
Faste læsere af denne blog vil vide, at jeg elsker risengrød,
ikke kan koge det og har haft et
mikroovnsuheld, der involverede risengrød. Fordi jeg ikke kan koge risengrød, snød jeg og købte en rulle industrifremstillet risengrød, sidst vi var i DK. Det kan ikke måle sig med en hjemmekogt grød, men det kan da virke, hvis man er desperat nok. I dag fryser jeg, så jeg tænkte, at jeg ville tage mig en portion grød til min frokost. Da vi ikke har nogen mikroovn her i det tyske, kunne jeg heldigvis ikke eksplodere grøden denne gang. Den blev langsomt lunet på komfuret i stedet – helt uden uheld.

Det begynder så småt virkelig at minde om jul heromkring. Når jeg har guffet min risengrød, skal jeg videre med oppyntningen af spisestuen. Herinde (som i det meste af huset) er den primære julefarve hvid, men herinde har jeg også sølv som en primær farve – og så glimmer naturligvis! Har du forskellige farver til forskellige rum?