Daily Archives: 03/08/2011

Sommerferie 2011: 13 – Avignon og broer

Paladset set indefra.

Vi kunne ikke nøjes med at se pavepaladset udefra, så onsdag morgen kørte vi endnu en gang til Avignon for at se det store palads indefra. Vi må desværre nok sige, at det havde vi vist ikke behøvet. Stedet er stort set kun formidlet på fransk, og selvom jeg læser fransk, så er det ikke så fedt at skulle oversætte alt til K. Audioguiden (på engelsk) hjalp desværre ikke meget, for der blev snakket om alt andet end de rum, vi faktisk befandt os i.

Indergården.

Bevares det er et stort sted, og der er fine udsigter, men man bliver bare ikke meget klogere af at bevæge sig igennem paladset. Vi savnede forklaringer, historieformidling mm.

Meget stor skorsten.

Audioguiden var udemærket, da vi var inde i paladset store køkken, for der kom et konkret eksempel på, hvor meget mad man kunne sætte til livs ved en paves indsættelse. Lad os bare sige, at det ikke var småting – der blev bl.a. brugt 40.000 æg og tæt ved 100.000 brød. Dertil kom fuldstændige ubegribelige mængder af kød, fugle, søde sager mm. Det er en overflod, der er helt hen i vejret i 1300-tallets Europa.

Udsigt?

Jeg har en forkærlighed for billeder taget gennem blyindfattede ruder; nogle gange kan man se mere af udsigten end andre gange, men jeg synes, det er sjovt at tage disse billeder.

Kirkerum eller udstillingslokale.

Paladset store smukke kirkerum var fyldt med moderne kunst – og hvad værre var: Meget af det stod på vægge som delte rummet op, så man faktisk ikke kunne se andet end de kunstværker, der hang der. Det var virkelig en skam. Sidst jeg var på pavepaladset i Avignon (det er vel 15-17 år siden) var der en Picasso-udstilling, og lad os bare sige, at Picasso og jeg har et anstrengt forhold. Jeg husker lige så tydeligt denne sal fyldt med malerier fra Picassos blå periode…

Videoinstallation.

For mig var højdepunktet nok denne videoinstallation, som handlede om alverdens broer. Den var virkelig smukt lavet, og der var mange sjove og tankevækkende sekvenser. I en af dem så man en bro med mange forskellige mennesker, der passerede den: cyklende, børn på løbehjul, teenagere, kvinder med høje hæle og håndtasker, en far der skubbede klapvognen mens han tjekkede mobiltelefonen. Det er sjovt så genkendelige figurerne er – selv i flade todimensionale silhouetter.

Efter vores visit på pavepaladset måtte K konstatere, at han ikke vil anbefale nogen at gå ind og se stedet: “Tag til Avignon og se paladset udefra, for det er imponerende.” var hans tørre konstatering.

Pont Saint-Bénezet aka Pont d’Avignon.

Næste stop var den kendte bro over Rhône: Pont Saint-Bénezet eller bedre kendt som Pont d’Avignon. Broen har været meget længere, idet floden har været væsentligt bredere før i tiden. Midt på resterne af broen ligger to kapeller (et øvre og et lavere). Den bro man ser i dag, er ikke den, der blev konstrueret i 1100-tallet, men derimod en bro, der blev konstrueret i 1600-tallet efter den oprindelige bro endeligt blev ødelagt af oversvømmelser.

Sous le pont (under broen).

Sur le pont (på broen).

Den kendte sang hedder jo Sur le Pont, men jeg insisterede på at tage et Sous le Pont-billede også, fordi jeg havde en eller anden erindring om en version med Sous le Pont i teksten. Nu har jeg fundet ud af, at sangen oprindeligt hed Sous le Pont, så det er jo lidt sjovt.

Rhônen ikke Rhinen.

Udsigten ned af Rhône er ret fin fra broen. Vi må nok konstatere, at det ikke er vores flod det her. Hvor Rhinen er voldsom og vild, er Rhône rolig og stille.

Mod byen og paladset.

Udsigten ind mod byen og pavepaladset er også rigtig fin fra broen.

Pont du Gard.

