En af scenerne fra et af showene i Puy du Fou.
Charlie havde anbefalet en tur til Puy du Fou, som vel bedst kan betegnes som en showpark. Stedet er bygget op i forskellige zoner: middelalderbyen, Frankrig i starten af 1900-tallet og et skovområde, men det helt centrale er de fem store shows, der foregår i parken: Vikingerne, Gladiatorerne, riddershow, et show med fugle og Richelieus musketerer. Af en eller anden grund taler steder som disse til mig, så jeg havde set frem til at besøge Puy du Fou, og jeg blev ikke skuffet.
Der var alligevel allerede en del mennesker i parken..
Vi ankom omkring klokken 12, og det var ganske heldigt, for 12.30 startede Les Vikings. Vi kunne se på kortet, at vikingerne skulle findes i den modsatte ende af parken, så vi satte det længste ben forrest og gik så hurtigt vi kunne. Det tog os godt og vel et kvarter at nå ned til indgangen, og der blev vi for første gang konfronteret med, hvor mange mennesker der var mødt op i parken på en helt almindelig septemberdag. Heldigvis var der et par pladser, vi kunne sidde på, så vi kunne se showet sammen med alle de andre.
Scenen er sat til et vikingedrama.
Da vi havde fået sat os ned og pustet ud efter vores trek gennem parken, fik vi tid til at kigge lidt på kulisserne, som skulle forestille en lille normannisk landsby omkring år 1000. Det var første gang, vi for alvor havde mulighed for at se på parkens grundighed, hvad detaljerne angår. Her var ikke tale om en poleret landsby, men derimod noget der virkede troværdigt med diverse planter, træer, slid på huse, veje og andre af byens elementer.
Bryllupsselskabet på vej gennem byen.
Det første tegn på at noget var ved at ske, var at der begyndte at dampe fra bredden langs den lille flod, og inden vi næsten nåede at opdage det, kom der to mænd ridende ad grusvejen. Den ene af dem skulle, viste det sig, giftes med en af landsbyens unge piger, så vi kom med til bryllup lidt fra sidelinjen.
Skatten, der skulle være i sikkerhed, ankommer.
Midt i bryllupsfestlighederne kom en båd sejlende op ad floden. De to mænd i båden fortalte om vikingerne som var på togt og ville have fingrene i den skat, mændene havde med på deres lille båd. Den skulle nu opbevares her i landsbyen i håb om, at vikingerne ikke ville finde vej dertil.
Ret vildt med store okser der kommer gungrende.
Det syntes desværre allerede at være for sent, for aldrig så snart var skatten læsset af båden, før oksedriveren og hans kæmpestore okser kom farende ind i byen. I hælene på okserne kom to vikinger til hest – dramaet var for alvor i gang.
Ja, det et et skib, der sejler ned af bakke.
Som enhver ved så ankom vikingerne jo ikke til hest men i store vikingeskibe. Det skete også i Puy du Foy, for bag byens tårn kom et vikingeskib til syne. Og til venstre for publikum åbnede en låge sig, og her kom også et skib til syne. Det sidstnævnte skib sejlede ned ad bakken (jeps!) og ud i floden, hvorefter de ombordværende vikinger kunne springe i land.
Uhada! Men meget effektiv iscenesættelse.
Nu var scenen sat: en lille uskyldig landsby mod de store fæle vikinger, der vil brænde byen af og skade landsbyens befolkning. Her skete der nok en lille familievenlig polering, for godt nok blev der kæmpet bravt, men jeg tror nu alligevel, at vikingerne gik liiidt mere til biddet…
Tårnet brænder
og menneskene i tårnet brænder.
Kampen bølgede mellem byens beboere og de brutale vikinger, byens tårn og huse brændte, møllen blev væltet, og det så skidt ud for de uskyldige landbyboere. Men så sker miraklet. Skatten de to bådsmænd kom sejlende med, og som de onde vikinger havde smidt i vandet, dukkede op fra vandet og ud af skattekisten trådte Sankt Gilbert.
Sankt Gilbert træder ind på scenen.
De vantro, brutale, angribende vikinger kan ikke tro deres egne øjne, kampene indstilles og både byens indbyggere og vikingerne bøjer sig for miraklet. Som de nu forenede kombattanter leder Sankt Gilbert ind i byen sker endnu et mirakel: helgenen forsvinder og erstattes af en hvid due som flyver højt væk over byen. Og ja, der var her tale om en ægte levende hvid due.
Og det var bare en dag i september.
Efter vores oplevelse hos vikingerne hastede vi videre for at se Le Bal Des Oiseaux Fantômes, som er et show med omkring 120 fugle som hovedpersonerne. Vi var ikke de eneste, der ventede på at se det imponerende fugleshow. Der var ikke ret mange opførelser af hvert enkelt af de fem forskellige shows, så vi gik i gåsegang sammen med stort set alle de andre af dagens besøgende. Selvom vi var mange, er det svært at forestille sig Puy du Fou en sen dag i juli eller en lørdag i starten af august. Orv, der må være mange mennesker.
De menneskelige deltagere var mest bare statister.
Scenen for fugleshowet er en ruin af et slot, og fortællingen handlede vist nok om en ung pige, der havde boet på slottet, noget med hendes bror der vendte tilbage eller noget i den dur. Lad os bare sige, at fokus er fuglene, og at jeg ikke fangede nok af den franske fortælling til at videregive handlingen.
En stor ørn kommer susende.
