Pegasusbroen.
Søndag havde vi altså besluttet at slutte vores ferie mandag eftermiddag, men det betød jo ikke, at vi ikke skulle se noget søndag. Som en del af jer, der læser med, interesserer Kristian sig for militær historie, og kysten af Normandiet spillede, som vi ved nu, en vigtig rolle i afslutningen af Anden Verdenskrig. Kristian havde planlagt en tur langs kysten, så vi kunne se vigtige steder på ruten. Først stop var Pegasusbroen, som krydser en kanal mellem byen Caen og havet. Broen var således væsentlig at sikre for de allierede, så de kunne få deres styrker fra havet ind over land til Caen og videre mod Tyskland. De allierede lykkedes med at erobre broen den 5. juni 1944, dagen for D-dag. Det er vanskeligt i dag at forestille sig kampene og begivenhederne, der fandt sted omkring broen, fordi den nu er en helt almindelig bro, dog omgivet med lidt flere cafeer og turistbutikker, end man ellers ville vente af en bro af denne type på dette sted. Heldigvis har jeg en mand, der gerne deler ud af sin viden, så det hjalp mig meget. Jeg er ikke stærk i moderne krigsførelse, så jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få i den retning.
Omaha Beach
Det næste stop var Omaha Beach, som er en af de strande amerikanerne gik i land på (og navngav). Strandene er smukke og lækre sandstrande, og de ser så rolige og piktoreske ud, som de strækker sig så langt øjet rækker. Igen er det bizart og vanskeligt at forestille sig i tusindvis af soldater med alt muligt militært udstyr, våben, cykler og motorcykler på ryggen vade i land her. Mange af dem kom aldrig hjem igen og ligger nu på de grønne skråninger over stranden.
Mindesten.
Med udsigt ned til Omaha Beach står denne store grå obelisk med navne på utallige mænd, der mistede deres liv i kampene for at befri Normandiet. På obelisken er der tre navne i guld; de tre mænd modtog the Medal of Honor, som er de fornemmeste amerikanske militære orden. Orden gives til soldater, hvis de udmærker sig på en særlig måde: by gallantry and intrepidity at the risk of his or her life above and beyond the call of duty while engaged in an action against an enemy of the United States.
Medal of Honor modtager.
John Pinder Jr. mistede livet på D-dag den 6. juni 1944; hans 32 års fødselsdag. Han var radiooperatør og fik the Medal of Honor for at kæmpe sig godt 100 meter igennem vandet og ind på stranden med sin radio. Da han blev ramt at tyske skud, kæmpede han videre, så han kunne videregive radioen. Selvom han var såret og endnu en gang blev ramt, fortsatte han med at bjærge kommunikationsudstyr fra vandet og ind på stranden. Hårdt såret hjalp Pinder med at etablere radiokommunikation, og mens han var engageret i dette, blev han ramt en tredje gang, og denne gang overlevede han ikke. Tænk, at udvise sådan et mod…
Overvældende.
Fra den smukke udsigt over Omaha Beach gik vi videre til den amerikanske kirkegård. Det er en meget smuk, men også uhyggelig overvældende påmindelse om prisen for Europas frihed. Her ligger 9387 amerikanere, som gav deres liv i kampen om Normandiet. Foruden de 9387 grave er der også en mindetavle over de 1557 amerikanere, der mistede livet i Normandiet-kampagnen, men som aldrig blev fundet eller ikke kunne identificeres.
Mindesten for en jødisk soldat.
De jødiske soldater er mindet med en Davids stjerne fremfor det kristne kort. Det er smukt, som man kigger over alle de mange ens kors, at se en stjerne, der bryder rytmen. Det er på alle tænkelige måder passende at disse gravsten står ud i mængden.
Den jødiske mindegestus.
Hvor den kristne mindegestus er at lægge blomster, så lægger jøderne sted på gravstenene. Det er bevægende og smukt, og stenene bliver liggende længe, som konstante indtryk af at nogen har husket det menneske, der er mindet på gravstenen.
Den kristne mindegestus.
Ved mange af stenene lå der små buketter af blomster, som vidner om, at der fortsat er mennesker i live, der kommer her og mindes deres mænd (nok ikke mange mere), sønner, brødre, mænd og fædre.
Disse sten er der desværre forfærdeligt mange af.
Under disse sten ligger der en kiste med et menneske, der ikke kunne identificeres. Det er således en konkret grav, ikke blot et mærke til minde. De amerikanere der ikke blev fundet, har ikke fået kors, men derimod deres navn på mindevæggen.
En rørende gestus.