Vi var ikke færdige med broer endnu, ej heller med verdenskulturarv, for vi kørte videre til Pont du Gard, som er en af de bedst bevarede romerske akvædukter.

Helt enkelt – og meget imponerende.

Pont du Gard er fra det første århundrede, hvilket virkelig er imponerende at tænke på. Den har stået her i næsten 2000 år, og den er fortsat på mange måder moderne i funktion og æstetik.

Fruen selv ved akvædukten.

Mærkeligt nok er området omkring Pont du Gard mere badeland, end det er et sted, hvor man fortæller historien om dette imponerende bygningsværk. Der bliver svømmet og sejlet på floden under den gamle konstruktion.

Badeland eller verdenskulturarv.

Jeg stod længe og kiggede ned på de badende, og dem der turde springe ud fra klipperne. Der var en ung fyr, der virkelig ikke var meget for at springe i, men han havde en kammerat og en pige med, som jo gerne skulle imponeres lidt. Nej, hvor han vandrede frem og tilbage, frem og tilbage. Han endte med at springe fra det allerlaveste sted et par gange, men så meldte nerverne sig igen. Tænk, om han havde vidst, hvor mange mennesker, der stod på Pont du Gard højt over ham, og snakkede om ham og hans manglende mod.

Man kan kun blive imponeret.

Jeg må indrømme, at jo mere jeg ser af rester fra Romerriget, jo mere imponeret bliver jeg. Vi boede vel nærmest i jordhytter i DK, da man konstruerede 50km lange akvædukter for at skaffe sig rent vand i Sydeuropa. Det er fascinerende at Romerriget var så stort, mægtigt og avanceret og alligevel gik til grunde. Men det er på den anden tilfældet med flere af de første store kulturer. Min græske gudfar siger: “Grækenland gav verden lyset, men forblev i mørket.”, når vi snakker om, hvorfor Grækenland ikke fortsatte sin kulturelle dominans men forfaldt i større eller mindre grad – og nu måske totalt kollapser.

Fra Pont du Gard gik turen via Carrefour retur til hotelværelset, hvor vi har spist lidt forskelligt fra supermarkedet, mens vi har nydt A/C’en på hotellet. 32 grader og bagende sol er altså ikke noget for bleghuder som os, så vi er glade for, at de første mange dage i Provence har budt på væsentligt lavere temperaturer.

Tagged | 2 Comments

Sommerferie 2011: 12b – Aftenstemning i Avignon

Comédie i Avignon.

Efter en siesta på hotellet kørte vi tirsdag aften indtil Avignon for at få aftensmad og se byen ved aftentide. Den første fine bygning, vi løb ind i, var L’ancienne comédie d’Avignon, som fra 1734 til 1824 var byens teater.

Indgangen til pavepaladset.

Der er ingen tvivl om, at pavepaladset er et af Avignons mest kendte bygningsværker, og vi trak naturligvis mod pladsen foran paladset. Paverne boede i Avignon fra 1309 til 1377, hvor de tog retur til Rom.

En stor del af Palais des Papes.

Der var fortsat åbent på pavepaladset, og vi overvejede, om vi skulle se paladset med det samme. Klokken var dog næsten 20, så vi valgte at vente og i stedet få noget at spise.

Pladsen foran pavepaladset.

Først skulle jeg dog se, om jeg monstro kunne fange hele paladset på kameraets linse; det indebar, at vi gik højt op på pladsen foran paladset.

Meget stort sted til en pave…

Det lykkedes faktisk at fange det store bygningsværk nogenlunde ind på en gang. I jagten på dette billede kom vi forbi en restaurant, Le Moutardier som K havde læst om i Michelin-guiden til Provence. Vi var så heldige, at der var et ledigt bord, så vi satte os ned lige overfor det store palads for at få vores aftensmad.

Ks forret.

Cs forret.

Vi valgte restaurantens lille treretters menu (der var også en større menu), og det fortrød vi bestemt ikke! Vi valgte hver vores forret: Jeg fik en nyfortolket provencalsk tomat med mandelmælkeskum, mens K fik en gazpacho af rødbeder med et brød med blå ost og æble.

Hovedret.

Til hovedret fik vi kalv serveret med pesto og en canneloni med super delikat artiskokcreme i. Ums! Kalven var så lækker og mør, at man kunne tygge det med øjenlågene.

