Jeg har gennem mine studier beskæftiget mig med Marseille flere gange; faktisk med det sidste store vesteuropæiske pestudbrud, som indledtes i Marseille i maj 1720 og gennem de næste knap to år kostede ½ af Marseilles’ befolkning livet. Fordi jeg har en “professionel” interesse i Marseille, var det naturligt, at vi måtte besøge byen, når vi nu var i nærheden.
Marseille er opstået omkring den store naturlige havn, som nu kendes som Vieux Port (den gamle havn). Vi parkede lige ved siden af byens fine rådhus, som ligger på kajen langs Vieux Port, så det første, vi så, var den gamle havn.
Højt over byen troner den gigantiske Notre-Dame de la Garde, som vi tydeligt kunne se nedefra havnefronten. Jesusbarnets håndled er 110cm i omkreds… det siger alligevel noget om størrelsen. Vi blev enige om, at vi nok ikke lige have ben til at trave derop i godt 32-33 graders varme og høj sol.
Det er mærkeligt at vide, at man i sommeren 1720 var så pressede i Marseille, at man måtte bruge havnen som massegrav for pestofrene. Man havde ganske enkelt ikke andre muligheder end at smide de døde i havnen, og beskrivelserne af stanken fra de rådnene kroppe er grusomme. Det må have været fuldstændig forfærdeligt at leve i den tid. Nu ser havnen fredfyldt og smuk ud.
Det fine Hotel de Ville er bygget i 1600-tallet, så det må have stået her, da pesten hærgede Marseille; det er egentlig pudsigt at tænke på, hvad bygninger har oplevet.
Hotel Bellevue findes der nok hundredevis af over hele verden, men her i Marseille gamle havn synes navnet meget passende, idet hotel har udsigt til havnen, Notre-Dame og det store fort, som stadig i dag synes at bevogte ind- og udsejlingen af havnen.
Hver dag er der fiskemarked på havnen i Marseille, og det er på mange måder et meget primitivt og enkelt marked, hvor hver sælger har en stor plastikbakke til sine varer. Så overhældes fiskene med frisk vand eller ligger på lidt is for at holde fiske friske.
Mens vi gik igennem markedet var denne fisker i gang med at partere en meget stor fisk, som vi tror, må have været en tun. Det var i hvert fald muligt at købe alle ingredienser til en bouillabaisse, som byen er kendt for.
Hvis man ikke har en holder til prisskiltet, er det jo heldigt, at fisk kommer med særdeles velegnede holdere: deres mund og tænder.
Ikke alene er der fisk på havnen, der er også store havmonstre, der stikker deres hoveder op på kajen for at følge lidt med i livet på markedet.
Bourse et chambre de Commerce er en smuk lys bygning, som helt oppe øverst er udsmykket med navne på forskellige opdagelsesrejsende som Vasgo da Gama, Columbus, Cook med flere. Der var sågar nogle K og jeg ikke allerede kendte til – måske lokale kendisser?
Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke ved, hvad denne bygning er, men den så smuk ud mod den blå himmel. Jeg trængte til noget smukt at kigge på, for Marseille startede med at skuffe mig noget. Vi havde bevæget os fra havnen, som jeg nød meget, ind i den moderne by, som er rædsom. Marseille er en moderne by med alt, hvad det indebærer af larm, grimme bygninger, stank og forstemmende mange fattige mennesker, der lever og tigger på gaden, hvilket er noget, der altid har pint mig meget at se.
Jeg var så frustreret over Marseille, at jeg blev lidt urimelig og ked af det, og jeg var lige ved at give op. Jeg havde glædet mig så meget til at se byen, og jeg havde set billeder af smukke gamle huse, som kan have ligget der siden 1700-tallet. Alt hvad jeg så var grimme moderne huse og en moderne by, der slet ikke tiltalte mig det fjerneste. K var min redningsmand, for han trak mig retur til havnen, hvor vi besluttede at tage det lille turisttog op til Notre-Dame de la Garde, som vi ellers havde opgivet at komme tæt på.
Turen op til kirken var rigtig fin, men udsigten deroppefra er fuldstændig bjergtagende! Det var alletiders at køre derop, for det gav mig en positiv oplevelse med byen, fordi den så smuk ud oppefra. Foruden byen kunne man også se øerne udenfor havnen, som begge er populære udflugtsmål for turister i Marseille.