Jeg opdagede helt tilfældigt denne grav, som stod ud, fordi der var mere farve i bogstaver og tal. Kristian regnede hurtigt ud, at der måtte være tale om sand fra Omaha Beach; det er virkelig en rørende gestus og meget smukt tænkt.
Sergent Richard F. Miller
Åbnings- og slutscenen i Spielbergs Saving Private Ryan er filmet på den amerikanske kirkegård. Vi fik listet os med på slutningen af en rundvisning med kirkegårdens inspektør, og han viste os to steder med tilknytning til filmen. Filmens Ryan-brødre er inspireret af Niland-brødrene, hvoraf to af dem omkom i Normandiet. De to øvrige brødre overlevede krigen, selvom man længe troede, at den ældste også havde mistet livet. De to døde brødre ligger side om side på den amerikanske kirkegård ved Omaha Beach.
Afslutningsscenen af filmen viser den aldrende Private Ryan, der besøger kirkegården og Kaptajn Millers (spillet af Tom Hanks) grav. Da Spielbergs film er fiktion og ikke dokumentation, fandtes Kaptajn Miller ikke, og Spielberg skulle derfor sætte ekstra gravsten op på kirkegården. Inspektøren fortalte os, hvordan Spielberg havde gået op langs rækkerne for at se, hvor han ville have sin Kaptajn Miller til at ligge. Han stoppede et sted, der var særligt smukt og bad om at kaptajnen måtte ligge der. Som sagt så gjort. Da man så gik om og så hvilken af de faktiske sten på kirkegården, Spielberg var stoppet foran, fandt man ovenstående sten. Ikke over en Kaptajn Miller men en Sergent Miller… Tilfælde holder aldrig op med at fascinere mennesker.
Vue fra kapellet ned mod stranden.
Jeg er ikke et menneske, der har behov for at komme hos mine egne afdøde familiemedlemmer på kirkegården. Jeg har mine døde i hjertet. Men det var en meget nærværende og smuk oplevelse af være her hos USA’s døde.
Pointe du Hoc
Fra Omaha Beach og den amerikanske kirkegård kørte vi videre op langs kysten til Pointe du Hoc, som er en klippeposition, hvor tyskerne havde opsat store kanoner til at angribe søbårne fjender. Stedet ligger mellem Omaha og Utah Beach, så det kunne true begge amerikanske landningssteder, hvilket gjorde det til et centralt sted for de allierede at indtage. Amerikanske rangers blev sendt i land for at indtage Pointe du Hoc; desværre kom de i land langt fra klippen, måtte bevæge sig under beskydning til stedet og kravle op af klippeskråningerne, før de kunne indtage Pointe du Hoc. Det er en ubegribelig indsats – som faktisk lykkedes.
Kristian ved Pointe du Hoc.
Der er langt ned – og op – fra stranden til Pointe du Hoc, så det må have været noget af en øvelse for de amerikanske rangers at komme op af skråningerne.
Bombehuller.
Noget af det mest besynderlige ved Pointe du Hoc er de tydelige spor af kampene, man bevæger sig rundt ovenpå. Inden gruppen af rangers blev sendt op af klippen, havde man bombet Pointe du Hoc fra havet, og hullerne fra bombernes nedslag udgør stedets markante geografi i dag. Man bevæger sig ganske enkelt mellem dybe huller lavet af allierede bomber. Det er umuligt at forestille sig det kaos, der må have været på klippen, som bomberne trommede ned over stedet. På mange måder var Pointe du Hoc et sted, der åbnede min forståelse for begivenhederne omkring D-dag; her kan man nemlig fortsat se resultaterne i landskabet.
Kirken i Sainte-Mère-Église.
Vores sidste stop på rejsen langs D-dag var den lille by Sainte-Mère-Église, som er på kortet, fordi amerikanske faldskærmssoldater landede i byen om morgenen den 6. juni 1944. En af soldaterne, John Steele var særligt uheldig, i det han landede på byens kirketårn, hans faldskærm satte sig fast i kirketårnet, og der hang han så. Steele overlevede ved at lade som om han var død, mens kampene stod på. Efter nogle timer opdagede tyskerne, at han var i live, og han blev taget til fange. Det lykkedes ham at flygte fra tyskerne, og han overlevede krigen. Det kan man ikke sige om de fleste af de andre faldskærmssoldater, der røg ned over byen, desværre.
Denne dag langs D-dag var virkelig spændende, rørende og oplysende. Det er som om kampene om Frankrigs og i sidste ende Europas frihed bliver mere tydelige, når man ser steder som disse. Skulle du finde dig selv i nærheden af Normandiet en dag, så opsøg disse moderne historiske steder. Vi må aldrig glemme.
Billedet er lånt 
Billedet er lånt 
