Monthly Archives: September 2008

Der er et mønster i vejret her i Wales: morgenerne er fugtige, overskyede og kolde men i løbet af dagen lykkes det solen at brænde skyerne af, og så bliver det varmt og der kan ses områder af blå himmel mellem skyerne. I går måtte vi konstatere, at det eneste regnvejr vi har haft, fik vi den dag, vi ikke havde taget vores paraply med… Er det ikke klassisk? Det er til gengæld bestemt ikke noget at klage over!

Wallisisk er et virkelig fremmed sprog – se bare dette skilt. Der er ikke noget, der er velkendt ved disse to ord?

Der er forskel på sprog…

En af de ting, jeg gerne ville på denne ferie, var at se et fint engelsk hjem. Af en eller anden grund trak det ud med at finde sådan et hjem, men onsdag i Wales blev dagen, hvor det lykkedes. Jeg havde fundet en brochure fra Erddig, som er et fint gammel hus, der bliver varetaget af National Trust. Huset bliver beskrevet som et af de fineste i Storbritannien, og det er vitterlig et fint sted.

Erddigs oprindelige indgang.

Huset er dækket i den smukkeste beplantning, og den røde farve var helt berusende. Bladene var næsten gennemsigtige og alligevel massivt røde.

Rød er min favoritfarve.

Det har vist sig at åbningstider i Wales er noget anderledes end i Somerset, så Erddig åbnede ikke før klokken 12. Vi var der lidt før tid, hvor man kunne se på parken og bygningerne omkring huset. Udsigten over husets park var storslået. Som det ses på billedet havde solen endnu ikke nået at brænde huller i skyerne:

Noget af den smukke park.

Erddig sad ovenpå et område, hvor der var en rig kilde for kul. Da kulminerne var private, var der en gentlemen’s agreement om ikke at minere under huset, men da minerne blev nationaliserede blev kullet under huset gravet frem. Det fik det uundgåelige resultat at halvdelen af huset satte sig; den ene halvdel sank faktisk næsten 1½ meter. Huset var i en forfærdelig stand, og den sidste ejer kunne ikke alene vedligeholde huset. Han kontaktede National Trust, som overtog og istandsatte huset. De brugte fire år på at sætte huset i stand, og de valgte at lade det stå, som det stod i starten af 1900-tallet. Det er meget fint lavet, og vi kan virkelig anbefale at se Erddig, hvis man skulle være i nærheden. Husk også at se de to meget instruktive videoer, der illustrerer processen med at istandsætte huset og med traditionelle arbejdsformer. Vi måtte desværre ikke tage billeder inde i det meget fine gamle hus, så vi måtte nøjes med billeder fra den formelle have.

Erddigs elegante bagside.

Man må have en promenadegang i sin have.

Kristian nød haven og promenadegangen; faktisk forstod han til fulde, hvorfor man havde bygget en lille pavillon forenden af promenadegangen.

Kong Kristian?

Haven var ikke kun elegant; den havde også imponerende planter. Der er virkelig frodigt på en ganske anden måde end i Danmark. Langs murerne voksede der blandt andet kæmpe fignetræer, georginer, gigantiske mærkelige husløg/kakti og en stor smuk rosmarin.

Lone – se walliserne kan også.

Kæmpeplanter, der vist ikke bliver så store i stuerne hjemme?

På vej tilbage til bilen havde solen endelig lykkedes med at bryde skyerne, og vi så igen den smukke blå himmel over Erddigs fine brugsbygninger:

Idylliske brugsbygninger.

Klokken var godt 13.30, da vi var færdige på Erddig, så det var for tidligt til at vende hjem igen. Vi havde to valgmuligheder (altså, vi havde mange, men der var to vi overvejede): at tage til Convy Castle i Nordwales eller køre til Liverpool i England. Vi blev enige om, at det kunne være lidt sjovt at se Liverpool, og som sagt så gjort. Jeg havde slet ikke overvejet, at Liverpool dels var byen, hvor Beatles blev født, og dels stedet hvor Titanic forlod hjemlige vande. Jeg vidste det jo egentlig godt, men havde bare ikke tænkt over det. Beatles fylder bestemt mere i byen end Titanic gør, selvom der er et monument til minde om ulykken. Desværre kunne vi ikke komme tæt på dette monument; i hvert fald ikke tæt nok til at tage billeder og se monumentet ordentligt.

Ved Liverpools havnefront ligger de gamle stolte dampskibsfirmaers imposante bygninger, deriblandt the Liver Building, som er helt fantastisk (og desværre meget meget svær at fotografere):

Man kan næsten høre lyden af de spændte passagerer,
der ventede på at komme med Titanic.

I Liverpools Mathew Street ligger The Cavern Club, som er stedet, hvor Beatles blev til for alvor. Hele gaden kan kategoriseres som Beatlemania, men det er da sjovt at se stedet, hvor så stor musikhistorie startede. The Cavern har på facaden mursten med navnene på alle de store kunstnere, der har spillet på stedet.

The Caverns mur.

Som i så mange andre byer i Europa kan man komme på bustur rundt i Liverpool i dobbeltdækker, men Liverpool har en sjovere måde at komme på tur. Gad vide om inspirationen er Beatles’ We all live in a yellow submarine?

En pensioneret amfibiekæmper.

Det kan godt være at Liverpool var byen, hvor Beatles blev født. Det kan også godt være, at de fire drenge kunne lide en pint lager efter at have øvet, men i Liverpool skal man ikke drikke i offentlighed:

For 5000 kr skal det være en GOD øl.