Naturligvis står Jesus også ved kirken, og man må sige, at denne håndtegnskastende figur stod flot mod himlen denne dag.
Kirken er et meget populært mål for turister, så der var rigtig mange tændte lys i kirken.
Lofterne er ret spektakulære i den neobyzantinske kirke, og man fornemmer faktisk, at Marseille er en smeltedigel mellem Nordafrika, Europa og Mellemøsten. Lofter som disse er altså ikke fuldstændig standard i kirker.
Kirken er et sted, hvor sømænd og deres familier kommer, og det bærer kirken også tydeligt præg af, da der er utrolig mange skibe i kirken: de hænger fra loftet, hænger på væggene og stikker sågar ud af kirkens stenvægge. Jeg var særligt begejstret over, at der sågar var luftskibe (fly) hængende sammen med de almindelige søgående skibe.
Jeg har en veneration for billeder taget gennem hvælvinger og vinduer, og udsigten her var uimodståelig, da K og jeg alligevel sad og nød skyggen på en bænk lige udenfor kirken.
Kirken er bygget i 1800-tallet og sat i stand indenfor de seneste 5-10 år, så den fremstår meget smuk og ren.
Tilbage i byen lykkedes det mig at få forklaret K, hvad det var, jeg havde drømt om at se, og han tydede, at det var området Panier, som er den gamle bydel, jeg snakkede om. Vi begav os mod området, og på vejen kom vi forbi Marseilles ældste hus, som er fra 1500-tallet; meget pragmatisk er er nu en frisørsalon i bunden af huset. Det er altså et hus, der fortsat er en integreret del af den by, huset har stået i i godt 500 år.
Panier ligger oppe i forhold til havnen – langt oppe, så vi måtte bestige trapper og stejle gader, men det var hele besværet værd, for i Panier fandt jeg “mit” Marseille, og den by jeg havde glædet mig sådan til at se tonede frem.
Jeg elsker gamle slidte huse og gader, så jeg var svært tilfreds med Marseilles gamle bydel.
Bazar du Panier skiltet her fremgår af rigtig mange Marseille-postkort, så det var lidt sjovt ved et tilfælde at spotte skiltet. Det er meget smukt slidt og står skønt imod det varme gule hus, det sidder på.
Gas på alle etager? God oplysning…
I Panier ligger også La Vieille Charité, som vi kun så udefra. La Vieille Charité har også stået her, da pesten hærgede Marseille – og faktisk er det et gammelt fattighus, så hvem ved, om mange af de smittede og syge har ligget her?
Foruden Notre-Dame har Marseille også sin Major katedral, som faktisk er en ny Major: den lille oprindelige kan ses til højre for den nye imposante Major, der er bygget i slutningen af 1800-tallet. Da vi gik væk (opad) fra Major var det muligt at se og fange hele facaden i ét billede; det er normalt ret vanskeligt med katedraler, fordi de er så store.
Dette vægmaleri fanger meget godt stemningen i Marseille: her mødes mange kulturer og smelter sammen til en unik kultur, som ikke er fransk, som man finder den i Aix, Paris eller noget andet sted.
Vi kom også forbi Marseilles nye industrielle havn, som nu betjener de skibe, der transporterer varer til og fra havnen. Som skibene er blevet større, er den naturlige havn endt som lystbådehavn fremfor den aktive handelshavn, den en gang var.
Her ses den fine slidte martyrkirke, som vi nød udefra mod en dybblå himmel.
Marseilles forhold til havnet og det at sejle fornægter sig ikke, og på en række nybyggede lejlighedskomplekser var der forskellige skibssilhouetter hygget ind i væggene.
Selvom jeg til at begynde med var frustreret over Marseille endte det med at være en god oplevelse. Jeg tror måske, at jeg havde en helt anden oplevelse, fordi jeg så fortiden i byen, og jeg ved ikke, om jeg ville anbefale et besøg i Marseille. Dog vil jeg sige, at udsigten fra Notre-Dame er helt enestående og fantastisk, så hvis du ender i Marseille, må du ikke snyde dig selv for at tage op over byen og se ned på alle herlighederne.
