Min fars kage står klar til festlighederne.
For ti år siden blev det første af vores vennepar gift, og min mor og jeg tilbød at lave Emil & Trines bryllupskage. Det var vel egentlig lidt overmodigt, for vi havde aldrig tidligere lavet en bryllupskage, men vi kastede os ud i det, og brudeparret var meget tilfredse med resultatet. Vi lavede en kage i fire etager, beklædt med marcipan og pyntet med marcipanroser. Siden har vi lavet flere bryllupskager til familie og venner, og selvom det er et stort arbejde, så hygger vi os overordnet set med det (okay måske nok mest med pynteriet, ikke det med at bage de mange bunde).
Naturligvis skulle vi også lave kage til min far, og da han holder meget af tog (både ude i den virkelige verden og som modeller) og er ansat i Banedanmark var det naturligt at vælge et togtema til kagen. Vi fandt et billede på nettet, som vi brugte som inspiration. Vi havde også fundet en instruktion til at modellere et tog, men vi mente nu nok, at min far ville være bedre egnet som togfører. Og det må man sige, at han var. Toget blev simpelthen bare så fint, med lys i vinduerne på passagervognen, men godsvogn og en fin skorsten på lokomotivet. Helt perfekt!
Til trods for at vi oprindelig ikke ville have en badesø midt på kagen, fik kagen sit helt eget liv, som jeg pyntede landskabet, og det kom til at virke helt naturligt med det lille gadekær. Og så tog det ellers fart med stensætninger, sten i gadekærret, åkander, siv langs bredden, en lille andefugl og så pludselig: en haj… Det ser man hele tiden i danske gadekær. Eller også er det en konsekvens af klimaforandringerne?
Min far stod også for at lægge sporene til toget. Vi havde besluttet at lave svellerne af orangestænger, og oprindeligt skulle skinnerne have været lakridssnørre, men det virkede ikke. Heldigvis havde min mor noget sort halløj til kager, som var helt perfekt, og toget var reddet fra afsporing.
Som nævnt fik kagen helt sit eget liv, og min far ville gerne have et par øjne, der kiggede ud fra tunnellens mørke. Som sagt så gjort – og det er altså en ret sød detalje.
Det tog vel 8-10 arbejdstimer at dekorere kagen, men vi var enige om, at den blev helt, som vi gerne ville have, den skulle være. Den er en fantasi, og som sådan virker den. Vi hævder bestemt ikke, at vi er professionelle kagedekoratører, men vi har det sjovt, når vi laver kager som denne.