Monthly Archives: July 2011

Sommerferie 2011: 6 – Regnvejr i Provence

Jeg tog kun ét billede onsdag, for det regnede simpelthen non-stop hele dagen. Det var meget meget mørkt, klamt og vådt. K og jeg var i lufthavnen med Liza, så hun kunne komme hjem og komme til Brønderslev på forfatterskole. Bagefter kørte vi en tur i Gallerie Lafayette ved Nices lufthavn; det havde vi nu ikke behøvet. Derfra kørte vi mod Draguinan og kom til at køre lidt den forkerte vej. I den silende regn lykkedes det os dog at finde byens lille scrapbutik, som jeg var inde og kigge i, mens K holdt dobbeltparkeret på en sidegade tæt ved.

Om aftenen spiste vi hyggelig middag med Finn, Lone og Lene, mens vi overvejede om regnen monstro ville stoppe eller bare blive ved. I løbet af aftenen foregik regnvejret i perioder med tørvejr ind imellem, og Finn kunne berette, at vejrudsigten meldte om masser af sol og ingen regn i de kommende dage, så det satser vi på.

Tagged | 2 Comments

Sommerferie 2011: 5 – Monaco og Italien

K samler på lande, hvor han har fundet geokasser, og derfor var det uimodståeligt at køre en tur til Monaco for at opleve verdens næstmindste selvstændige stat. Vi tog Liza med, så hun kunne tilføje endnu et land til sommerferiens antal.


Første stop var i den lille by Turbie, som i Frankrig ligger højt over Monaco, hvor der er perfekt udsigt ned til det lille fyrstendømme. Vi troede, at vi skulle ind og se et monument, som ligger højere over byen, så vi gik op igennem byens fine smalle gader.


Noget af det skønne ved at gå forkert i en ukendt by er alle de fine nye uopdagede detaljer, man kan nyde. En slidt port, en gammel dør og nedslidte trin pyntet med lidt planter. Skønt og fotogent.


Eller små snedige gyder med huse i forskellige farver og diverse fine planter og sager.


Og så er skodder i en kontrastfarve til husets farve bare lækkert lige meget hvor og hvordan.


Mens vi troede, vi ventede på at komme ind og se monumentet, spottede vi kirken med dette fine tårn. K lykkedes med at tage et billede, hvor der var lidt blå himmel, hvilket var særligt heldigt, for der var mange skyer på himlen over Frankrig og Monaco.


Selvom vejret ikke var med os, var det alligevel sjovt at kunne se ned på et helt land. Vi snakkede om, at det måske er et af de eneste steder i verden, hvor man kan se et helt land på én gang. Monaco består af den rundede bue omkring den naturlige havn og så lidt ekstra i venstre side af billedet. Det er virkelig noget småtteri.


I højre side af billedet kan man se fyrstepaladset og i venstre ligger et gigantisk cruiseskib. Jeg tror aldrig, jeg har set et større skib, og det lå bare som en prop i havnen. Tænk, at noget der er så stort kan holde sig flydende. For mig at se ser fyrstens palads småt ud i sammenligning, og det er ikke fordi, det er ret meget længere væk, end skibet var det.

Fra vores udsigtspost bevægede vi os ned og ind i Monaco. Hold da helt fast, det var ikke nemt at finde en parkeringsplads eller komme omkring i det lille land. Der er bare mange biler og mennesker! Heldigvis er K helt cool, så han filede på koblingen og endte med at finde os en p-plads i et parkeringshus i den ene ende af den centrale del af landet. Meget belejlig beliggenhed.


Nu kunne vi se det store skib tæt på, og her ligger det ved siden af meget store lystyachter, som jo kommer til at se bittesmå ud i sammenligning.


Vi kom fra den ene side af den naturlige havn, så vi kunne følge havnen rundt og dermed se det meste af den populære havnefront fra nærmeste hold.


