Dagens spontane slot.
Efter et par dage uden slotsbesøg, hvilket jo næsten er uhørt i Loiredalen, kom vi på banen igen fredag, i det vi nåede rundt til ikke mindre end tre slotte: Château d’Azay-le-Rideau, Villandry og Langeais. Vi havde planlagt fra morgenstunden at nå to af slottene, men det tredje kom med som ekstra vedhæng i løbet af dagen, og det var godt for Langeais er et slot, der er meget anderledes end alle de andre, vi har set.
Château d’Azay-le-Rideau mod en dybblå himmel
men med fødderne i noget værre snask.
Vi startede med Château d’Azay-le-Rideau, som ikke er noget stort sted, men derimod ligger fint på en ø i floden Indre. Slottet ligger sådan, at det bør spejle sig i vandet, men desværre var vandet omkring slottet noget plumret. Det viste sig da også, da vi gik rundt om slottet, at der foregik noget arbejde i vandet. Hvem ved måske forsøgte de at rense det? Hvis man ser bort fra grøntsagerne på vandet, så er det ret bedårende med det hvide slot, der spejler sig for sine egne fødder.
En af de første lige trapper på franske slotte.
Slottet er bygget mellem 1515 og 1527, og noget af det helt særlige ved netop Azay le Rideau er, at slottet som det første har en lige trappe fremfor en vindeltrappe. Og det til trods for at Francois I, som jo ellers tilsyneladende elskede sine vindetrapper, også havde en finger med i spillet om dette slot.
Et smukt dækket bord er altid dejligt.
Min tålmodighed blev sat på en alvorlig prøve under vores besøg på Azay le Rideau: der var en dame, der var ude af stand til at læse “rør ikke piktogrammerne”, som var sat op på alle de smukke gamle ting i slottet. Hun rørte ved ALT! Åbnede skufferne i møbler, der er fra midten af 1500-tallet, pillede ved krystalbestikket på spisebordet, bankede på biblioteksmøblet, åbnede låger og var helt generelt uden pli for, hvordan man omgås ting, der har været her i århundreder og som måske ikke skal håndteres af tilfældige besøgende. Havde jeg dog bare været et mere pågående væsen, så havde jeg bedt hende holde op med det samme. I stedet blevet jeg bare frustreret og forundret. Kan du forestille dig, at løfte servietterne på et dækket bord på et museum?
Årets første kastanje.
For faste læsere kommer det formentlig ikke som en overraskelse, at jeg holder meget af kastanjer. I Loiredalen har det vist sig, at der er rigtig mange kastanjetræer, men de havde endnu ikke smidt de små, runde, glatte og fine kastanjer. Men på Azay le Rideau var jeg så heldig, at jeg fandt en lille fin kastanje: årets første.
Slottet fra endnu en vinkel.
Efter Azay le Rideau sad vi i bilen og snakkede om, hvad vi nu skulle se, og så fik K læst i en af vores guidebøger af Langeais, som jeg var begyndt at snakke om, var specielt, dels på grund af dets udseende og dels fordi det er indrettet med oprindelige møbler, gobeliner med mere fra 1500-tallet. Som der står i Lonely Planets guide til Frankrig: if it’s the medieval serf-and-seigneur, Monthy Python and the Holy Grail kind of castle you’re after, head for the imposing fortress of Langeais… Det kunne vi da ikke stå for, så vi måtte naturligvis forbi og se på herlighederne.
Langeais’ facade med hængebro.
Som sagt så gjort: vi kørte de få kilometer fra Azay le Rideau til Langeais, og det er vi begge rigtig glade for. Slottet her er helt anderledes end de andre, vi har set i Loire. Selvom slottet aldrig har fungeret som borg, så ligner det mest af alt en middelalderlig borg. Hvis man altså lige ser bort fra, at slottet ligger midt i byen og ikke på en bakketop.
Langeais fra bagsiden.
Går man rundt om slottet opdager man også hurtigt, at der ikke er tale om et forsvarsværk men en fin facade, der ligner en borg. Bagfra er slottet åbent og ikke til at forsvare, skulle der komme farlige fjender drønende. Det nytter nok ikke noget at sende et memo ud: “angrib os kun forfra”.
Basis for så mange af 1400-tallets møbler.
