St. Hubert-kapellet set fra parkeringspladsen i Amboise.
Tirsdag havde vi planlagt at flytte vores ferie fra Orléans til Montsoreau, sydvest for Tours – som sagt så gjort. Vi pakkede bilen og satte kursen vest på. Naturligvis kunne vi lige så godt besøge et par slotte undervejs fra Orléans til Montsoreau.
Den stejle opgang til toppen mildnes af lidt kønt at kigge på.
Første stop var den lille by, Amboise, som formentlig ville være endt som en stille fransk provinsby, havde det ikke været for det faktum, at der for mange år siden stod et meget stort forsvarsanlæg på toppen af byen. I dag er der kun en brøkdel af det store anlæg tilbage, men det er stadig et smukt og interessant sted. Det skader bestemt heller ikke, at stedet bliver holdt elegant og med masser af lækre, velduftende blomster og smukt klippede planter.
Man skal ikke gå fejl af, hvem der huserer her.
Det første man får øje på, når man endelig er nået op på toppen, er otte hvide flagstænger med flag, der flagrer frit i vinden. De slår en borgagtig stemning af, hvilket passer helt perfekt til slottet / borgen i Amboise, som i højere grad end nogle af de andre slotte, vi har set, bærer præg af at have været en del af et forsvarsværk.
Den del af Amboise, der er tilbage.
Selve “slottet” er også mindre palæ og mere borg, når man ser det udefra som her på billedet. Indvendig er der indrettet mere adelige rum med guld, tapeter og overflødighedshorn, som vi kender det fra så mange andre slotte og herregårde rundt om i verden, men udenpå har Amboise en relativt tilbageholdt udsmykning.
Om ikke andet så er der i hvert fald en tavle,
der hævder, at da Vinci ligger her..
Foruden slotsdelen er der kun det høje murværk og et lille kapel tilbage af det meget store anlæg, der lå på stedet i fortiden. St. Huberts kapel er indviet til den helgen vi ville kalde (Sankt) Hubertus, som er skytshelgen for jagt og jægere. Det kommer til udtryk dels i gevirerne på kappellets spir og dels inde i selve kapellet, hvor der er en frise, der mixer flora og fauna. Det helt særlige ved kapellet er, at man mener, at det er her Leonardo da Vincis fysiske rester er begravet. Man ved dog ingenting med sikkerhed, da han faktisk ikke blev begravet på stedet, men først flyttet hertil længe efter sin død. Men lad os bare sige, at da Vincis jordiske rester er på stedet; det skader da heller ikke. Og hans ånd er i hvert fald tilstede.
Det er da et uimodståeligt syn.
Da vi tog til Bonn virkede det som om efteråret var nært forestående; det er der ikke meget af her i Loiredalen. Der er både blomster og træer, der ser ud som om de er på deres højdepunkt, og det er skønt at få en ekstra dosis af sommer på den måde. Den dybblå himmel kan heller ikke andet end at gøre en i godt humør.
Skjulte udsigter.
Man kan bevæge sig op igennem slottet, og på hvert niveau kan man komme udenfor, så man kan nyde udsigten, som bliver bedre og bedre for hver etage. Jeg er nok lidt tosset med udsigter, som er indrammet af dele af slottene, så her er endnu et af den slags. Man kan skimte Loire igennem svalegangens spidse buer.
Udsigten fra det højeste sted man kan komme som besøgende.
Udsigten fra resten af et af slottets tårne var virkelig spektakulær. Vi kunne se vidt omkring og langt ned af Loire. Spørgsmålet er, om man har haft tid til at nyde udsigten, når man stod vagt heroppe? Om ikke andet har vagterne da kunnet se fjenden komme, hvis han kom sejlende.
Søjler med emblemer.
Indvendig er Amboise udstyret med mange af de fine detaljer, vi kender fra de andre slotte i området. Jeg var særlig betaget af søjlerne i denne hal. Hver anden havde hermelinemblemer, som er det bretonske symbol og hver anden havde den fransk fleur-de-lis. En på en gang ekstravagant og alligevel underspillet måde at markere tilhørsforhold på.
Der har siddet noget her,
og det har siddet der længe.
