Sommerferie V: Troglodyt

Montsoreau slot og Loire.

Vi vågnede til endnu en smuk sommerdag med høj mørkeblå himmel og løftet om en lun dag. Lige som vi godt kan lide det: lunt men ikke varmt, en let brise til at køle os ned og en blå blå himmel som både er smuk at gå under og at se på på fotografier.

Vores tårnværelse

Inden vi kørte ud på dagens oplevelser, skulle jeg lige se, om jeg kunne få et billede af vores hotel udefra. Jeg opdagede, at jeg faktisk kunne se vores værelse, og at det er intet mindre end et tårnværelse. Det kan man desværre ikke fornemme indenfor, men fint ser det ud udefra. Jeg har altid drømt om at bo et sted med et tårnværelse – lidt romantiker er man vel altid.

En troglodytportåbning

Efter at have set fem slotte på tre dage blev vi enige om, at vi ville se noget helt andet på vores femte feriedag. Jeg havde hjemmefra fundet ud af at vores hotel ligger i et område med en rig kulturarv i form af stenbrug, huler og hjem hugget ind i tuf-sten. Disse steder kaldes troglodyt, som er græsk og betyder huleboer. Mange af troglodythusene har været beboet, og det er unægtelig en helt anden livsstil end den, et slot tilbyder, så det måtte være den perfekte modgift mod slottene.

Solsikkerne synger så småt på sidste vers.

Inden vi kom så langt som vores første troglodytsted, kørte vi igennem det lokale kulturlandskab, som viste sig at være kraftigt påvirket af majs og solsikker. Jeg elsker solsikkemarker, som solsikkerne står der alle sammen vendt den samme vej og misser mod solen. Vi har kørt meget i Toscana, hvor solsikkemark afløser solsikkemark, så det var næsten som at komme hjem at køre her i Anjou.

Vinmark

I vores søgen efter troglodytgrotter kørte vi efter et skilt, der læste ”Cave de Saumur”. Det lød da lovende. Det viste sig at være en stor vingård og ikke en lille grotte skåret ind i den lyse tuffa. Heldigvis kan vi godt lide at kigge på vin; K kigger på flaskerne, og jeg kigger på druerne.

Vindruer

Jeg ved ikke hvor mange billeder af vindruer, jeg efterhånden har taget, men det er mange. Det er ikke nemt at få billederne gode, så det er jo bare med at blive ved og ved. Druernes farver og former egner faldbyder sig til kameraet – eller sådan oplever jeg det i hvert fald.

Troglodythotel og -konferencelokaler

Efter vores lille omvej forbi vineriet var vi endelig på rette vej. I retning mod troglodytkatedralerne, som skulle være høje spektakulære rum i stenen. Vi fandt stedet, men der var foruroligende stille. Vi trissede omkring og kiggede ned oppefra på den del af området, som nu bliver brugt til hotel og konferencecenter, før vi fandt ned til indgangen til katedralerne. Desværre var det nu september, så der var kun åbent halvanden dag efter fuldmåne eller noget lignende. Vi måtte nøjes med at se på hotel, konferencecenter og det ydre af katedralerne. Vi tager, hvad vi kan få, og selv udefra var det et imponerende syn. Tuf-sten er meget lyse, så ”bygningerne” i stenen ser nærmeste ud som om de lyser af sig selv.

Efteråret lurer

Vel oppe igen blev vi mødt af en stille reminder om, at efteråret også er på vej i Frankrig, selvom det lige nu minder mere om dansk sommer, når den er allerbedst. Kastanjetræerne har stort set smidt alle bladene, og franskmændene har generelt noget mere tøj på, end Kristian og jeg har. Så det er nok mest os, der synes, at det er dejligt sommervejr frem for tidligt efterår.

Troglodyt-gårdsplads

Fra katedralen gik turen gennem det smukke kulturlandskab til en troglodytlandsby. Området består af 250 rum hugget ind i stenen, som tilsammen former 40 boliger. Der er kun adgang til to af gårdene, landsbyens fællesrum og underjordiske kirkerum. En troglodytgård består af en gårdsplads og et antal rum, der er gravet ind i stenen. Der er ikke gange mellem rummene, i stedet skal man henover gårdspladsen, hvis man skal fra stuen til soveværelset, fra soveværelset til kostalden og tilbage igen. Det betyder, at det, der umiddelbart kunne ligne en plads i en lille by, i virkeligheden er en families gårdsplads med alle deres forskellige værelser langs yderkanten af gårdspladsen. Byen blev endeligt forladt som et sted at bo i starten af det 20. århundrede. Det er altså ikke mere end 90-100 år siden, at mennesker boede i grotter i stenen. Det er virkelig tankevækkende.

Troglodyt-lade

Laden er ikke ret højloftet men tilgengæld har den en bred åbning og i dette tilfælde også et vindue (der hvor vi kigger ind). Denne indretning skyldes, at det er den bedste måde at opbevare høet uden at det går til. Boligrummene i en troglodytbolig har i modsætning til laden kun en lille døråbning og små vinduer, i det man her vil undgå træk og holde på så meget af varmen som muligt.

