Hovedindgangen til slottet i Blois.
Tredje dag på ferie i det franske, og vi skulle naturligvis ud og se noget mere. Efter en sen morgen blev vi enige om at køre til den lille by Blois. Her har de både slot og katedral, for slet ikke at tale om et magisk tryllemuseum, som der skulle vist være nok at se på og opleve – så af sted med os.
De fine haver med katedralen i Blois i baggrunden.
Slottet i Blois ligger meget strategisk på en bakketop, og på en smukt anlagt plads. Vi startede vores bytur med at drysse rundt på pladsen og kigge på den og udsigten fra bakketoppen. I den ene side af pladsen lå der indtil den franske revolution en kirke, hvorefter der blev bygget almindelige huse på stedet. Disse huse blev jævnet med jorden under et tysk bombardement i 1940. I stedet for at bygge nye huse så tæt på byens store attraktion og smukke slot, har man valgt at anlægge en lille have. Det er et meget idyllisk sted og langt at foretrække for en række huse. Samtidig er det en smuk måde at mindes, at der en gang har været noget andet der, men at historien har været hård ved dette sted såvel som så mange andre.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det
– det her hus er ”magisk”.
I den modsatte ende af slotpladsen i forhold til slottet ligger byens mere moderne attraktion, det magiske palæ. Vi nøjedes med at se huset udefra og opleve, hvordan det reagerer, når klokken slå 12. Der kommer simpelthen tre store mekaniske dragehoveder ud af vinduerne, og de pruster og laver generel ballede i lidt tid. Meget iøjnefaldende på sin helt egen bizarre måde.
Her kan man ane tre af fire stilarter:
renæssance, gotik, flamboyant gotik.
Det helt særlige og interessante ved slottet i Blois er, at det ikke er bygget på én gang, i én stil og med et færdigt look. Det er som om slottet bare er vokset frem gennem tiderne, og det er ikke til at undgå at lægge mærke til. De fire dele af slottet ser fuldkomment forskellige ud. Man kunne godt tro, at det ville give et rodet og ikke særlig charmerende udtryk. At det er rodet er ikke forkert, men jeg kan faktisk rigtig godt lide mixet og den måde man kan se, hvordan smag og æstetik har udviklet sig.
Endnu en af Francois’ trapper
Det første vi bemærkede, da vi trådte ind på slotspladsen var den udvendige vindeltrappe. Jeg spurgte Kristian, om man kunne forestille sig, at det var Francois I, der havde været på spil igen her, som han havde været det på Chambord.
Flere af Francois’ F’er og salamander
Vi skulle ikke ret tæt på trappen for at identificere, at det i den grad var det, der var tilfældet, Her som på Chambord var trappen og hele Francois’ vinge af slottet broderet med F’er og salamanderfigurer. Efterhånden er det helt nemt at genkende Francois I’s stil og præferencer.
Det her pindsvin er nu ret nuttet egentlig.
Francois er nu ikke den eneste, der synes, at hans våbenskjold og initial skulle findes overalt på slottet. Louis XIIs dyr var tilsyneladende et pindsvin, så der er ganske mange pindsvin (eller porc épics som franskmændene kalder det lille stikkende dyr) gevaldigt mange steder på slottet. Jeg ved ikke, om det er bedre at have et pindsvin end en salamander som sit dyr? Det er lidt som ”Den eneste ene”: ”et pindsvin er ikke noget dårligt dyr…”
Om denne del er særlig flamboyant,
vil jeg ikke stå til dommer over.
Selvom Francois godt nok imponerer med sine udvendige vindeltrapper, så tror jeg faktisk hellere jeg ville bo i den del af slottet (hvis nogen inviterede), der er fra den flamboyante gotik og opført til Louis XII og hans kone Anne. Det er vanskeligt at se på den del af slottet, at den er fra 1400-tallet, da arkitekturen føles langt mere moderne end Francois’ slot fra 1500-tallet.
Der er ikke sparet på detaljerne i udsmykningen af trapperummet.
Det var begrænset hvor stor en del af den klassisistiske del af slottet, man kunne få lov at komme ind og se, men vi fik lov at bestige en del af den smukke trappe, der er husets hjerte. For toppen af trappen er slottet udstyret med en smuk kuppel, som er fantastisk dekoreret indvendigt.
Toppen af Francois’ vindeltrappe i Blois.
Jeg er måske nok lidt forelsket i Francois’ vindeltrapper. Egentlig kan jeg normalt ikke lide vindeltrapper, fordi jeg bliver rundtosset, men der er et eller andet over dem, Francois lod opføre for 500 år siden. De virker bare. Måske er det fordi de er smukke, lyse og relativt enkle men alligevel dekorerede.
Scary dude.
På slottet har man samlet figurer og afstøbninger af figurer, der tidligere har siddet rundt omkring på slottet. Nogle af dem var mere skræmmende end noget som helst andet. Såvidt vi kunne lure, så har der kunnet løbe vand (måske var tagrender) ud gennem munden på fyren på billedet her. Det har da ikke set særlig indbydende ud.
