Daily Archives: 21/09/2008

Lyden af middelalderen

Efter at have nydt den berusende solopgang var målet for vores dagstur Harlech Castle, som ligger ved vandet i det vestlige Wales. Turen til slottet gik igennem nationalparken Snowdonia, og langs en del af Wales’ kystlinie. Vi havde endnu en smuk dag med blå himmel og spredte tottede skyer, så vi nød vores ellers lidt lange køretur nordvest på.

Et sted, hvor vi stoppede, var det muligt at kravle over en lille stige ind til fårene. Fårene er ikke ligefrem kæledyr, men jeg måtte alligevel tage turen over stigen bare for sjov. Forresten var stigen der for at give adgang til en offentlig sti gennem området.

Undertegnede nyder solen og vinden.

Stedet vi stoppede havde en fin udsigt til alle sider, så endnu en gang virker det som om parkeringspladserne er udlagt med omtanke for besøgende – eller også er der simpelthen bare smukt lige gyldigt hvilken vej, man vender sig her i Wales.

Det er da smukt!

Kristian havde planlagt en lille tur forbi en geocache, som skulle være nyt midlertidigt hjem for de travelbugs og geocoins (hvis det her er sort snak, så tjek Geocaching.com), vi havde med hjemmefra. Cachen lå lige ved en fin naturlig havn, og i et område der var udgangspunktet for en række vandrestier. Vi fandt cachen nemt, og så fik vi tid til at nyde omgivelserne.

Udsigt over havnen.

Til vores store glæde har det været meget nemt at finde parkeringspladser alle steder, vi har været, men i Harlech var vi alligevel mere end almindeligt heldige, idet vi fik en ganske gratis parkeringsplads 200 meter fra indgangen til slottet. Vi var dog ellers nær kørt ned ad denne vej:

40%
– det kan man kalde stejlt!

Vores fine parkeringsplads var lige om hjørnet fra slottet, så det var et smukt syn, der mødte os, da vi gik om hjørnet. Man kan da ikke undgå, at blive en lille smule intimideret af det store slot, som det tårner sig om mod himlen. Adgangen til slottet går ad en trappe ned i og så opad voldgraven igen. At komme nedefra og op mod slottet understreger fornemmelsen af den storladenhed og magt, som slottet var tænkt til at indgyde.

Den overvældende indgang til Harlech Castle.

Ved et rent tilfælde viste det sig, at der var levende historie i gang på slottet: en gruppe riddere viste forskellige kampteknikker og fortalte lidt om, hvordan man ville have forsvaret slottet i middelalderen. Et par af ridderne gennemførte en meget voldsom kamp med sværd og skjolde, og lyden af de to krigeres kamp var overvældende i slottes midte.

Den ene ridder havde skiftet til et mere brutalt våben.

Slottet ligger med udsigt til kysten, men desværre ligger der en masse parcelhuse og feriehuse lige neden for slottet, så udsigten er ikke helt storslået, som man kunne have forestillet sig. Men! På nogle steder får man fantastiske udsyn som dette:

Blik mod uendeligheden.

Ad meget smalle, ujævne og mørke trapper gik det op på slotsmurerne og ind i tårnene. Lad os bare sige det lige ud: der var dælme langt ned deroppefra! Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan man har færdes på trapperne iført rustning eller bærende på tunge våben. På vej ned var der et stykke af af trappen, hvor man blokerede for det lille vindue, der gav lys, så der var helt mørkt. Så gælder det om at holde tungen lige i munden.

Ser det ikke indbydende ud?

Besøget på Harlech Castle var en god oplevelse, og vi fik mulighed for at nyde slottet lidt længere, da vi spiste “sunday lunch” på en restaurant lige overfor slottet. Efterfølgende kunne vi nyde slottet udefra, inden vi kørte hjemad – den lange vej.

Harlech Castle.

Vi besluttede os for at tage den lange vej hjem. Kristian anslog, at det nok ville tage godt to timer at køre hjem. Det gjorde det i hvert fald – faktisk lykkedes det os at være 3½ time om at komme hjem til vores lille hytte på bakken. Men det var en smuk tur hjem, og Kristian var lykkelig for at få lov at køre på en absurd smal bjergvej. Ved dens begyndelse stod den beskrevet som “narrow mountain road with few passing places”. Jeps, sådan var det.

Ikke meget vej men lige nok…

Der var ingen tvivl om, at vi havde begivet os ud i et område, der i højere grad tilhørte fårene, end det tilhørte menneskene. En observation vi fik bekræftet et af de steder, vi stoppede:

Dette er fåreland, så er I advaret!

For at det ikke skal være løgn, lykkedes det os at fange et lille damptog på the Bala Lake Railway, som kører langs Bala Lake. Vi passerede det et sted, hvor vi ikke kunne nå at parkere bilen og nappe et par billeder, så vi kørte videre ad vejen og stoppede ved et lille trinbræt. Der stod vi så i nogle minutter og ventede på at toget kom forbi. Lokoføreren var så venlig lige at trutte af os, så vi fik set toget med damp ud af skorstenen:

Maid Marion trækker af sted med sit læs.

Efter en lang tur gennem det smukke wallisiske landskab var vi hjemme lige inden det blev mørkt. Det kan være udmattende at holde ferie.

2 Comments

Solopgang over Barn View Cottages

Søndag vågnede jeg omkring klokken 7.10 og udsigten ud af vores soveværelsesvindue afslørede den smukkeste solopgang. Den kunne lige anes gennem disen og skyerne, og jeg måtte bare ud og nyde den. Det var køligt, og der var dug på græs, træer og bilen, men det føltes som efterår. Fårene syntes tydeligvis, at jeg var stået for tidligt op, og selv den lokale hane var endnu stille.

Alle fårene lå på marken og snorkede.

Det er ikke helt enkelt at forsøge at tage billeder af en sol, som brænder ned gennem skyerne, da den ikke er rar at se på gennem linsen. Jeg valgte en mellemvej, hvor jeg kun kiggede en lille smule gennem linsen, inden jeg trykkede på aftrækkeren:

Det kan man kalde direkte lys.

Der var meget stor forskel på, hvordan udsigten så ud, alt efter hvor jeg vendte mig. Se bare her, hvor solen er i yderkanten og disen direkte foran:

Disen letter
– måske?

Endelig har jeg en ting med billeder, hvor der er forhindringer, så jeg var også nødt til at snuppe dette billede:

Sådan et smukt syn.

Når nu jeg alligevel var ude med kameraet, og lyset var så smukt, besluttede jeg at få et par billeder af vores midlertidige hjem, Cedar Cottage. Der er åbent ind til vores stue, vinduet til højre er ind til vores køkken. Ovenpå er der to soveværelser – vi sover i det til højre. Det er en meget fin hytte, som egentlig minder lidt om de huse, vi kender fra Toscana med blotlagte bjælker, landkøkken med mere. Det lille hus forenden af rækken af hytter er “resourcerummet”, som er fyldt med turistbrochurer, forskellige småting man kan købe, dvd’er, bøger og spil man kan låne, fryser, vaskemaskine og tørretumbler. Det er et meget fornemt sted, der har sådan et rum til rådighed for sine gæster. Vi har fået vasket lidt tøj, kigget på et par brochurer og overvejet at se en dvd eller to.

Cedar Cottage.
Tagged , , | 1 Comment