Naturligvis måtte K og Liza stille op til fotografering, selvom den ene vist var mere tilfreds med øvelsen end den anden…


Jeg blev meget begejstret over at opdage det lille kapel, hvor fyrstinden havde lagt sin brudebuket efter vielsen. På speaken til brylluppet havde jeg forstået, at kapellet lå noget væk og nærmest “ude på landet” – jeg havde ikke lige overvejet, hvad det indebærer i Monaco. Kapellet ligger i den ene ende af landet, paladset i den anden – og der er vel et par kilometer imellem dem.


Udenfor det lille kapel var der to blomsteropsatser: det monegaskiske og det sydafrikanske flag. Det første var noget vissent og trist (som fyrsten?), mens det andet var mere friskt og struttende. Vi må da håbe, at fyrstinden kan holde sig frisk.


Sainte Dévote, som kapellet tager sit navn efter, er Monacos skytshelgen. Ifølge legenden havde helginden viet sit liv til Gud, men blev fængslet og tortureret for sin tro i 200-tallet. Hun blev stenet til døde og opnåede herigennem sit martyrium. Da hendes krop skulle brændes, blev den reddet og sejlet mod Afrika. Skibet løb ind i en storm, og der fløj en hvid due ud af helgindens mund; duen ledte skibet sikkert i navn der, hvor Monaco ligger i dag.


Tæt på kapellet var dette monogram opsat, som jeg naturligvis måtte ud midt i en rundkørsel for at få et ordentligt billede af. Jeg havde håbet, at brudebukketten fortsat lå i kapellet, men så heldig var jeg altså ikke. Der var dog stadig små tegn på, at der netop havde været bryllup i Monaco.


Dette monument stod i midten af den rundkørsel, jeg var ude i for at tage ovenstående billede. Det er sat op som minde om den første vinder af formel 1 løb i Monaco: William Grover vandt Formel 1 den 14. april 1929, og han kørte i en Bugatti. Jeg kan bare sige, at jeg er glad for, at vi ikke skulle køre 200km/timen op og ned af Monacos gader. Det tror jeg, man skal overlade til de professionelle.


Havnefronten i Monaco er meget besynderlig: den minder mest af alt om en langstrakt byfest med billige madudsalg, forlystelser og skydetelte. Meget anderledes end jeg nok havde ventet af det land i verden, der har det højeste BNP. En af de forlystelser man kan fornøje sig med er et friluftsbad lige midt på havnen.


Jeg må ærligt indrømme at størrelsen på Monacos turistkontor fik mig til at grine højt. Det er simpelthen alletiders at dette lillebitte skur på havnen, udgør det sted, hvor man kan få informationer om et helt land.


Mens vi var i Monaco lagde kæmpe-cruiseskibet fra havn, hvilket totalt ændrede havnens udseende. Der blev også fjernet et rart fremtrædende element, må man sige.


Netop fordi vi bemærkede, at det gjorde en markant forskel for havnens udtryk, om det store skib lå der eller ej, måtte jeg have endnu et billede af havnen fra siden, så man for alvor kan sammenligne med og uden monsterskibet.

Fordi vi alligevel var så tæt på, besluttede vi os for at køre til Italien med det resultat, at Liza havde været i Tyskland, Holland, Luxemburg, Frankrig, Monaco og Italien på en uge. Onsdag skulle hun så flyve via Sverige hjem til DK, hvilket bragte det totale antal lande på to uger op på otte. Det er da meget godt gået.


Vi kørte til Ventimiglia i Italien, og det var sjovt lige at stikke over på den anden side af grænsen og høre det hyggelige italienske sprog, men jeg må indrømme, at jeg ikke var vild med selve byen. Heldigvis ligger den lige ved Middelhavet, så der kunne vi starte med at gå ned og dyppe tæerne. Vi gik faktisk ned til vandet af den bro, man kan se i det her billede og så tilbage af den bro, jeg stod på, da jeg tog billedet.


Trenden med at sætte hængelåse på broer ser man efterhånden mange steder, hvilket egentlig er ganske hyggeligt og romantisk. Det ser ud som om Ventimiglias samling langsomt er ved at vokse sig stor.


