Monthly Archives: August 2010

Smukke hokaido smukt præsenteret.

Fra Chambord kørte vi retur til Orléans for at finde lidt frokost (vi kom vist nok lidt sent i gang med det projekt, for vi var nær blevet afvist på restauranten). Vi endte midt på hovedpladsen i byen, og vi var så heldige at der var et marked med lokale producenter netop dér. Jeg havde netop sagt til Kristian, at jeg gerne ville på et marked eller to, for jeg elsker farverne af friske grøntsager, duften af nybagt brød og stemningen af mennesker, der myldrer mellem hinanden og vælge de lækreste råvarer til dagens måltider.

Ums; lækre varer og skøn præsentation.

En af sælgerne på markedet havde virkelig besluttet at udstille sine varer på en passende og hyggelig måde: i store flettede kurve. Det er på alle måder passende for rustikke grøntsager.

Det var vi vist enige om…

Som det ses forenden af rækken af farvestrålende kurve, så var jeg ikke den eneste, der var fristet til at tage billeder af netop denne bod på markedet. Heldigvis tog ejerne af boden det rigtig pænt, at deres varer blev gennemfotograferet på den måde.

Se lige de farver og faconer.

Markeder fascinerer mig i meget høj grad på grund af det æstetiske udtryk: jeg synes simpelthen at grøntsager er smukke i farver og former. At jeg desuden også elsker grøntsager er i den sammenhæng en biting. Jeg bliver helt enkelt i godt humør af farverne, duftene og faconerne, der titter frem på markedsboder.

Farve og facon i skøn forening.

Se lige den her kurv med små fine blommecherrytomater. Hvis ikke de er smukke og indbydende, så ved jeg ikke, hvad er.

Fransk brød – både i duft og udseende.

Foruden grøntsager var deres også en lækker bod med friskbagt brød. Det var lige så det duftede, når man gik forbi, og der var jo ikke andet for end at købe noget af det skønne nybagte. Så var der jo heldigvis også styr på middagsmaden, når nu frokosten var blevet så forsinket.

Den unge martyr foreviget i bronze.

Som nævnt er Orléans stolt af og nært knyttet til Jeanne d’Arc, og hun står i bronze midt på byens hovedplads, og det betød, at hun i går stod midt i det lille men levende bondemandsmarked. Jeg forestiller mig ikke, at der findes ret mange rytterstatuer med kvinder på hesten (faktisk kan jeg ikke komme i tanke om, om jeg har set andre), men Jeanne er til hest her midt i Orléans.

Jeanne i det små.

Jeanne d’Arc har også fundet vej til de helt små detaljer i byen. Jeg er ikke umiddelbart klar over, hvad disse små dæksler skjuler, men der er mange af dem overalt i byen. De er vel max 10 cm i diameter men alle udsmykket med en silhuette af Jeanne i fart – måske skal hun til kongen og fortælle, hvad de guddommelige stemmer nu har bedt hende formidle.

Igen fokuser på kirken og Kristian, ikke på vejarbejdet.

Fra pladsen og ned mod der, hvor vi havde parkeret, kom vi endnu en gang forbi gaden med vejarbejdet og den store stolte katedral forenden. Da himlen denne gang var blå og smuk, måtte jeg have endnu et billede. Denne gang med Kristian i forgrunden.

Fint og hyggeligt – og med flot opsat tapet!

Efter vores lille spa-sure-tæer gennem Orléans på en halvdoven søndag eftermiddag besluttede vi os for endnu en gang at forsøge at check in på det hotel, jeg havde booket til os. Denne gang lykkedes det heldigvis, og vi fik adgang til vores fine lille hotelværelse. Det var dejligt at slutte en god lang dag med at slappe af på hotellet.

Det er da tosset stort – faktisk for stort til at være på billedet.

Loire er fyldt med slotte fra en meget svunden tid i Frankrig. Det er faktisk interessant at opleve og overveje slottene her i landet. De bliver ikke længere brugt, som danske slotte og herregårde, men er blevet underlagt staten og bliver drevet som offentlige museer, hvor alle mennesker har ret til og mulighed for at komme. Det er en helt anden måde at have slotte og herregårde på, men de står på en eller anden måde også som monumenter over en adelig og kongelig klasse, som levede helt fjernt fra resten af virkeligheden.

Slottes spændende silhuette mod en lækker himmel.

