Irland 2014: Derry-Galway

2014-11-19-08.49

Det var herligt at falde i søvn til synet af en oplyst by, men det var også en fornøjelse at vågne og kunne se den samme udsigt i dagslys. Jeg tror ikke, at man ville blive træt af denne udsigt, selv hvis man boede mere end én nat i Derry. Vi havde dog kun booket en nat, så efter morgenmad satte vi kursen sydpå, så vi kunne komme de knap 300 km fra Derry til Galway.

1411-110

For at få noget ud af dagslyset andet end at køre på en hovedvej, havde K planlagt nogle forskellige stop på vejen mellem Derry og Galway. Det første stop var ved Grianán Ailigh, hvor vi ankom omkring klokken 9 blot for at finde ovenstående skilt…

1411-020

Heldigvis kunne vi smide bilen relativt diskret og ikke alt for meget i vejen, og så kunne vi da gå op til Grianán Ailigh. K havde nemlig læst på nettet, at der var adgang til stedet uanset åbningstid. Formentlig skyldes bommen for indkørslen noget i retning af, at man ikke er interesserede i, at parkeringspladsen på toppen af bakken ender som en campingplads.

1411-038

Når jeg skriver “på toppen af bakken”, så mener jeg det virkelig. Det var en god travetur opad bakke i kraftig vind – vinden fornægter sig ikke i billedet af mig. Men det var friskt og dejligt, og udsigten blev kun bedre, jo længere vi fik kæmpet os opad.

1411-006
Endnu en dag, endnu en solopgang! Vi har været rigtig heldige med solop- og nedgange de her første dage af vores ferie, og man kan ikke andet end at nyde synet af solen, som den gør sit ypperste for at trænge igennem skyerne.

1411-050

Grianán Ailigh er et cirkulært fort af sten, bygget omkring år 600 på en høj bakke 10 km nordvest for Derry. Herfra har man et glimrende udsyn over de omkringliggende counties Londonderry, Tyrone og Donegal, hvilket også gjorde at fortet blev sæde for kongerne af Ailigh.

1411-072 I 1083 blev Domhnall Ua Lochlainn (Donald O’Loughlin) konge, hvilket han fejrede med et traditionelt crech ríg – et røvertogt. Han kom hjem med en mængde kvæg og skatte, som blev delt ud som gaver til hans trofaste støtter. Knap en snes år senere – i 1101 – ramte det dog Ailigh i nakken, da fortet blev indtaget og mestendels ødelagt af kongen af Munster, Muircheartach Ua Briain (Murdoch O’Brien), som hævn for Donalds tidligere togter.

1411-092

Herefter lå fortet hen som ruin indtil 1870′erne, hvor lokale arkæologer udgravede og restaurerede det. Som man lige kan ane, så står jeg i midten af dette billede, og som det ses, er jeg ganske lille i forhold til det store anlæg. Man har virkelig ment det alvorligt, når man har slæbt alle de sten op ad stejle skrænter for at bygge et anlæg af disse dimensioner.

1411-097Endnu en gang er jeg med på billedet for at indikere, hvor høje murerne er. Som K siger, så er jeg “banana for scale”.

1411-098

Jeg var så en banan, som skulle arbejde ganske meget for at blive stående stille, for det blæste en halv pelikan på toppen af bakken. Det var friskt og herligt at blive blæst godt igennem fra morgenstunden.

1411-101Og så lige et af de obligatoriske selfies, fordi vi selv synes, de er hyggelige at have – og fordi det her var lidt vanskeligt at tage på grund af vinden.

1411-0791411-053

Man forstår godt, hvorfor Grianán Ailigh ligger netop dér, hvor det ligger, for man kan vitterligt se langt til alle sider deroppefra. Som K og jeg snakkede om, så har det sikkert været rart at kunne forberede sig på at få gæster: Det har nok ikke altid været gode nyheder, når naboen besluttede sig for at komme på visit…

1411-113

Fra Grianán Ailigh gik turen videre til Lower Lough Erne og Castle Caldwell. Slottet blev anlagt som led i den britiske kolonisering af Ulster mellem 1612 og 1619 af Blennerhassett-familien. Som mange af kolonisterne var de formentlig skotske presbyterianere.

1411-118
I 1672 blev slottet købt af familien Caldwell, der boede på ejendommen indtil den blev solgt på auktion i 1876. Det er uvist hvem der købte slottet og hvornår det forfaldt, men forfaldt gjorde det, og nu står der kun en overgroet ruin tilbage.

1411-112

Da vi havde besigtiget slottet – eller resterne af det – var det tid til at gå en tur rundt på den halvø, hvor slottet står. Vi valgte den 4km lange tur, som tog os ud på spidsen af halvøen og tilbage igen.

1411-125 1411-130

Lough Erne består af to forbunde søer, og det er det næststørste sø-system i Nordirland og det fjerdestørste på hele Irland. Man kan godt fornemme, at der er tale om søer, men samtidig er vidderne nogle ganske andre, end når man går en tur omkring en gennemsnitslig dansk sø.

