Daily Archives: 29/11/2011

Juleblog 29. november 2011

I dag har været en virkelig langsom dag hos mig. Jeg flyttede ned på sofaen klokken 4.30 og sov kun meget lidt efterfølgende, så jeg har været rimelig mat det meste af dagen. Jeg har da heldigvis ikke haft nogen planer, så ind imellem er det vel i orden at have en langsom dag. Det gav mig mulighed for at flette nogle julestjerner, dimse lidt med pc’en og så fik jeg faktisk også julepyntet hylderne i køkkenet. Sidste år valgte jeg et rødt tema til hylderne, men i år er de blevet vinterkolde i stedet. Jeg tror simpelthen, at den fraværende julestemning betyder, at jeg trænger til vinter og kulde i stedet.

Hylderne i hele deres herlighed. Hylderne er jo ikke kun dekoration, men har faktisk også en funktion, så når jeg flytter rundt og pynter op, er jeg nødt til at tænke på, at alting skal kunne være et eller andet sted.

Ikeas dåsesæt fra i år er perfekt til mit tema, for de tre dåser er hvide og sølv med snefnug. Lige i øjet, og så kan der jo være noget i dem samtidig.

De forskellige glas står altid på hylderne, men i denne søde juletid har de fået selskab af en glaskogle.

Den her lille piphans (Ib- Hans) sidder fast med en klemme på en af mine inderkogebøger. Det er dejligt med pynt, der kan noget andet end at stå og hænge.

For at bringe lidt varme ind i al vinteren bandt jeg lidt bast om nogle kanelstænger, som nu ligger dels og pynter og dufter lidt af jul.

Lidt gæslinger og to hyacinter i forskellige udviklingsstadier udgør det friske pust på hylderne. Jeg elsker hyacinter, og i år har jeg måttet konstatere, at de trives bedre med jord end uden.

Og lige til sidst et skud fra siden, hvor hylderne også gør sig vældigt godt.

Pynter du mon op i køkkenet?

Tagged , , , | 3 Comments