Naturligvis står der lige et pittoresk træ, når man kæmper sig om hjørnet.
Efter vores slotsbesøg skulle vi også se katedralen i Blois. Det betød, at vi først skulle ned fra den bakketop, slottet ligger på, og så op på den top katedralen ligger på. Meget smart øvelse, men også en lejlighed til at kigge på den lille søde by.
Et fint gammelt hængehus.
Næsten oppe ved katedralen hænger dette fine hus pludselig mellem to andre huse. Jeg ville ønske, man kunne have set det indefra. Gad vide om det alene er bygget, fordi ejeren pludselig havde hus på begge sider af den lille gyde nedenunder? Fint er det i hvert fald.
Romantik i det små.
Selv nøglehullet ind til huset under hængehuset var fin. Forestil dig at komme hjem til en hjerteformet lås en dag – det ville da være hyggeligt.
Katedralen i Blois.
Katedralen ligger ret fint, og den har en sjov skæv vinkel.Vi var stort set de eneste turister, der havde gidet gå ned ad bakke fra slottet og så op igen til kirken. Men det var nu alligevel turen værd – og turen var det i øvrigt også værd, for så fik vi set noget mere af Blois.
Det er da sørgeligt, at Kristian ikke kan lide kager…
Efter vores besøg i Blois’ katedral var jeg i den situation, at jeg skulle bruge et toilet, og da der ikke lige umiddelbart var nogle offentlige, måtte vi en tur omkring en lille café. Vi synes ikke, vi ville være bekendt bare at komme ind og bruge toilettet, så Kristian tog en for holdet og købte en kaffe-eclaire. Stakkels fyr…
En knap på vej’n er tegn på…?
Pindsvinet har faktisk fået lov at spille endnu en rolle i Blois, for det er det lille kræ, der er på knapperne på gaderne i Blois, som Jeanne d’Arc er det i Orléans. Vi har desværre ikke luret, hvad knapperne går ud på, men det bedste bud er, at de indikerer rundture i byen? Vi manglede måske bare brochuren, der skulle følge med pindsvinet? Heldigvis lykkedes det os at finde rundt i Blois alligevel; men det er godt nok heller ikke nogen stor by.
Cheverny.
Fra Blois og det spøjse sammenkogte slot kørte vi til et meget mere ensartet udseende slot, Cheverny. Her er ikke tale om et slot, der nogensinde har været andet end bolig. Det er det første slot, der ikke har eller har haft defensive foranstaltninger. På flere måder minder slottet mest af alt om en dansk herregård, som vi kender dem. Vi er enige om, at noget af det der er fedt ved at se alle disse franske slotte er, at vi ikke tænker: ”ismand, det har vi set”, fordi slottene er så individuelle og hver især har en ny historie at fortælle, en ny indsigt at åbne for.
Illustration af Kaptajn Haddocks del af Cheverny, Møllenborg.
Cheverny er kendt for andet end at være et af Loire-dalens mange smukke slotte; det er det slot, der har stået model til eller i hvert fald været inspirationen bag det slot Hergé har ladet Kaptajn Haddock bo i, Møllenborg. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke anede, at Kaptjan Haddock boede på et slot endsige at det var baseret på et virkeligt eksisterende slot. Men så blev jeg så meget klogere.
Tintin & Kaptajn Haddock kigger ud.
Tintin og hans venner er da også tilstede flere steder på området ved Cheverny, og der er sågar en lille udstillingen om hemmeligheden bag Moulinsart, som Kaptajn Haddocks slot hedder på fransk. Vi valgte dog udstillingen fra, så vi den gode kaptajn har ved syv salte sømænd stadig hemmeligheder, vi ikke kender til.
Et hav af hundenumser.
På Cheverny har de en stor jagt og til jagt hører naturligvis jagthunde. Kristian har lavet lidt internetsøgninger og er kommet frem til at den race hunde, de har på Cheverny er en særlig fransk jagthunderace, som hedder Anglo-Français de petite vénerie. De ligner lidt langbenede beagler, men dog var de noget mindre nuttede. Måske især fordi der var omkring 50 hunde samlet samme sted – lad os bare sige, at det lugter kraftigt af hund, hvis man står i vindretningen. Adr! Vi kom lige til fodringstid, og det var noget af et syn. Alle hundene blev lukket ud samtidig, og deres hundefører holdt dem tilbage fra maden alene med sin stemme og ved at føre en pisk frem og tilbage foran dem (han piskede dem absolut IKKE – det var snarere som en hyrdestav der guidede deres adfærd). Først da han sagde værsgo (eller noget i den stil på fransk hundesprog) gik de løs på maden. Det var ret fascinerende at se alle de mange mange hunde på ét lille område.
Lidt Chambord-aftensteming.
Vi kørte en køn vej hjem – lige igennem Chambord og forbi det store slot. Det havde den store fordel, at vi kunne se slottet i aftenlyset, hvilket bestemt ikke gjorde slottet mindre spektakulært.