Det er ikke nemt at nå at få billeder af fuglene i flugt, men det var virkelig imponerende at se dem. Der var små og store ugler (jeg fatter ikke hvordan de får natfugle med på legen i skarpt solskin), falke, ørne og andre rovfugle.
Tænk, at fuglene kommer ned
og ikke bare flyver videre op i det blå.
Et af showets højdepunkter fokuserede på den ballon, man kan se svæve højt over parken. Herfra blev der hidkaldt store ørnefugle. Det var ret fascinerende at se ”fugletæmmerne” kalde på fuglene på så stor afstand og alligevel lykkedes med at få dem til at flyve ned og lande hos sig.
Det er vist nok en maraboustork, der hænger deroppe i det blå.
Showets grand finale er en fugledans med ubegribeligt mange fugle, der flyver fra træner til træner og cirkler henover hovedet på publikum. Til denne afsltutning havde de fundet de rigtig spændende fugle frem: det er første gang, jeg er blevet overfløjet af en pelikan endsige en stor maraboustork, og når man siger at gribbe cirkler, så stemmer det faktisk. De gribbe, der var med i dette show, cirklede over scenen og publikum, inden de endelig landede nede hos trænerne. Det er altså ikke charmerende fugle; de er grimme og de er uhyggelige at se på. Men jeg ved ikke, om de ser uhyggelige ud, fordi vi kender dem som fugle, der signalerer død? Der var bare mange fugle, og de var en vild oplevelse.
Igen er der gjort meget ud af detaljerne i det store kolosseum.
Fra fuglene forsøgte vi at flyve ned til næste show Gladiateurs: det store gladiatorshow, som foregår i en rekonstruktion af et delvist ødelagt kolosseum, som virkelig er flot udført. Det smarte ved et kolosseum må siges at være, at der er plads til mange mennesker. Selvom vi nok var et mere velopdraget publikum end i Romerrigets kolosseer.
Væddeløbet i fuld gang.
Gladiatorshowets historie handlede om nogle kristne fanger, som havde en forkæmper, der ville slås for deres frihed og retten til at tro, som de gjorde. Denne ene unge mand blev så udsat for en række af gladiatorkampenes traditionelle elementer: kamp mod fire gladiatorer på én gang, væddeløb i stridsvogn og at overleve en konfrontation med tigre og løver (ja da – også de var rigtige levende dyr).
De unge kristne sejrede og opførte deres basilika.
Naturligvis sejrede den unge kæmper og hans medsammensvorne (dem der overlevede de drabelige kampe) og den romerske guvernør blev løbet ud af stadion med en hyæne (jep, levende) i hælene.
En klassisk middelalderlig scene.
Det sidste udendørs show var et middelalderligt riddershow, Le Secret de la Lance, som var spundet omkring en historie om Jeanne d’Arc, der inspirerede en ung kvinde til alene at forsvare sin by mod de væmmelige angribende englændere. Selvom K og jeg måske holdt lidt med de angribende englændere, var det endnu en gang franskmændene, der gik sejrsrige ud af kampene.
Jeanne d’Arc hende selv.
Ridderturneringsdelen af dette show var action packed og foregik i meget højt tempo Rytterne kunne nogle ret imponerende tricks: hoppe og og ned og stå på jorden fra en hest i galop, hænge halvvejs nede af siden på hesten, sidde med ryggen til rideretningen, lade sig trække og rulle efter en galopperende hest og så videre. Alt sammen virkelig imponerende men også stort set umuligt at fotografere. Nogle ting skal man bare opleve.
Bymuren forsvinder under kampene mod englænderne.
Som det havde gjort sig gældende ved de foregående shows, så var der fuld tryk på de visuelle virkemidler ved dette show. Scenen blev totalt ændret, da bymuren helt enkelt forsvandt ned i jorden, så man kunne se hele det bagved stående slot. Slottet kunne så også dreje rundt… Der er ikke sparet på noget.
Det femte og sidste show vi så var desværre ikke ret spændende. Det foregik indenfor i Puy du Foys teater, som er holdt i en stil minder om en blanding af Det Kongelige Teater og Det Ny Teater. Showet er sat i Richelieus tid, der er musketerer, flamingodansere, en lidt tragikomisk helt, store stærke heste der tripper rundt i vand og står på to ben og en hel del dialog på fransk. Det var helt klart ikke min favorit, men heldigvis havde de fire andre shows været super imponerende. Skulle du finde dig selv i nærheden af Puy du Fou, så hold dig endelig ikke tilbage. Det er en skæg og meget gennemført oplevelse. Tak for tippet, Charlie.
Det allersidste dagslys forsvinder bag den gamle ruin.
Efter at have lagt Puy du Fou bag os og sat kursen mod McD ved Saumur (vi kunne sidde i vores bil udenfor og fange det gratis wifi, hvilket er mægtigt, for jeg handler af princip ikke hos McD) skulle vi finde et par geocacher. Den sidste af dem befandt sig ved en gammel ruin, og vi var så heldige, at vi kom lige som solen var ved at gå ned, så det var et helt fantastisk syn med den gamle ruin mod den rødmende himmel.
En rund glødende kugle der langsomt forsvinder.
Jeg har nævnt det før, og gør det gerne igen: det er dødsvært at tage billeder af solnedgange, og det er nu altså igen noget af det, der skal opleves ude i den virkelige verden. Vores solnedgang var helt fantastisk, og sceneriet med den smukke ruin kunne ikke have været mere romantisk.
