fine og enkle at lave igen og mange gange. Og selvfølgelig har jeg brugt masser af produkter fra PTI.

Det var mine ti favoritter fra i år, og nu er jeg klar til næste års produktion. Det bliver helt sikkert med fokus på PTI som i år.

Tagged , | 5 Comments

Juleaften 2011

Ok, jeg er kommet bagud med bloggen, men nu må jeg vist hellere have dokumenteret julen 2011, inden året rinder ud. Vi havde en rigtig dejlig jul i Danmark med familie og venner, som sådan en skal være.

Sidste år missede vi julemorgen hos min onkel og tante, fordi sneen lå knæhøj, og det var frost og trælst kørevejr. Men i år var vi med igen, og det er altså en super hyggelig måde at starte julen på, og sidste år var første gang i mit liv, jeg ikke indledte julen sådan.

Efter morgenmad havde vi endnu et formiddagsarrangement, idet vi skulle ind til Esben, Sus og Alma, som vi ellers ikke ville have set i julen i år. Alma skulle naturligvis have julegaver, og på billedet sidder hun helt stille og nusser med at få papiret af en gave fra mine forældre. Hun var meget koncentreret, men tapen på midten var alligevel for svær for hende.

Jeg havde lavet en sættekasse til Alma, og jeg tror godt, jeg tør sige, at den var et hit. Her står Alma på alle fire og griner ind i sættekassen; det var bare SÅ hyggeligt. Jeg tror måske, hun griner til/af de små børn, der marcherer hen ad sættekassens bund. Det er altså dejligt at lave et projekt, som bliver accepteret og falder i god jord hos den knap to-årige modtager.

Da mine forældre var i Bonn lige inden jul, havde min mor og jeg været ude og shoppe. I en nyåbnet butik her i Bonn (Depot) så vi en opsats/dekoration, der inspirerede årets julebordsdekoration, og jeg havde lovet min mor at lave den, så efter besøg hos Esben, Sus og Alma gik turen til Gentofte.

Dekorationen bestod af en kæmpe glasbowle (min far mente, det var en tissepotte…) fyldt med nødder, kogler, plastikbær, julekugler, fake sne og en fin orkide fra min mors samling. Rundt om toppen af bowlen bandt jeg tre forskellige bånd, hvilket også var inspireret af dekorationen fra Depot. Det er sjovt at tage inspiration og arbejde med den, så man får sin egen fine dekoration.

Min mor og jeg var begge svært godt tilfredse med dekorationen, og min far og K var også på vores side. Vi er lidt mere i tvivl om de øvrige gæster juleaften, men dem om det. Det fine ved det er, at hele dekorationen kan genbruges – det er da smart.

Efter en våd og klam formiddag blev juleaftens eftermiddag til en smuk solskinsdag, og det fik den konsekvens, at min mors diskokugleudsmykning virkelig tog sig perfekt ud. Hele rummet de hænger i var overstrøet med fine lyspletter; så vi fik alligevel lidt julesne.

Min mors veninde og kollega kommer til et glas portvin i løbet af juleaftenseftermiddag, og i år serverede min mor et lidt besynderligt udvalg af lækre sager. Jeg kan også rigtig godt lide hvide stearinlys, men jeg ved ikke, hvor godt de smager. Heldigvis blev de skiftet ud med stollen og Christmas cake, inden vi fik dem serveret.

Skål og glædelig jul. Det er dejligt, at der er tid til at sidde lidt ned og snakke sammen i løbet af dagen, selvom der er meget mad, der skal laves og være klar til julemiddagen.

Når man som gæst i december har stået foran mine forældres dør, har man set den her fantastisk “krans”, som Annette har lavet. Den er helt vild fed, og jeg ville ønske, jeg kunne regne ud, hvordan den kan genbruges næste år…

Som mørket faldt på, begyndte julestemningen for alvor at indfinde sig hos os. Kæmpe adventskransen stod tændt, bordet var dækket og juletræet stod og ventede tålmodigt.

