Sommerferie 2011: 8 – Les Gorges du Verdon

Jeg havde bladret i guidebogen torsdag eftermiddag og overvejet, hvad vi mon skulle fredag. Et af mine forslag var Marseille, men vi kom for sent af sted, så vi nappede det andet forslag: en tur rundt langs kanten på Les Gorges du Verdon. Jeg kan allerede nu afsløre, at det her bliver et billedtungt indlæg, for jeg tog godt 200 billeder, og det har virkelig været svært at vælge. Slugterne er fantastisk smukke, og vi nød alle udsigter.

Bare at komme op på kanten af slugterne var en lang tur ad veje med hårnålesving og drejninger, så jeg var små-køresyg, da vi var nået godt opad. Vi øjnede en lille cafe, så vi stoppede og lånte et toilet og købte lidt koldt at drikke. Det hjalp meget at få fast grund under fødderne et øjeblik. Da vi skulle køre igen, spottede jeg disse plantekasse-forlænger-dimser på byens gamle politistation. De er da smarte!

Vi troede, at vi var nået op, da vi tog dette billede, men i virkeligheden var vi nærmest ikke en gang startet endnu, så der var fortsat lang vej rundt. Men vi fik da et billede af os begge med smuk baggrund.

Vores første møde med slugterne, sådan for alvor, var denne bro, som vi kunne se som på det øverste billede, da vi kom kørende. Den sad højt over en slugt, og jeg udbrød til K: “den ved jeg da ikke, om jeg tør køre over!” K derimod mente bestemt ikke, at han skulle gå over den, så vi endte med at dele os: Jeg gik, og K kørte.

Udsigten fra midten af broen var virkelig god, men jeg må også indrømme, at der var meget langt ned. K lider af noget højdeskræk, mens jeg er bange for dybder (modsætninger mødes åbenbart), men jeg må indrømme, at jeg også fik et par strøg af lidt svimmelhed ind imellem.

Broen var om muligt endnu mere dramatisk at se på fra den anden side af broen. Mens vi stod og kiggede på broen satte tre nonner sig ind i deres lille bil for at køre videre rundt langs ruten – dem skulle vi støde på igen senere.

Vi havde spejdet efter den flod, Verdon, der har ædt sig næsten 700 meter ned og skabt den store dybe slugt, men vi havde ikke set noget til den. Det kom vi dog snart til, og den har en fantastisk smuk farve, som også har givet floden og dermed slugten sit navn.

Da vi på et tidspunkt kom rundt om et sving, så vi tre nonner i lange lyseblå kjoler med mørkeblå for- og bagstykker stå på et lille stykke klippe. De stod alle tre helt stille med ryggen til vejen, og den eneste bevægelse var når vinden tog let i deres kjoler. Det så virkelig smukt og surrealistisk ud med de tre stille kvinder mod den blå himmel. Da vi parkerede ved pynten og gik hen for at se ud, hvor de havde stået, opdagede vi, at der var meget langt ned. De havde bare stået oppe på det løse grus på klippestykket uden nogen form for sikring. Her står K ved det klippestykke, nonnerne stod ovenpå. Kan man tillade sig at sige, at som de stod der alle tre, var de et syn for guder?

Verdon flyder ud i den kunstige sø Lac de Sainte-Croix, som har en fantastisk smuk blå farve. Vi stoppede der, hvor floden løb ud i søen, for at kigge lidt på det smukke vand, de badende og sejlende mennesker og for at drømme lidt om en gang at hoppe ned i det matte blå vand på dette sted.

Vi spiste frokost i Moustiers-Sainte-Marie, som ligger meget dramatisk, hvor floden virkelig har anstrengt sig for at skære sig dybt ned. Denne fine balkon hang ud over et kaskadeagtigt vandfald, som falder ned gennem byen.