I går tog vi på vores første slotsvisit i Loire, og vi gik lige til biddet og valgte det største slot i området, Chambord. Det beskrives som et af de mest genkendelige slotte, og det skal nok passe. Det har i hvert fald en meget speciel silhuette bestående af tårne, trapperum og andre bygningsdele.

Den dobbelte vindeltrappe.

Slottet er – på grund af sin størrelse – ret kaotisk indrettet, og man mister nemt orienteringen mens man går rundt på slottet.Vi havde en audioguide, og her bliver det sagt, at der ikke er en bestemt vej igennem slottet… Det havde nu nok ellers været meget smart. Det hjælper heller ikke, at man bevæger sig op og ned af niveauerne via vindeltrapper (både ude og inde) – og sågar en spindeltrappe med to niveauer. Det var mere end min hjerne kunne rumme: en vindeltrappe i to forskudte niveauer. Det er godt, at jeg er gift med en mand, hvis hjerne er indrettet helt anderledes end min, så han kunne få mig til at se og forstå, hvad der foregik med den fascinerende trappe.

Sans for drama.

Man kan stå inde i den dobbelt trappe og kigge op igennem den, og det ser virkelig smukt ud. Kristian lykkedes med at tage dette ret dramatiske billede af den effekt det er at se op igennem flere etager af trapper.

Den mere enkle udvendige trappe.

Udenpå slottet, inde i gården sidder Francois I’s udvendige vindeltrappe, som er en “almindelig” vindeltrappe med kun et niveau. Det er faktisk meget flot med trappen udenpå slottet, fordi man så bedre kan se trappen.

En af slottets svalegange.

Man kan komme omkring på slottet både indenfor (som i almindelige huse) og udenfor på svalegange. Kristian var heldig at fange ovenstående billede af en tom svalegang, hvilket var et mindre mirakel, for vi var langt fra alene på slottet.

En af Francois’ 700 salamander.

Slottet er bygget til Francois I, og lad os bare sige, at han ville være sikker på, at man ikke giv fejl af, hvem slottet tilhørte: hans initial F og hans våbenskjold (en salamander) er overalt på slottet. Der er omkring 700 salamandere udskåret i træ eller lavet i slottets sten. 700! Det er mange og et arbejde af ubegribeligt omfang i starten af 1500-tallet.

Udsigten fejler virkelig ikke noget.

Chambord ligger i et stort parkanlæg, som det sig hør og bør med prægtige slotte, og indefra slottet kan man naturligvis nyde parkanlægget gennem vinduerne. Jeg ville forsøge at fange udsigten, som den ser ud gennem de gamle vinduer. Lidt forvrænget, men man kan da fortsat nyde udsigten.

Men udsigten er nu smukkere uden vinduer i vejen.

Louis XV’s eneste private område…

Efter Francois I blev slottet brugt af andre konger, og nogle af deres soveværelsesmiljøer har overlevet såvel den franske revolution som anden verdenskrig. Det er meget smukke omgivelser at sove i, men sandheden om det kongelige soveværelse gør det mindre attraktivt: der stod nemlig endnu en seng i hjørnet, hvor nogle af kongens nærmeste rådgivere sov…

Dronningen sov også i stil.

Heldigvis havde dronningen også et soveværelse, og det var her kongen befandt sig, når der skulle produceres officielle prinser og prinsesser. Så måske har der være mere privatliv hos dronningen? Eller også er det forklaringen på elskerinder?

Og dronningen – det er mig. Hvis nogen skulle være i tvivl?

Som regel er tekster på statuer ret banale, men man må give Madame Elisabeth her, at hun ikke var tilbageholdende. Hun er dronningen, og ingen behøver længere være i tvivl.

Grafitti er ikke noget nyt.

Jeg var meget fascineret over al den grafitti, der var graveret ind i slottet. Og ikke mindst det der (i hvert fald hvis man kan tage det for pålydende) var mere end 400 år gammelt eller indgraveret af ikke bare helt almindelige turister på slottet.

Måske har denne due en udpræget interesse for moderne design og æstetik?

Udenfor slottet stod der fire store dametorsoer, som var meget smukke og elegante. Vores race er formentlig enige om, at det var kunst. Men vi taler altså ikke helt samme sprog som duer, for der lå en due og rugede inde under “håret” på den ene skulptur.