Troglodyt-soveværelse

Tuffastenen har den egenskab, at den stort set altid er 12 grader varm. Det vil sige, at der er køligt i grotterne om sommeren, og relativt varmt om vinteren. De forskellige rum er indrettet, så man kunne minimere træk og kulde, og så man kunne drage fordel af naturens egen evne til at opvarme eller nedkøle luften. Rummene bærer tydeligt præg af, at man har haft årevis til at finde den bedste måde at bo i disse alternative boliger. Men rummene bærer også det klare præg af, at det ikke er velhavere, der har boet på denne måde. Indretning, møbler og udstyr helt generelt er simpelt og tilbageholdt – der har ikke været råd til meget mere end det allermest basale. Men tuffagrotterne er trods alt et hjem, og et der har været billigt at bygge, idet man kunne sælge stenene, man skar ud. Fordi rummene ikke er meget mere end grotter, har det ikke været nødvendigt at købe ret mange ekstra materialer for at bygge et hjem.

Fåreparkering

Jeg ved godt, at det er et helt reelt behov, at man i fortiden kunne huse sine dyr sikkert om natten, men det lyder nu alligevel lidt sjovt, at man brugte stedet til at parkere sine får. ”Undskyld Herr, men de kan ikke parkere deres får her. De må i stedet benytte fåreparkeringen.”

Tuf helt tæt på

Tuf er meget skrøbelig, så man må ikke kratte i den. Det er netop det faktum, at stenen er så blød, der har gjort, at man kunne skære sig ind i stenen relativt nemt. Tuffen består af lag på lag af koraller, der er trukket sammen gennem tiden. Man kan se resterne af andre havdyr, når man kigger på tuffaen. Kristian udpegede, hvad der måske kunne være en hajtand, og museet havde da også indtil flere eksempler på fosiler, der er fundet i stenen.

Troglodyt er aldrig et kælenavn

Dette lille klip fra en Tintin tjener til at illustrere, at troglodyt også er et bandeord, eller i hvert fald noget nedsættende. Det er aldrig positivt ment, hvis man kalder nogen en troglodyt.

Troglodytlandsbyen var fantastisk og en markant anderledes oplevelse end de store, storslåede og smukke slotte. Jeg tror, at oplevelserne af begge styrkes, når de sammenlignes. Afstanden mellem rig og fattig har været ubegribelig.

Det er ikke for ingenting,
at Ks familie kalder ham “Kristian kage”

Vi kørte fra landsbyen for at finde et fint sted og spise den frokost, vi købte i et lokalt supermarked. For at finde et lidt pænt sted at holde kørte vi ned af en grusvej, hvor vi spottede resterne af en gammel kirke. Vi blev enige om, at det måtte være et godt sted at holde og nyde frokosten, og som sagt så gjort.

Geocaching ved et tilfælde

Kristian er jo inkarneret geocacher (og jeg er bare geocacher), så han skulle lige se, om der mon skulle være en geokasse et sted i nærheden. Sørme om ikke vi holdt lige ved en – der var simpelthen en kasse, der ved den gamle kirkeruin. Så for første gang blev vi geocachere ved et tilfælde. Kristian fandt nemt skatten, men mens vi var ved at udfylde loggen, kunne vi høre en stor maskine komme nærmere. Det viste sig at være en grøftegræsslåsmaskine, som gerne ville slå græsset lige der, hvor vi holdt. Vi havde ikke andet valg end at køre vores vej og komme retur, så vi kunne ligge skatten tilbage. Det er første gang, vi har været nødt til at bortføre en geocache…

Bizart…

Vi bortførte geocachen til et meget besynderligt sted: en underjordisk grotte fyldt med bizarre udhuggede figurer. Grotten blev først fundet af en præst, som åbenbart ikke brød sig om fundet, så han skjulte den og fundet. Der gik år, før grotten blev fundet igen og gjort tilgængelig for offentligheden.

Småskræmmende

Der er forskellige teorier om, hvad grotten har været. Et bud er, at det har været et sted hvor stenhuggere kunne mødes og bedrive deres kunst i en periode, hvor det var forbudt for dem. Det skjulte sted kunne godt underbygge denne teori.

Tøjet der afslører figurernes alder

Det har også været debateret hvornår figurerne var blevet skabt; nogle mente 400 før vor tid, andre det 18. århundrede. Problemet med at tidsbestemme figurerne er naturligvis at stenen i modsætning til skind, træ og andre levende materialer ikke kan tidsbestemmes. Man har derfor været nødt til at bruge figurernes udseende, tøj, musikinstrumenter og vaner (en der ryger) som indikatorer for grottens alder. Fra disse er det blevet bestemt at figurerne er udskåret i 1600-tallet.

Freaky

Jeg kan ikke helt bebrejde præsten for at have gemt grotten – hvis man forestiller sig hans tro, må det her sære sted have været særligt foruroligende. Både Kristian og jeg synes nu, at det var et dybt fascinerende omend underligt sted.

Svampemuseum og -farm i et.