Højt over byen troner dette lille kapel, som vi dog undlod at kravle op til – vi havde stadig meget slugt, der skulle køres rundt om… Det er i hvert fald vores officielle forklaring på, hvorfor vi ikke besteg bjerget.

Efter frokosten kørte vi fra sydsiden over på nordsiden af slugten, og vi synes begge, at sydsiden var langt mere imponerende end nordsiden. Dog var vi så heldige at passere nogle små lavendelmarker, og det var jo en særlig bonus, for dem har jeg kigget langt efter ind til nu. Der duftede skønt ved markerne, og det var jo lige, hvad jeg havde drømt om.

Fra markerne med de lilla skønheder gik turen nedad, og det sidste af stykke helt ned i bunden af slugten var virkelig flot. Vi kom helt ned og fandt et sted, hvor vi kunne holde, så jeg kunne tage nogle billeder op ad de stejle klippevægge.

Der hvor vi stoppede, var der en masse mennesker, der var ved at modtage instruktioner i, hvordan de skulle gebærde sig, når de skulle sejle ned af floden. Det var faktisk sjovt at stå og se dem øve, og man må sige, at instruktørerne tog oplæringen ret alvorligt. Alle skulle passere det lille vandfald – både i båd og bare som alene menneske nede i vandet. Det er nok en god lektie.

Naturligvis måtte K lige finde en geokasse på vej hjem, så vi kom vist ud på lidt af en omvej. Heldigvis lykkedes det at finde kassen, og jeg fik lov at nyde dette smukke syn af bakker og bjerge, der løber ud og over i hinanden. Farvespillet var helt betagende.

Vel hjemme igen ventede en dejlig middag, som Lene havde lavet til os alle – og selvfølgelig skulle de fine forretter med på bloggen; også selvom vi grinede lidt af det. Skulle du nogensinde befinde dig bare i nærheden af Les Gorges du Verdon, så tøv ikke. Det er simpelthen bare smukt og imponerende at se, hvad naturen kan, når den for lov at arbejde i millioner af år. Wow, siger jeg bare.

This entry was posted in Ubesluttet and tagged , . Bookmark the permalink.

4 Responses to Sommerferie 2011: 8 – Les Gorges du Verdon

  1. Annette says:

    Sikke smukke billeder fra jeres dejlige ferie. Og hvor er du også god til at fotografere.
    Fortsat god tur.

  2. Charlie says:

    Og så har I sikkert (måske uden at tænke nærmere over det) kørt gennem Bargemon – “vores lille by” og forbi vejen ned til vores hus – hvis I har kørt af D25. Gorges du Verdon – ja UTROLIGT smuk – og jeg får helt fugtige håndflader af dit foto NED i slugten med floden i bunden – WAUW – du er så dygtig med dit kamera. Jeg ville til hver en tid også vælge at stå som K med noget klippefast ved hånden – men jeg er også en kylling. Min K er derimod en værre bjergged – som jeg tit bliver lidt urolig over at slippe fri i naturen – men så hjælper det at kigge væk. GÅ over en bro har jeg nu aldrig valgt – af en eller anden (super ulogisk) årsag har jeg mere tiltro til menneskeskabte konstruktioner end til naturens luner. TAK for et dejligt kig rundt på steder vi kender så godt men ALDRIG bliver trætte af at se på.

  3. hanne says:

    Sikken nogle dejlige billeder af flot natur, hvor ser det lækkert ud, der er hilsner fra hele familien incl. ole, der igen er blevet ti år yngre natten over.
    Har I set solsikker ud over de dobbelte på billedet?

  4. margitbloch says:

    SUPER SUPER FEDE BILLEDER, CECILIE. Og ja… det er ét af (mange, mange) virkelig smukke steder i Sydfrankrig, hvorvi har været adskillige gange… synet “bjerg-tager” jo én HVER gang!!
    Tænk fik helt “ud-ve” da jeg læste og nød din(e) tekst/billeder… SUK…
    Knus

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.