Desserten var en abrikos confit med anisskum og en clafoutis. Abrikoserne var lidt sure for mig, mens K var ret vild med dem. Til gengæld var anisskummet godt nok mums for en lakrids-elsker som mig. Maden var virkelig lækker, og det var faktisk ikke ret dyrt: 32€ pr mand for treretter superlækker mad, spist i skyggen af verdenskulturarv… Det er til at have med at gøre.

Aftenen falder på.

Nu kommer nattemørket.

Mens vi sad og spiste faldt mørket på, og det var fascinerende at se lyset ændre pavepaladsets udtryk radikalt.

Helt andet sted i nattelyset.

Da vi havde spist færdigt, måtte jeg op og tage billedet af hele paladset en gang til, fordi det så helt anderledes ud badet i kunstigt lys og op mod den dybe nattehimmel.

Indgangen en gang til.

Pavepaladset er fantastisk udefra, og vi kan kun anbefale, at man ser det, hvis man er omegnen. Skulle man få mulighed for at spise middag på Le Moutardier bliver oplevelsen ikke ringere.

Tagged | 2 Comments

Blogfødselsdag 3

Her ville jeg ikke få lukket et øje!

K og jeg overnatter som skrevet i går på hotel i nat. Jeg kom tidligere på vores ferie til at tænke på, at det er lidt besynderligt, at man (jeg) opfatter sin (min) seng, pude og dyne som noget relativt privat og alligevel turer man rundt i verden og sover i senge, puder og dyner mange andre mennesker også har sovet i – stort set uden at skænke det en tanke. Pudsigt – men smart at man har muligheden. Det generer mig som regel ikke at bo på hotel, med mindre sengen er for blød, eller sengetøjet lugter grimt. Både K og jeg elsker at rejse, så det her vil bestemt ikke være sidste gang, jeg sover i senge, puder og dyner, andre før mig har sovet i.

Kan du lide at bo på hotel?

13 Comments

Sommerferie 2011: 12a – Roussillon, Village de Bories og Abbaye Notre-Dame de Sénanque

Okkerbyen Roussillon.

K fik et gavekort på hotelovernatninger af mine forældre i fødselsdagsgave, og dem har han besluttet at veksle til to nætter på et hotel 10 km fra Avignon, som vi skal bo på i de næste to nætter. Vi kørte fra Taradeau i morges og vores første stop (udover bageren i Vidauban) var okkerbyen Roussillon, som ligger på en høj rød bakketop. I området er der 17 naturligt forekommende okkerere (gad vide, hvad okker hedder i flertal), som farver jorden i de smukkeste matte naturlige farver.

Okker forekommer i flere gyldne nuancer.

Vi havde godt set den røde jord allerede, som vi nærmede os byen. Da vi havde parkeret trak vi op mod en udsigtspost, hvor man for alvor kunne se de smukke gule, orange og røde klipper.


K på vej ned imellem okkerklipperne.

Selvom K har en dårlig tå, havde han mod på at tage den gåtur rundt i området, som man kan betale for at blive sluppet ind på. Vi besluttede at nøjes med den korte, som tog en halv time, for så måtte Ks tå have mindst skidt af gangen.

Det smukkeste sted på ruten.

Første etape på turen gik ned af nogle trapper, der var virkelig besværlige at gå på, fordi de var lige det dybeste til, at man kunne tage almindelige skridt nedad dem. Men tilgengæld var udsigten fra dem virkelig smuk: Klipperne var helt gule af okkersandet, og de var knastørre, så det blev en meget smuk støvet oplevelse.

Uimodståeligt sand.

Mange af de børn, der var med inde på området, var helt tværret ind i det tørre farverige sand, og der må have været mere end et sæt forældre, der har overvejet, om ungerne skulle vaskes, inden de kunne komme ind i bilerne igen. K og jeg var ret forsigtige med ikke at sparke i sandet og holde os lidt på afstand af klipperne og andre ting, der kunne smitte af.

Trapperne var markant nemmere at gå op ad end ned.

