På vejen stoppede vi i Llanidloes, og jeg fik et billede af det gamle markedshus midt på hovedgaden i byen:
Byens gamle markedshus.Videre til Blist Hills museum, som er en rekonstruktion af en victoriansk by. Museet ligger på et område, hvor der også er rester fra et stort jernværk med ruinerne af to store blast furnaces. Den victorianske by har en blanding af rekonstruktioner og oprindelige objekter fra fortiden. På grund af det lidt træls vejr var det ikke rigtig nemt at få gode billeder, men vi prøvede.
Blast furnaces.Museet har en skæg feature: hos Lloyds Bank kan man veksle sine moderne pund til victoriansk valuta. Den gang var der ikke 100 men derimod 240 pennies på et pund, så det var lidt sjovt at få vekslet pengene og så handle med den gamle møntfod i museets små butikker:
Kristians pote med victorianske mønter.Hos apotekeren havde de sat en tandlægeklinik op, og vi måtte naturligvis dokumentere den, så min mutti kan se, hvordan hun skal indrette klinikken, hvis den trænger til lidt historiske autencitet:
Selve uniten,hvis man kan kalde den det…?
Instrumenterne up close and personal.
En af museets perler er en Swatter’s Cottage, som var et hjem for de mænd, der arbejdede ved jernværket. Der er tale om en lille stenhytte, som var hjem for op til otte voksne. Da vi skulle se hytten begyndte det at regne, og en skolelærer besluttede at hans klasse kunne forblive tørre, hvis alle 25 blev sendt ind i hytten på én gang. Så vi var vel omkring 30 mennesker derinde – ingen kunne se noget og man kunne dårligt bevæge sig. Det var måske nok ikke den bedste beslutning, men heldigvis lykkedes det Kristian og jeg at komme ud.
Forestil jer dette lille hus med 30 mennesker indeni.Når vi nu var i området, skulle vi naturligvis også se verdens første jernbro, Iron Gorge Bridge. Broen er ret imponerende især når man betænker, at den er bygget i 1779. Som Kristian sagde: den er kun lidt yngre end USA…
Iron Gorge Bridge.
Udsyn over kløften gennem broen.Der var et godt stykke vej hjem fra Telford, og da vi skulle handle til vores sidste dage herover (denne gang hos Waitrose), lykkedes det os ikke at være hjemme før klokken 20.15. Det var mørkt på det tidspunkt, og så bliver de smalle wallisiske veje endnu mere spændende… Men vi kom op på toppen af bakken i sikkerhed selv i mørket.