Jeg kigger altid efter tegn på det levede liv, når jeg besøger bygninger, der har oplevet meget mere af verdenshistorien, end jeg har. Gennem min uddannelse har det i meget høj grad været det almindelige menneskes oplevelse af virkeligheden, der har guidet mine studier, og denne interesse følger jeg mig. Billedet af denne slidte vindueskarm er muligvis ikke det mest ophidsende billede, men for mig taler det slid om et sted, hvor mennesker har boet, levet og fået en hverdag til at fungere. De har ovenikøbet gjort det så længe, at det har sat et præg på slottets sten. Det er fascinerende. Prøv at lægge mærke til slid på trapper, vindueskarme, gelændre, farvede fliser med mere, næste gang du besøger et sted, der har stået her længe.
Slottet fra en ny vinkel.
Amboise er omgivet af en smuk have, som bevæger sig op og ned af små skråninger. Disse skråninger er velegnede steder at nyde slottet i en profil, hvor man blandt andet kan se resterne af det tårn, hvorfra der er så fin en udsigt.
Tætklippede buskbom løber over i vinmarker.
Som nævnt er haveanlægget omkring Amboise meget fint anlagt med buskbom, der bliver klippet med neglesaks, store smukke træer og sågar en skråning, hvor der vokser vin. Det er en meget anderledes have, men den er interessant, og jeg var langt fra den eneste, der følte sig draget til at nusse lidt med nogle af de runde buskbom.
Rosenis og lavendelis = smagen af fransk sommer.
Byen Amboise vitterligt ikke nogen stor by, men den er tilgengæld fuldstændig domineret af den turisme, der strømmer ind og ud på grund af slottet. Vi overvejede frokost, men måtte se os slået ud af uinteressante tilbud og høje priser. I stedet for slog vi os til tåls med en is, som nu også læskede fint i varmen.
Kinesisk pagode på fransk.
Vores næste stop var planlagt til at være endnu et slot, men jeg havde spottet at der på vejen mellem de to slotte lå ruinerne af et slot, som udmærkede sig ved at have en kinesisk pagode. Denne pagode er det eneste, der er tilbage af det oprindelige slot, som fik lov at forfalde indtil det i 1823 blev revet ned.
Hertil og ikke længere.
Vi er normalt ikke nærrige og betaler gerne, hvad det koster at komme ind og se bygninger, museer med mere. Men ved denne franske ”kinesiske” pagode måtte vi alligevel melde hus forbi. 8€ per næse var mere, end vi var villige til at betale, så vi måtte nøjes med at komme så tæt på som hegnet her i forgrunden.
Chenonceau.
I stedet for at se pagoden kørte vi videre til slottet Chenonceau, som er ret specielt, idet det som det kan ses på billedet ligger henover floden, Cher. Desværre pågår der omfattende restaurationsarbejde på slottet i disse år, så en del af slottet var pakket ind i stillads og plastik. Istandsættelsesarbejdet er besværliggjort af slottets unikke placering, og på de plancher, der var sat op kunne vi læse, at 25% af udgifterne til at forberede slottet gik til stilladserne. De står nede i floden, og det er åbenlyst ikke nogen triviel opgave at få dem til at stå der, blive stående og det på en sikker måde.
Et lille tårn.
På landsiden står der et lille tårn, som jeg faktisk ikke helt er klar over, hvad skal til for. Men mon ikke det har været en del af forsvaret af slottet en gang i tidernes morgen? I dag tjener tårnet som hjem for nogle små flyvende væsner, og du kan ane deres hjem oppe under tårnets udspring.
Rækkehuse for svaler?
Tårnet er nærmest besat af svaler og deres mange små og tætte reder sidder hele vejen rundt langs udspringet. De fleste af rederne så forladte ud, men der var da stadig enkelte fugle, der fløj til og fra nogle af rederne. Det er jo fint, når mennesker og dyr finder et fælles fodslag for hvem der må bo hvor.
En af slottets gamle bageovne.
Chenonceau tjente som hospital under første verdenskrig, og i den forbindelse blev køkkenet i slottets underetage sat i stand. Det er nogle højloftede og smukke rum, som står i skærende kontrast til mange af de tjenesteområder, man ellers tit ser på slotte og herregårde. Her har der været mere lys og luft end man ofte ser det, men der har sikkert også været ret varmt og fugtigt, når der skulle laves mad til hele det store slot.
Her tror jeg, at der er parteret mange dyr i tidens løb.
Slottets slagterum stod indrettet med slagtebænke, store kødøkser, brønd og kroge til at hænge kødet op på. Her må have lugtet ret voldsomt af kød og blod, når slagtningen har været i gang.