En fotograf, der fotograferer en fotograf, der fotograferer en fotograf… Hvornår slutter spejlinger som denne monstro?


Heller ikke i Italien blev vi tildelt blå himmel, men måtte nøjes med et lidt gråt og vredt Middelhav, som ikke lokkede helt så meget med sine normale klare blå farver.


Selvom vejret og vandet var gråt, lykkedes det os at overtale Liza til at dyppe tæerne i Middelhavet. Hun var dog ikke ubetinget begejstret, fordi småstenen rullede henover hendes fødder, så det gjorde ondt. Jeg var dog meget godt tilfreds, for det er et lækkert billede af Liza og det store hav.

Nok er Ventimiglia ikke en charmerende by, men vi måtte alligevel finde et sted, hvor vi kunne sidde ned og få en is – når man nu er i Italien, skal man da have en is. Derefter blev vi enige om at vende næsen hjemad mod Taradeau, og det var nok en meget god idé, for det kom til at tage ret lang tid at komme retur til Frankrig, og vi var alle tre godt trætte, da vi endelig nåede hjem efter en begivenhedsrig dag. Trætte eller ej, så kom der Cremant på bordet, og vi hyggede os alle seks gevaldigt – Liza tog en dukkert i poolen, mens resten af selskabet drak boblevand og ordnede verdenssituationen, mens vi i det fjerne kunne se himlen blive mere og mere mørk og truende…

Tagged , , | 2 Comments

Sommerferie 2011: 4 – Saint-Maximin-la-Sainte-Baume

Mandag skulle mine forældre til Nice for at hente Lene, og de ville tage Liza med, så de alle fire kunne gå på shop i Nice. K og jeg er nok ikke så meget til shopperier, så vi besluttede at gøre noget andet i stedet. Vores plan var at køre til Saint Maximin og se den store gotiske katedral, Saint-Maximin-la-Sainte-Baume der er i byen.


Det var nemt at finde byen, og der var en stor p-plads, hvor vi nemt kunne komme til at holde. Jeg spottede, at p-pladsen lå lige ved siden af en kirkegård, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er fascinerende at se, hvordan begravelses- og dødskulturen er forskellig fra land til land. Det siger en del om et folks opfattelse af sig selv, livet og døden, og det er svært at lægge kulturhistorikeren fra sig. Derfor måtte jeg naturligvis også ind og kigge på kirkegården.


Der er ingen tvivl om, at denne kirkegård bød på en dødskultur, der er signifikant forskellig fra den danske. På familiegravene var der sat mange små plaketter med billeder af de afdøde eller med små hilsner fra de efterladte. Og så var der sat keramikblomsterkranse og -buketter fremfor friske blomster, hvilket jo nok er ret smart i varmen og solen.


Overordnet set lignede de fleste af gravstederne hinanden, men der var et, der tiltrak sig vores opmærksomhed på lang afstand. Det var virkelig unikt på denne kirkegård, idet “gravstenen” bestod af en høj plade med et mosaikmotiv i lilla og sort. Måske fanger den også dit øje på billedet her?


Mosaikken forestillede to stilliserede menneskekroppe i tæt forening, og til trods for at der manglede enkelte af de små fine mosaikker, så fremstod den smuk og rørende på en gang. Den ældste begravelse under denne sten var fra 50’erne, og måske kan man faktisk godt forestille sig, at mosaikken er skabt allerede den gang. Den er et nybrud nu, og den må nærmest have været revolutionerende for 50-60 år siden.


Fra kirkegården kunne man se op til den store katedral, som ligger meget imposant og troner i al sin relativt stramme arkitektoniske fremtoning.


Det er en skam, at man godt ved, at “ballons” ikke betyder balloner på fransk, men bolde for ellers havde skiltet her på en af lågerne indtil byens lille park været endnu mere morsomt. Nogle gange må man undersætte for at få et billigt grin.


