Normandiet 25.09.11: Hackel og Hackel på tur

Søndag vågnede jeg til en smuk udsigt fra vores nye hjems lille køkkenvindue: lette skyer på en blå himmel og solskin over markerne. Så er det sensommerferie for fuld udblæsning. Mens Vibeke stadig sov fik jeg taget billeder af vores omgivelser, samt Smashet lidt.

Vi bor i, hvad jeg tror er en ombygget stald. Det er vores hus ved siden af og bag golfen.

Mit værelse er bag det let åbnede vindue på første sal, og jeg bor i det lilla rum, som er indrettet med to enkeltmandssenge, skab, bad og håndvask, og et lille siddearrangement med to lænestole. Vibeke bor i det grønne værelse, hvor der er en polstret dronningeseng, skab, stole, brusebad og håndvask. Der er gevaldigt god plads.

Huset er, som der står i beskrivelsen, den sidste gård på venstre side af vejen. Der bor nu mennesker længere ude, men det her er langt ude på landet, og her er dejlig stille.

Det er ret smart: huset er udstyret med en letgenkendelig postkasse, som vi kan styre efter, når vi kommer hjem i mørket. Det er faktisk en hjælp.

Vores søndagsplaner involverede et tur på marked i Le Molay Littry, og da vi var kommet lidt sent af sted, havde vi egentlig ikke regnet med at nå så meget andet. Vi fandt nemt Le Molay Littry, men der var ingen spor af et marked, end ikke resterne af at et kunne have været der. Vi tussede rundt og så på Hotel de Ville og byen, men måtte konstatere, at havde der været et marked, så var det nu long gone.

Byen er en mineby, og som Vibeke sagde, så skal sådan nogle jo være ret tomme. Efter at have passeret den tætte kirke, spottede jeg et skilt, hvor der stod, at der var marked om torsdagen… Ja, så er det jo klart, at vi ikke så noget på en søndag. Surt, at Normandiets officielle hjemmeside ikke er bedre opdateret.

Da vores planer var blevet spoleret, måtte vi jo finde på noget andet, og med kun 10-15 kilometer til Bayuex blev vi enige om, at vi kunne køre derind og se tapetet og spise noget frokost. Som sagt så gjort. Foruden tapetet har byen en stor smuk katedral, som vi kunne se fra flere vinkler, som vi bevægede os rundt i byen.

K og jeg så Bayeux-tapetet sidste år, og nu har jeg genset det i år (Vibeke og jeg tog endda turen rundt to gange med audioguide og det hele), og det er fortsat en fantastisk oplevelse. Det er et unikt historisk levn, som fascinerer mig på mange niveauer: håndværket er fortryllende, historien velfortalt, detaljerigdommen, at det overhoved eksisterer næsten 1000 år senere og så er det smukt. Det er for mig et af de levn, man skal se og opleve.

Vi spiste frokost i solen på en fortorvscafe: Vibeke fik en Croque Madame, mens jeg selv fik La Salade Normande (med skinke, æbler og camembert) – ums! Tænk at sidde ude i 23-25 grader og fuld sol i slutningen af september. Ren luksus.
Som vi gik væk fra cafeen spottede jeg denne sjove skorsten; det eneste jeg kan forestille mig er, at den er tiltænkt diverse flag. Den ser i hvert fald skæg ud.

Vi kunne naturligvis ikke undlade at se katedralen indefra, og for mig var det smukkeste dette spil en af de blyindfattede ruder genererede på gulvet i kirken. Det var skønt at se det skifte, som skyer drev for solen og forsvandt igen. Sikke et sceneri.

På vej retur mod bilen, fik vi øje på de her reder. Vi måtte konstatere, at det nok var kunstige svalereder; de så dog ikke umiddelbart beboede ud, men hvem ved…

Bayeux er en virkelig hyggelig by (selv på en søndag hvor butikkerne er lukket, og der er ganske få mennesker i gaderne), og ind imellem nyere huse putter smukke gamle huse som dette sig. Vi var enige om, at Bayeux var en god beslutning, men klokken var ikke så mange, så mon ikke vi kunne finde på noget andet og mere…

Jo da bestemt! Vi kørte ud til vandet for at se på nogle af strandene, hvor de allierede gik i land på D-dag i 1944. Det var egentlig mest vores plan at køre ud og se på vandet, og måske sidde og læse en bog i eftermiddagssolen.

