Daily Archives: 06/11/2010

London og Top Gear Live

Fredag var så dagen, hvor Ljud, Kenneth, Kristian og jeg skulle ind og se Top Gear Live. Showet blev afholdt i forbindelse med en mindre bilmesse i Earl’s Court. Der var åbent 12-22, men vi blev enige om at vente med at komme senere end klokken 12. Det betød, at vi havde formiddagen og en god del af eftermiddagen til at kigge på byen.

John Lewis dressed to the nines.

Vi startede med en gåtur til den “nærmeste” Marks & Spencers, som viste sig kun at være en Foods Marks & Spencers, så vi tog en bus ind til Marble Arch. Vi kiggede på butikker og spiste en sandwich hos Pret a Manger. Derefter splittede vi op fra Ljud & Kenneth. K og jeg shoppede rundt på Oxford Street. Vi kiggede på juleoppyntningen af flere af de store butikker, og vi var enige om, at John Lewis tog prisen for fineste pynt. Måske ikke vildt julet, men meget effektivt og smukt.

Jep, Starbucks har sågar espressokrus i juleudgaven.

Når man shopper, skal man jo ind imellem have en pause, og det blev hos Starbucks. De har fået årets julekrus, som desværre ikke er så spændende. Men deres engangsjulekrus er som altid fine. Efter en god omgang shopperi (dog kiggede vi mere, end vi købte, hvilket er noget nyt for os) var det tid til at vende næsen mod hotellet, så vi kunne komme af med vores nyindkøbte sokker og lidt andet.

En noget våd Kristian indtager “vores” lounge.

K og jeg besluttede – lidt overmodigt skulle det vise sig – at vi da godt kunne gå fra hotellet til Earl’s Court, hvor Top Gear Live skulle finde sted. Der er godt 1½ km, så det skulle jo være ok (hvis man ser bort fra, at vi havde været på fødderne i syv timer allere)… Bortset fra, at det begyndte at regne, da vi var under halvvejs… Nå, men vi kom da frem – lidt våde men klar til aftenens ballade.

Vores Posh Nosh middag.

Vi nussede lidt rundt på messen, men blev hurtigt enige om, at vi ville gå op og spise den middag, der var med i prisen på vores billet. Der var fire meget engelske valgmuligheder på menuen. K viste sig at være pjattet med engelsk ærtemos; der kan man bare se. Desværre skal han nok ikke regne med at se meget til det hjemme i Bonn ;o)

Så er vi klar!

Inden længe var det på tide at finde vores pladser i den store sal. Vi var glade for, at vi ikke var to meter høje, for der var godt nok ikke meget benplads. Det glemte man dog heldigvis, da først shower var skudt i gang.

Live-reklame for Skodas .

Det var egentlig en ret skæg ide: der var live-reklamer for Skoda, Citroen og Shell inden showet startede. Så kan jeg altså godt holde ud at se reklamer. Ovenstående ses live-udgaven af denne Skoda-reklame. Selvom I ikke kan se live-udgaven, som virkelig var herlig, så vil jeg faktisk anbefale jer at se reklamen. Den er ret sød, og det er aldeles sjældent, jeg bryder mig om reklamer – faktisk lægger jeg sjældent mærke til dem.

Præsentation af den nye Stig.

For dem af jer der kender Top Gear vil The Stig ikke være ukendt. Henover sommeren slap The Stigs ellers totalt hemmelige identitet tilsyneladende ud. Det betyder naturligvis, at programmet må have en ny tam racerkører. Han blev præsenteret til Top Gear Live, og her kan han ses.

D’herrer.

Top Gear er et bilprogram, men en stor del af det, der gør programmet specielt, er kemien mellem de tre værter: Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May. De var naturligvis alle tre på scenen, og de er altså sjove – men vi følte os næsten overdressed i sammenligning :o)

James Mays opvaskemaskinebil.

En portion af showet gik ud på, at de tre værter hver havde bygget en bil af hårde hvidevarer, som de skulle køre race i. James Mays vaskemaskinebil var virkelig storartet. Den kunne – ja ja følg med på joken – køre 20 minutter, hvis man havde valgt et 20 minutter langt program på maskinen. Måske skulle man have været der – det var i hvert fald gevaldig morsomt irl.

Sikke et stunt.

Herover ses endnu et af stuntene – en motorcykel i kamp med en temmelig meget større maskine. Den ret frygtløse fyr på motorcyklen kørte seriøs op og ned over arbejdsdyret. Det er altså imponerende, hvad man (mænd) tør og gør, når det involverer kørende maskiner…

Ild og kvinder i stramt tøj – et must.

Der går også benzin i mit blod, selvom jeg ikke er mand, men jeg tror måske ikke de letpåklædte eller meget tætpåklædte kvinder er myntet på mig som publikum. Men ild er jo altid imponerende og vildt. Kvinden her satte faktisk ild til to biler, der drønede rundt på scenen – det lod sig dog overhoved ikke fotografere.

Bilfodbold.

Et af de sidste punkter på programmets dagsorden var bilfodbold spillet i de her små pispotter, der væltede for at et godt ord. Det var forbløffende morsomt.

The Stigs farvelnummer.

Det sidste nummer var en politijagt, hvor den gode Stig havde stjålet en prototype på en fancy bil. Bilen var gennemsigtig og skiftede farver med lyset på scenen. Særdeles spektakulært!

Jeg ved godt, at jeg ikke umiddelbart virker som et gear-head, og det er jeg måske heller ikke. Men Top Gear er altså virkelig morsomt, og det var helt herligt at være tilskuer til det store live show. Og vi var alle ret fascinerede over, at der slet ikke lugtede af benzin i lokalet. Der var masser af lyd og lys men ingen lugt – godt gået! Hvis du er det mindste til Top Gear, så smut en tur til Oslo i marts, hvor showet kommer til Norge.

Tagged , , | 2 Comments