Selvom vi nemt kunne se kirken fra p-pladsen og kirkegården, havde vi alligevel lidt svært ved at finde frem til dens hovedindgang, hvilket betød, at vi kom til den fra siden. Det gode ved det, var dog, at den store kirke også tog sig godt ud fra siden. Samtidig måtte jeg også konstatere, at den store gotiske kirke ikke ret godt lod sig fotografere lige forfra, idet den både var bred og høj. Men flot det var den.


Inde i kirkerummet finder man et af Frankrigs største orgler, som har 300 piber. Desværre spillede det ikke, mens vi var der, men det var et flot syn, og jeg kan godt forestille mig, at det kan sætte gang i svingningerne i kirken.


Jeg er ikke katolik, men jeg har altid syntes, at idéen med at tænde lys er meget rørende og smukt. Denne gang undlod jeg at tænde et lys, men jeg har ellers ofte gjort det, når jeg har været i kirker rundt om i verden.


Katedralens virkelige stolthed er – som tilfældet så ofte er det i katolske kirker – et relikvie. Her i St. Maximin findes Maria Magdalenes kranium, som faktisk lige dagen inden havde været ude og blive luftet, som det sker en gang om året. Der var virkelig mørkt i krypten, hvor relikviet opbevares, så jeg måtte nøjes med et billede af de bannere, der markerede nedgangen til krypten. På skilte ved relikviet kunne vi læse, at man i 1970’erne havde konstateret, at kraniet havde tilhørt en kvinde i 50’erne, samt at hun havde været af “middelhavsk” afstamning. Foruden kraniet skulle relikviet indeholde en lille skindel fra Maria Magdalene, som skulle være det sted, hvor Jesus rørte hende og sagde: “Rør mig ikke, jeg er endnu ikke rejst op til min Far.” Det er vist et spørgsmål om tro…


Den lille bys rådhus er en længe på katedralen, hvilket er en ret spøjs løsning, men det virker faktisk fint med de to forskellige bygninger i så tæt forening.


Netop fordi Maria Magdalene lige var blevet fejret, var den lille by endnu smykket op til fest med friske grene og crepepapirsblomster overalt. Det var meget fint og hyggeligt at se.

Jeg havde læst hjemmefra, at der foruden kirkerummet også skulle være nogle meget fine klostergange, men dem kunne vi ikke umiddelbart lokalisere, så vi gik en tur i byen og kiggede på mennesker og huse. Da vi gik tilbage mod kirken lykkedes det os at finde ind i kirkens klostergård, hvor der vitterligt var rigtig fint.

Klosteret er blevet forladt af munkene, som formentlig bor et eller andet sted nu – det var i hvert fald munke, der viste rundt i kirken. Alligevel er klosteret fortsat i funktion: som hotel og restaurant. Det var lidt uventet at se borde og stole stillet frem på den måde i de fine gamle klostergange.


Der var dog også dele af gangene, der ikke var inddraget til kommerciel brug, men som man kunne få lov at nyde i deres lyse lette udtryk. Der er noget fredfyldt over klostergange, og jeg kan sagtens forestille mig munke gå gennem disse gange i århundreder.


Eftermiddagen brugte vi på lidt internetopdateringer og indkøb, hvorefter vi vendte retur til Taradeau, hvor vi alle seks havde en rigtig hyggelig aften sammen. Liza havde shoppet i Nice, og vi måtte naturligvis se mode-sjovs. Lidt modvilligt gik Liza med til at gå catwalk ved poolen, og hun stillede sågar også op til foto. Hun har bestemt heller ingen grund til at være ked af de billeder, der kom ud af det.


Himlen over os bød på smukke pasteller, inden lyset helt forsvandt. Sådanne sommerhimmeler har der været alt for få af i år, så det var bare om at nyde den, der blev os tildels mandag aften.

