Daily Archives: 07/11/2010

Til lykke med jeres nye hjem

Til lykke med hjemmet.

Forleden var vi til besøg hos nogle venner, som har fået et nyt sted at bo i en forstad til Bonn. Vi havde naturligvis en lille housewarminggave med, og jeg havde lavet kortet her til at følges med gaven. Kortet er lavet med American Crafts og Scenic Route papirer. Dertil kommer en gammel clear shape, som jeg elsker at have fået brugt (jeg har fortsat fire…), en stof brad, bånd og en Fancy Pants knap. Jeg har også brugt min nyeste Martha Stewart punch. Elsker altså MS-punches.

Et tysk (!) tekststempel.

Jeg havde bestilt nogle ting hos en tysk webbutik, som sendte et lille stempel med. Det måtte jeg naturligvis bruge på kortet til vores amerikanske venner, som også lever i Tyskland for tiden. Og hvis jeg kan bruge engelske udsagn, kan jeg vel også bruge tyske?


Indersiden af kortet.

Inde i kortet har jeg stemplet med Hero Arts stempler. De er farvelagt med mine helt nye Promarkers, som jeg er spændt på at blive bedre til at bruge. Jeg fik købt en blender-pen i London, så det hjælper forhåbentlig på sagen. Bruger du Promarkers? Har du nogle fif til at få det fineste resultat?

Tagged , | 2 Comments

Book of the Dead

Billedet lånt hos British Museum.

Lørdag bød på en tur på British Museum for Ljud, K og jeg. Min mor havde set, at der den 4. november var åbent ny særudstilling på British Museum: Ancient Egyptian Book of the Dead. Udstillingen var virkelig spændende, fordi den gik til det ægyptiske stof på en anden måde, end mange mere traditionelle ægyptologiske udstillinger. I stedet for at beskæftige sig med “hvordan et mumie?” stillede den spørgsmålet “hvorfor et mumie?”. De ægyptiske døderuller var fyldt med magiske formularer, der skulle hjælpe den afdøde gennem det evige efterliv på bedst tænkelige vis. De sarte papyrusruller var fabelagtigt smukke og imponerende godt bevarede. Men det allermest fascinerende var indsigten i en forestillingsverden, der er væsensforskellig fra den vi færdes i til dagligt. Virkelig spændende. Udstillingen kan kun anbefales.

Kristian og jeg smuttede lige ind forbi Rosettastenen for at se det “dokument”, der gør, at vi nu har mulighed for at læse hieroglyfferne. Det er nu fascinerende – og selv efter mange besøg på British Museum er det faktisk første gang, jeg ser Rosettastenen.

Det er da helt fabelagtigt!

Noget af det jeg altid bliver fascineret af ved besøg på British Museum er Norman Fosters fabelagtige “tilbygning”, som på allersmukkeste vis kombinerer de gamle fine bygninger med moderne tider. Der er ikke så meget at sige om dette bygningsværk andet end at det er fuldstændig berusende, og jeg synes, at du skal opsøge det, hvis du er i London.

Mix af fortid og nutid.

Det er simpelthen så smukt.

Tagged , | Leave a comment