Dagens sidste troglodytsted var faktisk det, der havde startet det hele: Musée du Champignon. Jeps, den er god nok. Der findes faktisk et svampemuseum. Det viser sig nemlig, egentlig ikke overraskende hvis man tænker over det, at de dybe grotter egner sig godt til svampedyrkning. Der findes således en del svampefarme rundt omkring i området, men vi besluttede at styre mod svampemuseet, som også er en levende svampefarm, hvor sært det end må lyde.

Det er mørkt, koldt og dybt nede i jorden.

Jeg er nødt til nu at tilstå noget: jeg lider af det modsatte af højdeskræk. Jeg bryder mig ikke ret meget om dybder. Det var gået fint i de andre troglodytgrotter, fordi man kun sjældent kom ret langt ind eller ned. Svampemuseet skulle vise sig at være i en helt anden boldgade.

En af de første levende svampe vi stødte på nede i mørket.

Museumsdelen af stedet kom vi rimeligt hurtigt igennem; jeg må indrømme, at jeg ikke er  så interesseret i svampe, at jeg synes, det er fedt at se på dem, når de puttet i tyk plast for at kunne opbevares. Men levende voksende svampe derimod; det er da cool.

Svampe på hylder.

Nogle af svampene blev dyrket i poser, der mest lignede sådan nogle man køber savsmuld til hamstere i: helt stramme firkantede poser ud af hvilke der voksede mere eller mindre særprægede svampevækster. Og så stod de ellers side ved side på hylderne.

Her lugtede der for alvor af jord og svamp.

Andre svampe voskede i lidt mere klamme omstændigheder som disse, hvor der var mærkelige sporer uden igennem hvilke selve svampene så voksede. Det her rum brød jeg mig decideret ikke om at være i. Der var meget lavt til loftet (jeg er 171 og nogle steder turde jeg ikke stå oprejst), lugtede stramt af svamp og så var der mørkt, koldt og klamt som i hele grotten.

Hængende haver?

Atter andre voksede nærmest bare i tæt sammenpresset savsmuld, som hang ned fra grottens top. Det lignede store vattutter, der var overgroet af svampesporer og rigtige svampe. Meget mærkeligt…

Traditionel champignondyrkning.

Langt nede i grotten var der et eksempel på den traditionelle måde at dyrke almindelige champignoner på: i toppede volde af jord. Her tittede der små hoveder af de fineste hvide champignoner frem. Svampene vokser tilsyneladende så hurtigt, at det er nødvendigt at være over dem dagligt for at sikre den bedste vækst.

Svampe er nøjsomme og kræver ikke noget særligt.

Svampe synes at være ret ligeglade med, hvad de vokser i, hvis bare temperatur, fugtighed og lys er passende. Her er en af stedets medarbejdere ved at høste champignoner, der har vokset i store plastiksække. Alle svampene bliver høstet ved håndkraft, så medarbejderne må bruge mange timer nede under jorden i mørket.

Spøjs vækst.

Efter at have kigget meget og længe på de voksende svampe kunne jeg pludselig mærke, at nu var det på tide at finde noget dagslys. Det var ikke ligetil at finde ud, eller rettere sagt så havde vi bevæget os langt ind og ned. Det er ikke så spændende, når man pludselig kan mærke pulsen stige. Men jeg nåede da at nappe endnu et par billeder på vej ud, inden jeg måtte bede Kristian pege mig i den rigtige retning, så jeg kunne komme ud og op.

En fungi vækst.

Den snigende angst til trods må jeg sige, at svampemuseet var alle pengene værd. Det var så inderligt underligt, at det er noget, man må se og opleve. Da jeg var ude i dagslyset og igen havde overskud til ordspil, ville jeg sige til Kristian, at det var et funky sted, men det var næsten ikke til at høre om jeg sagde fungi (flertal af fungus = svamp på latin) eller funky sted… Så er man vist sig selv igen.

K har selv bedt om,
at billedet her kom på bloggen.

Vel oppe i dagslyset igen havde vi også chance for at kigge nærmere på museets svampegenstande, hvilket blandt andet inkluderede denne stol udformet som en svamp lidt a la en kantarel. K blev sat i den og det passede ham vist vældigt.

En helt almindelig mand.

For en god ordens skyld tog jeg dette billede af Kristian, hvor han ser mere normal ud. Det kan han godt, hvis han virkelig anstrenger sig.

Vist nok bagsiden af rådhuset i Saumur.

Vi endte vores underjordiske dag med en aftentur i Saumur, hvor vi fik mulighed for at nyde den friske luft og en høj aftenhimmel, hvilket var lidt tiltrængt ovenpå dybderne på champignonmuseet.

Den nuværende bro.

Saumur har dels en fin bro og dels resterne af hvad der måske har været en fin bro en gang. Begge dele kan nydes fra området ved rådhuset og byens fine teater.

Resterne af det der en gang var en bro.

Vi afsluttede dagen med en ny øvelse: jeg kørte bilen i det franske. Som man siger på engelsk: there’s a first time for everything…

Kan I bestemme arten?

En sidste ting som er et udkald til plantekyndige læsere, som jeg ved, jeg har en del af. Kristian vil mægtigt gerne vide, hvad det er for en plante, man ser på ovenstående billede. Tak for hjælpen.