Interiøret på Langeais er også markant anderledes end interiørerne på de øvrige slotte. Centralt i mange af rummene er de dragkister, som var basis for mange af 1400-tallets møbler. I et af rummene er der endda et eksempel på en trone, som er en dragkiste, som et et serveringsmøbel – det er godt med ting, der har flere funktioner.
En helt unik pejsefront.
Også nogle af de “faste installationer” på slottet er helt særlige. I en af de store sale finder man ovenstående interessante pejsefront, som er udformet som en middelalderlig befæstet borg.
Tænk at bo med så smukke gulve.
I flere af slottenes rum var der fantastiske gamle gobeliner på væggene, men jeg skal være ærlig og indrømme, at det her gulv imponerede mig endnu mere. Det er bare smukt – helt enkelt.
Et af mine favoritmotiver fra denne ferie.
Jeg måtte naturligvis tage et “ud af vinduet billede”, som er blevet nogle af mine favoritmotiver fra vores franske ferie. På en eller anden måde er de ret symbolske for livet bag slottenes mure: virkeligheden udenfor ser lidt anderledes ud, end hvis man ikke sad bag vinduerne. Igen: måske er der flere mulige forklaringer på den franske revolution…
Et historisk aha-øjeblik.
Forleden skrev jeg om et slid på slottet i Amboise, og på Langeais fik jeg så et svar på, hvor sliddet var kommet fra. Der var nemlig samme type slid her, og det var kommet fra et hængsel til de indvendige skodder for vinduerne. Så det er gammeldags gardinslid, kan man vel sige…
En donjon i baghaven.
I baghaven står der endnu en af særhederne ved Langeais: resterne af et fæstningsværk som er bygget omkring år 1000 af greven af Anjou, Foulque Nerra. Fæstningsværket var omkring 16 meter dyb men kun bestående af to etager; der være højt til loftet. Men alle sine særheder var Langeais en virkelig god og anderledes oplevelse, og vi er rigtig glade for, at vi lagde vejen forbi slottet, fordi det var en god modvægt til alle renæssanceslottene.
Villandry udefra kun ;o)
Vi kunne da lige nå et tredje stop på dagens rejse: Villandry. Her var vi så heldige, at vi kunne nøjes med at gå ind og se på haverne, som er det Villandry for alvor er kendt for. Vi kunne naturligvis nyde slottet udefra, og så kunne vi for alvor nyde de helt eventyrlige haver, som er fuldstændigt fabelagtigt imponerende.
Oversigt over haverne anno 2010.
Det er vanskeligt at tage billeder af haverne, for man må ikke gå ind imellem dem, men der stod oversigter som disse, hvorpå man kunne se delene af haverne, og hvad de bestod af. Haverne ændrer sig hvert eneste år, og det tager måneder at planlægge, hvad der skal være hvor i haverne.
Vue af haverne mod slottet.
Haven har ti fuldtidsansatte gartnere og derudover ansætter de løsarbejdere i højssæsonen. Det må være et kæmpearbejde at vedligeholde haver som disse.
Et mønster i sort peber.
En af mine favoritter i haverne var den sorte peber. Planterne har næsten sorte blade og så har de kulsorte skinnende blanke frugter. Så fabelagtigt smukt i solskinnet.
Sort peber i nærbillede.
De er da smukke. Gad vide om de kan vokse i min lille have i Bonn? Det ville jeg elske. Om ikke andet så bare for at nyde farverne og strukturerne. Ums.
Mere vue over haverne.
Den ornamentale have.
I slottets baghave kunne man nyde denne smukke ornamentale have. Det er nogle gartnere med grandiøse ideer, der bestyrer stedet, det kan der vist ikke være tvivl om.
Vi var begge ret begejstrede for det her skilt: det stod for toppen af en 3 meter høj skråning. Der er vist ingen chance for, at man ville kunne gå der – man ville nok lave et rullefald af de mere dramatiske. Desværre driller det engelske ind imellem franskmændene.
Efter besøg på intet mindre end tre slotte, måtte vi se os slået. Vi havde planer om at slutte dagen med en i tur i Tours, men det blev erstattet af indkøb og lidt internetbrug hos Quick (fransk fastfoodkæde). Det var nu også tiltrængt.