Vi gik hele rundturen, men vi kunne konstatere, at det kun var den første halvdel, der var noget værd – resten af turen gik igennem noget skovbevoksning, hvor vi ikke rigtig kunne se de smukke okkerfarver. Men vi fik bestemt dagens motion: Op og ned ad trapper i 30 graders varme giver sved på panden og på ryggen.

Okker-gokker.

Højt over de gule, orange og røde klipper hævede den blå himmel sig, som en meget smuk kølig kontrast til al den varme glødende jord.

Jorden skabes i lag.

På vej ud af området spottede jeg denne klippevæg, hvor man kan se klippens forskellige lag, og hvordan den er blevet til gennem tiden.

Nye sandaler?

Selvom K og jeg havde været forsigtige med ikke at blive smurt ind i okkersandet, så kunne det ikke undgås, at der kom noget på fodtøj og det nederste af buksebenene. I brochuren fra stedet stod der, at man skulle børste støvet af og så vaske med koldt vand, så det må vi prøve.

Village de Bories.

Fra Roussillon kørte vi videre til endnu en af Ks små overraskelser. Jeg havde set billeder i en af vores guidebøger af nogle pudsige stenhuse, som jeg gerne ville se, men jeg vidste ikke, om vi på noget tidspunkt kom i nærheden af dem. Det gjorde vi, for det havde K undersøgt.

Det bliver i stilen.

På det lille frilandsmuseum, hvor man kan komme til at se stenhusene, har de skrevet skiltene på stenstykker, så de passer til bygningerne, hvilket er en rigtig fin detalje.

Et hjem.

Hus og mur smelter sammen.

Bories-husene er lavet uden nogen form for cement; stenene hviler bare ovenpå hinanden og holder sammen på sig selv. Det er meget smukke, enkle boliger, men de er også meget meget små og mørke. De er ubetinget smukkeste udefra.

Arkitektur.

Selvom man anvender få materialer og lever enkelt, kan man godt interessere sig for arkitektur og detaljer i bygningerne. Flere af bygningerne var bygget sammen og dannede dermed ret unikke konstruktioner.

Så skal der bages.

Som tilfældet ofte var i fortiden havde man ikke hver sin bageovn, men derimod havde byen en fælles. Det samme gør sig gældende i denne lille Bosier-by, hvor ovnen endnu findes. Byen blev forladt i starten af 1800-tallet, og den er blevet sat i stand i 60’erne og 70’erne.

Herlig udsigt.

Jeg kan godt forstå, at man for mange mange år siden valgte at bosætte sig netop her, for udsigten er bedårende. Til gengæld har det formentlig været vanskeligt at få ting til at gro på de stenede jorde.

Fin grisesti.

Selv husdyrene boede super fint – her er det fårestald og grisesti i kombination. Særligt grisestien var virkelig nuttet.

Teknikken.

På murene rundt om landsbyen ser man tydeligt, hvor fin en teknik det er, at bygge uden cement eller andre bindemidler. Det danner meget smukke konstruktioner.

Abbaye Notre-Dame de Sénanque.

Fra Bories-landsbyen ville vi køre forbi Abbaye Notre-Dame de Sénanque, som er en af de sights man ofte ser billeder af, når man ser billeder fra Provence. Det er et kloster, der ligger piktoreskt med en lavendelmark foran. Desværre må vi nok indrømme, at vi synes, det var lidt en ikke-oplevelse… Måske skyldes det, at lavendlerne ikke var friske og stærkt lilla, eller måske det lidt hårde eftermiddagslys? I hvert fald var vi ikke super imponerede over stedet.

George II Gorge.

Vi kørte videre for at forsøge at finde resten af den pestmur, der opførtes under udbruddet af pest i Marseille og Provence 1720-22, for at standse udbruddets udbredelse. Desværre lykkedes det os ikke, da vi tror, at man skal ud på en længere vandretur, hvilket vi ikke var forberedt på – og som Ks tå ikke ville have godt af. Det må blive næste gang, hvor vi kan have turen planlagt hjemmefra. Turen gik dog igennem en smuk slugt, så helt forgæves var det ikke.

Herfra kørte vi videre til vores hotel, hvor vi holdt lidt siesta, inden vi tog til Avignon for aftenstur og -mad.

Tagged , | 4 Comments