Liverpool lukker klokken 17.30, så vi vente snuderne mod Wales omkring det tidspunkt. Det tog – som vi efterhånden er vant til – en rum tid at komme hjem til Llanidloes. Men det er jo besværet værd, når man har haft en dejlig dag out and about.

Efter vores mislykkede eksursion til Powy’s Castle kørte vi via et besøg på intetnettet hjem igen til Ceder Cottage for en eftermiddag med afslapning og ikke så meget andet.

Da vi ankom lørdag boede der en enkelt anden gæst i rækken af hytter, og han fortalte, at udsigten var rigtig smuk, hvis man fortsatte op ad bakken. Det besluttede vi at gøre denne aften. Det vidste sig at være en god dag, for så snart vi kom ud af hoveddøren opdagede vi, at det var den klareste dag, vi havde oplevet. Vi opdagede endnu en række bakker bag dem, vi ellers har kunnet se, og over dem var der spredt en masse vindmøller. Det er sjovt sådan pludselig at opdage noget, der i dagevis har været tabt i tågerne.

Vindmøllerne står på den bagerste bakketoppe.

Længere op ad bakken var der ikke alene en smuk udsigt, men også en meget fornem solnedgang. Billederne er taget indenfor ganske kort tid, måske 10 minutter, og alligevel er der markant forskel på lyset i billederne. Solopgange og -nedgange har en stærk tiltrækningskræft på mig.

Solnedgang med forhindringer.

Ned bag bakkerne.

Drømmen er en dag at have et kamera udstyret til at hjælpe os med at tage bedre billeder af bland andet sådan noget som solnedgange. Vi har snakket en del om at tage et kursus i fotografering og i billedbehandling, da vi begge to ville synes, det var fedt at være bedre til at fotografere. Det er virkelig en sjov “kunstform”. Vi må se, hvad AOF har at byde på, når vi kommer hjem.

Tilbage er kun lyset.

Hvis ikke det er berusende smukt,
så ved jeg ikke, hvad det er?

er en af de der meeeeget langsomme dage. Kristian sov længe, jeg skrev blogposter, mens jeg så BBC. Vi blev enige om at køre op for at se Powis Castle, kom frem og så var der lukket i dag. Nu har vi fundet et sted med internet, og så kører vi tilbage til Cedar Cottage. Vi trængte vist alligevel til en afslappet dag.

Tænk! Vi har været i Storbritannien i 10 dage og først nu fik vi en kedelig dag vejrmæssigt. Fra start til slut var mandag en grå dag, og vi fik endda et par byger undervejs. Men vi kan virkelig ikke tillade os at klage; hjemmefra havde vi forventet 14 dages regn, men vi fik i stedet 10 smukke, fantastiske solskinsdage (med en enkelt byge tidligt en morgen), inden der kom regn for alvor. På denne regnvejrsdag var planen at køre til industriens vugge nær Telford i England, og som sagt så gjort.

På vejen stoppede vi i Llanidloes, og jeg fik et billede af det gamle markedshus midt på hovedgaden i byen:

Byens gamle markedshus.

Videre til Blist Hills museum, som er en rekonstruktion af en victoriansk by. Museet ligger på et område, hvor der også er rester fra et stort jernværk med ruinerne af to store blast furnaces. Den victorianske by har en blanding af rekonstruktioner og oprindelige objekter fra fortiden. På grund af det lidt træls vejr var det ikke rigtig nemt at få gode billeder, men vi prøvede.

Blast furnaces.

Museet har en skæg feature: hos Lloyds Bank kan man veksle sine moderne pund til victoriansk valuta. Den gang var der ikke 100 men derimod 240 pennies på et pund, så det var lidt sjovt at få vekslet pengene og så handle med den gamle møntfod i museets små butikker:

Kristians pote med victorianske mønter.

Hos apotekeren havde de sat en tandlægeklinik op, og vi måtte naturligvis dokumentere den, så min mutti kan se, hvordan hun skal indrette klinikken, hvis den trænger til lidt historiske autencitet:

Selve uniten,
hvis man kan kalde den det…?

Instrumenterne up close and personal.

En af museets perler er en Swatter’s Cottage, som var et hjem for de mænd, der arbejdede ved jernværket. Der er tale om en lille stenhytte, som var hjem for op til otte voksne. Da vi skulle se hytten begyndte det at regne, og en skolelærer besluttede at hans klasse kunne forblive tørre, hvis alle 25 blev sendt ind i hytten på én gang. Så vi var vel omkring 30 mennesker derinde – ingen kunne se noget og man kunne dårligt bevæge sig. Det var måske nok ikke den bedste beslutning, men heldigvis lykkedes det Kristian og jeg at komme ud.

Forestil jer dette lille hus med 30 mennesker indeni.

Når vi nu var i området, skulle vi naturligvis også se verdens første jernbro, Iron Gorge Bridge. Broen er ret imponerende især når man betænker, at den er bygget i 1779. Som Kristian sagde: den er kun lidt yngre end USA…

Iron Gorge Bridge.

Udsyn over kløften gennem broen.

Der var et godt stykke vej hjem fra Telford, og da vi skulle handle til vores sidste dage herover (denne gang hos Waitrose), lykkedes det os ikke at være hjemme før klokken 20.15. Det var mørkt på det tidspunkt, og så bliver de smalle wallisiske veje endnu mere spændende… Men vi kom op på toppen af bakken i sikkerhed selv i mørket.