Daily Archives: 01/05/2010

1. maj

Vores nærmeste majgren.

1. maj hernede byder på den herlige oplevelse at byen er fyldt med birketræer klædt med crepepapir og hjerter. Jeg nævnte traditionen sidste år, men den kommer endnu en gang i år, for jeg synes faktisk, at det er rigtig hyggeligt. Forestil dig, at unge fyrer lister rundt i byen om aftenen med armene fulde af birketræer og crepepapir. De mosler rundt og sætter træerne op for at overraske de kvinde, de elsker – det er da fantastisk!

Nærbillede af det træ Rikes kæreste har sat op til hende.

Jeg så faktisk en af fyrene kommer slæbende med birketræet gennem Hofgarten i går eftermiddag. Det er virkelig svært ikke at blive i godt humør!

En majgren ved kollegiet, der ligger i den gade, vi bor i.
En kærlig hilsen.

Et lille birketræ under et af de store kastanjer ved den evangeliske kirke – her stod også et birketræ sidste år. Man må da håbe, at det er den samme søde mand, der har sat træet op i år såvel som sidste år ;o)

Et meget farverigt birketræ.

Her har den ikke fået for lidt med farverne.

Langt og slankt birketræ midt i byen.

Nogle af fyrene har virkelig været ude og skaffe meget meget høje birketræer. Og vi bor altså midt i byen, så de har ikke fundet træet lige ude i baghaven eller den nærmeste skov. De har måttet slæbe træet hjem fra udenfor byen.

Lige bag det gamle rådhus i Bonn
står denne kærlighedserklæring.

Kaiserplatz i forårssolen.

Jeg elsker kastanjer nærmest ligegyldig hvilken årstid, men der er noget fantastisk over kastanjer, der står med lysene fuldt tændt. En del af kastanjerne i Bonn er pink, og de er bare smukke!

Et flor af lyserøde kastanjelys.

Nu er det desværre ikke længere blå himmel og smukt derude, så resten af 1. maj bliver indendørs for vores vedkommende. Men vi nåede ud og nyde varmen og smile af alle de søde drenge, der har kurtiseret deres piger. Skønt! Jeg håber, at I får en dejlig 1. maj.

Tagged , , | 6 Comments