Daily Archives: 04/02/2011

2011 – dag 29-35

Der bliver formentlig ikke mange billeder, jeg får taget af mig selv i år, så derfor måtte dette billede med i denne uge. Så er der da i det mindste ét selvportræt ud af 365 billeder.

Ham her er der og vil der være flere billeder af. Her er han ved at tæve mig i det lille spil, The Boss. Jeg troede en kort overgang, at jeg kunne vinde, men nix! Heldigvis spiller vi bare for sjov, og jeg har ikke noget problem med at tabe – hvis jeg bare vinder en gang imellem.

Mandag hentede jeg min mor i lufthavnen – i sne og gråvejr. Hvorfor var det nu lige, at det danske vintervejr skulle eksporteres herned, når vi har haft 14-16 grader og noget, der minder mere om forår det meste af måneden?

Min mor og jeg besluttede for længe siden, at vi ville købe og lægge et puslespil i denne uge. Som sagt så gjort. Vi har gang i 2000 brikker som forestiller et ret kaotisk fransk hospital; det er meget humoristisk lavet, og vi hygger os med pusleriet. K er vist ikke helt med på legen.

Mens vi sad og puslede den 1. februar, faldt der stille et tyndt lag sne over byen. Sneen blev liggende til den 2., men den er nu smeltet igen. Så selvom vi har haft forår med 14-16 grader i januar, så har vi stadig lidt vinter til gode.

Min mor og jeg besluttede noget impulsivt at køre en tur til Holland, så vi kunne shoppe lidt i hobbybutikken, Albert Hein og havecenteret. Jeg fik en ny Martha Stewart punch, som kan lave stjerner midt inde på en side – smart. Det var en herlig tur, og det er sjovt at være den, der kører bilen. Det er jo normalt K, der er den.

Puslespillet har været færdigt i et par dage, men jeg har ikke nænnet at pille det fra hinanden endnu. Det var et fint puslespil, som var svært men langt fra for svært; og så er det sjovt!

Tagged | 4 Comments