Slagter Kristian.
Her kan sliddet på en af de store slagtebænke ret tydeligt ses. Men øskerne der hænger på væggen har nok også kunnet gøre en del skade. I loftet ses ophængene til kødet. Knib ojnene sammen og forestil dig det her køkken for 250 år siden, lige inden den franske revolution tog pusten fra adelen. Køkkenet har været fuld af liv, masser af mennesker der har vidst nøjagtigt hvad deres rolle var i det puslespil, der skulle lægges for at husets familie blev stillet tilfreds. Jeg ved ikke med dig, men jeg kan næsten mærke varmen fra et nyslagtet dyr, høre den hidsige summen af stemmer og dufte det friskbagte brød, der lige er kommet ud af ovnen.
En lækker høst.
Ind i denne scene af livlig madlavningsstemning træder en af slottets personale, som netop har været i køkkenhaven. Hun har været ude med en kurv og høste tomater til aftenens måltid. Inden hun giver sig til at ordne tomaterne, har hun stillet dem lige i lyset, der strømmer ind gennem de store vinduet. Sikke et held, at vi kom forbi lige som kurven blev stillet der…
Udsigten er der ikke noget at klage over.
Cathrine de Medici er ansvarlig for en stor del af slottets udseende, i det det var hende, der byggede ovenpå den bro hendes forgænger havde fået etableret. Der er vist ingen tvivl om, at den gode Cathrine var inspireret af hendes hjemlige bro over Arno i Firenze. Cathrine sørgede for at få sig en af de gode arbejdspladser i et af tårnene, så hun havde en smuk udsigt over en af de smukke haver samt ned af Cher.
Smuk udsigt til en smuk have.
Der er endnu et arbejdsværelse i hjørnet af slottet, men jeg ved ikke, hvem der havde lov at kalde det sit eget. Til gengæld ved jeg, at udsigten heller ikke fejler noget, når man ser den igennem et lukket vindue.
Dét er modig indretning.
Efter besøg på fem slotte har vi efterhånden set en del kongelige sengekamre, men på øverste etage af Chenonceau gemmer det smukkeste og modigste af dem alle sig. Heroppe indrettede Henrik Ivs dronning sig efter sin mands død. Hun lod rummet indrettet i sort og sølv med sin mands våbenskjold på panelerne på væggen. Jeg lod mig fuldstændig betage af rummet, som er ekstemt dramatisk men i virkeligheden og meget rørende: tænk at have elsket så stærkt, at man for resten af sit liv ønsker at leve omgivet af det, der minder en om sin afdøde ægtefælle. Det virker særligt stærkt, når man holder det op mod den adfærd mange af de andre adelige lagde for dagen i samtiden.
Bedårende i lyserødt.
Som det var tilfældet i Amboise, blomstrede mange af træerne og blomster endnu her i Chenonceau. Cathrine de Medicis have var anlagt helt i lyserødt, og disse smukke (rosen?)træer var helt bedårende med deres store tætte klaser af lyserøde blomsterhoveder. Om Cathrine ville have valgt netop disse træer, ved jeg ikke, men jeg kan godt forstå hende, hvis hun havde valgt dem. Jeg kunne godt bruge et på min terrasse hjemme i Bonn.
Chateau de Montsoreau.
Vi var jo egentlig på vej fra Orléans til Montsoreau, så turen gik videre vest på. Vi slog vejen ind omkring en stor Carrefour, så vi kunne købe ind til lidt aftensmad, før vi endelig indstillede gps’en på Hotel Le Bussy i Montsoreau. Selvom vores værelse var fint i Orléans, så må jeg indrømme, at jeg er særdeles tilfreds med værelset i Montsoreau. Det er stort og rummeligt, der er en kæmpeseng, borde og stole, lys og luft – og så er der udsigten! Billedet ovenfor er simpelthen vores udsigt ud fra vinduet. Man kan svagt ane at slottet ligger lige ned til Loire, så vi har både slots- og flodudsigt. Slet ikke dårligt.
Aftensmad med udsigt til slottet.
Jeg forsøgte at tage et billede, hvor jeg fik både slot og aftensmad med i samme billede, men det lykkedes desværre ikke. Så jeg måtte nøjes med et billede af udsigten, og så det her billede af vores aftensmad. Maden smagte nu særlig godt med udsigt til et af de mange mange Loire-slotte.