Hos mine forældre er julen primært rød og guld, men i år havde vi tilføjet hvid på bordet, og kombinationen af rød og hvid virker bare!

Jeg synes stadig, at dekorationen var super fin, og den passede flot til juletræet, som også står i spisestuen.

Kort før klokken 18 tændte min far lysene på bordet, og så ved jeg, at det lige straks går løs. Julestemningen er sikker, når huset dufter af den lækre mad, stearin og tændstikker. Jeg har kæmpet med julestemningen gennem hele december, men når først mørket er faldet på, lysene tændt og anden er i ovnen, vågner mit julesind til dåd.

Apropos duften af julemad, så ser ovnen sådan ud, når det er lige oppe over. Man kan ikke andet end at være fascineret af, at det går hvert år. Min mor kan tricks i et køkken, det er der ingen tvivl om.

Det er blevet en tradition, at jeg tager et billede af min tallerken, når jeg har lagt lidt af alt på den. Min mor sagde, at hun havde lavet færre forskellige retter i år, men de skal nu listes alligevel, så vi kan huske, hvad vi faktisk spiste.

– and
– fyld fra and med butternut squash
– farsbrød
– cocktailpølser wrappet i røget skinke
– kartoffelmos
– rødkål
– rosenkål med tysk skinke, løg og kastanjer
– Camilla Plums røde salat
– forskellige farver gulerødder bagt i cocotte i ovnen
– sauce
– tranebærkompot

Naturligvis var der ris a l mande – det kan jo overhoved ikke diskuteres eller fraviges! Jeg tror efterhånden, at det er en tradition, at der er gulvstøv på ris a la manden, og det ser også rigtig fint ud.

Og når nu vi er ved det med traditioner, så skal jeg have det her skud hver år, for det sker hvert år: Min far leger gennem hele ris a la mande-spisningen, at han har fået mandlen. I år vidste jeg dog fra første bid, at han IKKE ville få den. Jeg fik nemlig mandlen i første bid.

Vi brød med en tradition i år, idet vi fik kirsebærøl til ris a la manden i stedet for en portvin eller anden sød hedvin. Jeg synes, det var en klar forbedring, og det var i hvert fald sjovt at prøve noget andet.

Fordi mandlen blev væk sidste år, havde min mor i år valgt den største mandel, hun kunne finde! Jeg er ikke ret god til at holde noget i munden, fordi jeg får kvalme af det, så det var lidt en kunst at skjule mandlen, mens resten af familien spiste to portioner ris a la mande. Det var dejligt endelig at kunne afsløre, at jeg var årets mandelgavevinder.

Da jeg står for at lave den årlige mandelgavekasse, er jeg egentlig ikke hooked på at vinde den, så vi besluttede at lave en lodtrækning om hvem, der i stedet skulle have kassen. Som sidste år skrev jeg et tal mellem 1 og 100, og familien bød ind med deres gæt. Liza gættede på 44, hvilket K ikke hørte, så hans første bud var også 44. Man må sige, at de to kender mig godt, for 44 var netop tallet. Det var det, fordi 4 er mit ynglingstal, men jeg synes ikke, at det skulle være 4, for det var for nemt… Måske var 44 også for nemt? Liza ville gerne have kassen, men de to Summerbird marcinpangrise indeni fik min far og K lov at guffe.

Hos os er der levende lys på træet, når vi danser omkring det, og mens vi åbner gaver (eller så længe de kan brænde sikkert på træet). Det er helt særligt med de levende lys, men det er også hyggeligt, at min far kan tænde de elektriske lys, så træet fortsat er tændt, når de levende lys er brændt ned.

Liza må fortsat holde for med uddelingen af gaver, og vi fik alle dejlige gaver i år. Tak for gaverne!

Når klokken er omkring 23, er vi brugt op og klar til at trimle omkuld i vores senge. Juleaften er en fantastisk dag, men det er også en meget lang dag. Vi havde en dejlig juleaften 2011, og jeg håber, at du og dine også nød dagen.

Tagged , , , , | 3 Comments