Tagged , , , | 1 Comment

Sommerferie 2011: 3b – Port Grimaud og Middelhavet


Lækkerierne fra markedet i Vidauban blev tryllet om til frokost: tomatsalat, sprød baguette med gedeost, skinke og semitørrede tomater, salad a folle og frisk frugt. Det er da en frokost for konger og dronninger; vi nød den i hvert fald.


Mens Finn, Liza og Lone blev hjemme og gik i poolen og slappede af om eftermiddagen, blev K og jeg enige om, at vi ville ud og køre en tur og se noget, så vi kørte ud i verden. K havde planlagt en tur til Middelhavet, og som han sagde, så havde han planlagt den, så jeg sad i havsiden og rigtig kunne nyde havet. Han er god til at overraske mig med ture til havet, hvilket jeg sætter meget stor pris på.


Ikke alene skulle vi en tur til vandet: K havde også planlagt, at vi skulle besøge Port Grimaud, som er et ret spøjst sted. I 1962 opkøbte arkitekten François Spoerry et sumpområde syv kilometer vest for St. Tropez, og her skabte han et kunstigt mini-Venedig med kanaler, små huse, ferieboliger og plads til lystyachter i havnen. Det er et af Frankrigs mest besøgte steder, og således kommer cirka 1 million mennesker til den lille “by” hvert år, hvilket svarer til at cirka 1 ud af 80 turister i Frankrig lægger vejen forbi Port Grimaud, som vel er på størrelse med Taarbæk Havn eller en meget lille dansk landsby.


Der lå både alle vegne i Port Grimaud, og de kom i mange forskellige størrelser og genre; nogle var ikke meget mere end gummibåde, mens andre må have kostet tocifrede millionbeløb. Og så var der naturligvis også både, der sejlede mellem Port Grimaud og St. Tropez.


Centralt i den lille havneby ligger et tårn, som vi naturligvis måtte bestige, så vi rigtig kunne nyde synet af det blå blå Middelhav, der omgav os. I Provence skal et tårn have et klokketårn på toppen, og det skal være udført i en åben smedejernskonstruktion, så Mistralen ikke kan hærge klokketårnet om vinteren.


Fra tårnet kunne man se langt omkring og faktisk kunne man overskue stort set hele Port Grimaud ved blot at kigge til en side. På billedet ser man “hovedgaden”, som også udgør områdets centrum, så det skulle gerne være tydeligt, at der er tale om et meget småt sted.


Fruen selv var også med på toppen af tårnet og nyde vinden i håret. Solbrillerne er noget helt nyt i år, og jeg skal godt nok vænne mig til på den måde at færdes i min egen lille verden inde bag brillerne. Jeg er ikke fan af solbriller og har aldrig været der.


Udover byens tage kunne man se Middelhavets blå, blå dybder, de mange hvide skibe, der besejler havet omkring St. Tropez og naturligvis St. Tropez selv. Hvis man er til sol og strand, forstår jeg godt, at man vælger en tur til det her specifikke område, for vandet er virkelig smukt. Der var tilgengæld også rigtig rigtig mange mennesker, der havde valgt at ligge på fluepapiret den dag, vi kom forbi.


Fra Port Grimaud kørte vi videre langs strandene, hvor K havde planlagt det så jeg sad ud mod havet og rigtig kunne nyde synet og ind imellem også lydene og vinden i håret. Vi kunne hurtigt konstatere, at ja, der er mange danskere i Provence og Cote d’Azur, men der er formentlig endnu flere hollændere. Mange skilte stod på hollandsk, og der var sågar butikker men hollandske navne. Men måske forstår man godt, at de tager hjemmefra, for der er ikke meget plads til hver enkelt hollænder derhjemme.


Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af at se på havet, hvad enten den så er ved den franske solkyst, den barske vesterhavskyst eller ved Øresund. Det fylder min sjæl med ro, og renser mine tanker. Også selvom jeg helst er fri for at bade i det.

Søndag sluttede med en hyggelig grillmiddag hjemme i huset sammen med Finn, Lone og Liza, som havde nydt eftermiddagen og det svalende vand i poolen.

Tagged , | 2 Comments