Vi kørte ud mod vandet og fandt en parkeringsplads og gik ned til vandet. Vi snakkede om, at vi faktisk ikke vidste, om dette var en af landingsstrandene, og at det var mærkeligt, at der ikke var nogle skilte. Det var der naturligvis også – og det var en landingsstrand: briternes 231. brigade gik i land netop her.

Hvis ikke det lys bevidner om den luksuriøse eftermiddag, vi havde, så ved jeg ikke, hvad gør.

Der var ingen tvivl om, at stranden var præget af lavvande, men vi var ikke tålmodige nok til at vente på at højvandet kom ind. Vi kunne dog få glæde af nogle af de skaller, højvandet tidligere må have bragt med ind over den brede sandstrand.

Vi sad en halv times tid på et kanontårn (eller noget i den dur) og drak lidt vand, spiste en medbrat kage og så ældre franske ægtepar sidde og tale stille sammen med udsigten til en traumatisk del af Normandiet og Europas historie.


Vi var begge blevet grebet af stemningen, så vi blev enige om at fortsætte ned af strandene, så vi kunne se nogle flere landingssteder. Gold Beach er formentlig det mest klamme sted, vi så. Forudsat at der var lige så meget klamt tang den junidag i 44, så må det have været endnu mere træls at gå i land her end på de andre strande.

Det var ikke nok med Gold Beach, så vi fortsatte til Juno Beach, hvor vi simpelthen ikke kunne finde et skilt, der indikerede, hvor vi var. Men den gode general de Gaule blev tilgengæld fejret helt gevaldigt dette sted.


Det var på Juno Beach, at vi navngav os selv Hackel og Hackel (jeps, efter Oberst Hackel), for det må da have været en tur lige for den gode oberst. Tænk, at vi stod der to kvinder i 30’erne og tog billeder af tanks og krigsmindesmærker…


Til trods for, at der var en del kilometer derned, besluttede vi, at vi lige så godt kunne nappe Sword Beach, når vi nu var i gang. Derude var vi så heldige at opleve en dejlig solnedgang, så den sidste af dagens mange militære attraktioner blev badet i et blødt, varmt sollys.

I guidebogen står der noget om, at Sword Beach har et skin af de uskyldige 50’ere over sig. Javel så! Det er vist på grund af disse små badeskure, at stranden beskrives således.

Hackel og Hackel på Sword Beach – eller i hvert fald vores skygger…

Selvom vi efterhånden havde gået en hel del og var noget trætte, så måtte vi kæmpe os langs stranden, så vi kunne se mindesmærket på Sword Beach. Det er et opulent, men også smukt monument – og lyset gjorde det bestemt ikke mindre smukt.

Hvad der egentlig bare skulle have været en afslappet søndag, endte med at blive en rejse gennem Normandiet fra Wilhelm Eroberens kamp mod Harold til de allieredes landgang på Normandiets kyst i juni 1944. Postkassen med stjernen blev en god hjælp, for det var mørkt, før vi var retur ved vores midlertidige hjem.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Normandiet 25.09.11: Hackel og Hackel på tur

  1. margit bloch says:

    Åh, hvor er I heldige…
    Normandiet er et helt fantastisk sted at feriere… så endnu engang har jeg “med dig ved min side” været på genvisit i én af de dele af Frankrig vi besøgte for næsten 20 år siden, hvor vi havde de to yngste med på sommerferie for sidste gang. Jeg havde læst “Dværgen fra Normandiet” højt for dem (!!) (som handler om Bayeux-tapetets tilblivelse) og så også de forskellige “landgangskyster”…
    1000 tak for turen og dine fine beskrivelser… du er en dejlig guide og en god historieformidler… (men det har du jo på tryk) ;o) ;o)
    Nyd fortsat dagene…

  2. Charlotte says:

    Tak for endnu en fin rejsebeskrivelse. Du skriver så levende og skønt, og man får lyst til at se alle de steder du nævner i enhver rejsebeskrivelse du laver. :0)
    Nyd fortsat jeres ferie dernede.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.