1411-135

Vi nuppede dagens andet selfie, da vi troede, at vi var på Rossergole Point. Det viste sig så, at vi var omkring 100 meter fra halvøens spids, men der var udsigten faktisk slet ikke så fin, som fra denne lille stribe strand.

2014-11-19-15.02Efter endt gåtur var det så småt blevet frokosttid, og et godt bud på frokost her og i UK er Costa Coffee. Jeg googlede mig frem til, at der var en Costa udenfor Sligo, som vi ikke var så langt fra, så her kørte vi ind og fik frokost og noget varmt at drikke.

1411-137

Irlands meget tidlige historie lader sig ikke sådan skjule: Der er neolitiske stenkonstruktioner spredt udover landet, og vi stoppede ved Creevykeel. Dels for at se det flotte sted, og dels for at finde den geocache, som lå gemt i nærheden.

1411-146

Creevykeel blev bygget i det tredje årtusinde før vor tidsregning, og det er et fornemt eksempel på en Court Cairn, som er en bestemt type begravelsespladser, der findes i det vestlige og nordlige Irland samt i det sydlige Skotland.

1411-173

Som med de fleste andre stenaldermonumenter, så befinder Creevykeel sig på toppen af en bakke med en god udsigt til landskabet omkring. Det er som sådan ikke overraskende, at fortidsmennesket har lagt sine vigtige bygninger højt, men det er interessant, at det er så konsekvent en forseelse.

1411-162

Vi ved jo forsvindende lidt om, hvordan disse monumenter blev brugt, så jeg måtte nøjes med min helt egen stenaldermand. Han viser her, hvordan han fortolker stenaldermandens væsentligste rolle… Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænker om det, men det er da bestemt et bud på en fortolkning af fortiden.

1411-185

K havde kun et enkelt sted mere, som han gerne ville nå, inden vi for alvor begav os mod Galway: Monumentet for Monsignor Horan, som står i nærheden af Knock (det er i øvrigt anden dag i træk, bloggen byder på en mand med armene udstrakt mod himlen…). Knock er en undselig by med knap 600 indbyggere i County Mayo i det vestlige Irland. Af umiddelbart uforklarlige årsager valgte Jomfru Maria i 1879 at besøge byen i følgeskab med Josef, evangelisten Johannes, nogle engle, et alter og et får. Det har ført til at årligt op mod halvanden million pilgrimme valfarter til byen for at bede ved Knock Shrine.

1411-193

Eftersom Knock ligger midt i ingenting var det relativt besværligt at komme dertil, hvilket Monsignor James Horan besluttede sig for at gøre noget ved. Horan var sognepræst i Knock fra 1967 til sin død i 1986, og var drivkraften bag anlæggelsen af en international lufthavn der skulle gøre det lettere at besøge helligdommen, hvilket altså har givet anledning til at opstille et monument over ham ved lufthavnen. Vi kørte igennem Knock, og den bygning de mange pilgrimme valfarter til ligner noget, der er løgn… Billede kan ses her, hvis man er nysgerrig. Vi nøjedes med at køre forbi og konstatere, at vi ikke er målgruppen.

1411-177 1411-179K fandt kassen, og det er altid dejligt, når det lykkes. For mit vedkommende var jeg måske nok endnu mere begejstret for at få lejlighed til at nyde udsigten ud over landskabet bag Monsignor Horan. Det var badet i de sidste stråler fra den nedgående sol, og det så bedårende ud.

Turen gik nu til The Connaught, hvor vi fik vores værelse for de næste fire nætter, inden vi kørte ind til Galway og købte aftensmad. Nu var vi nået til Irland proper, og havde lagt Nordirland bag os. Men vi er enige om, at det var den helt rigtige beslutning af bruge en del af vores ferie på at se nogle af de spændende steder, Nordirland har at byde på.

Tagged , , , , | 1 Comment

Irland 2014: Fødselsdag på irsk

2014-11-18-08.29.05
Tirsdag kunne vi stå lidt senere op end mandag, da vores planer var mindre avancerede. Første punkt på dagsordenen, da Ks vækkeur ringede, var dog, at jeg fik lov til at åbne min fødselsdagsgave. Og K havde fundet på noget, der var fuldstændig overraskende: Jeg havde opdaget, at James Blunt skulle spille i Dublin 20.11., og jeg havde egentlig spurgt K, om vi kunne få det passet ind i programmet. Nej var svaret, hvilket jeg accepterede uden spørgsmål. Men K havde snydt mig, og vi skal til koncert i Dublin! Juhuu! Tak for gaven, søde Kristian.

Min fødselsdagsmorgenmad var en fuld “cooked breakfast”, som viste sig mere at være noget for K end for mig. Men det var fint, og vi forlod det lille B&B i Portrush med fyldte maver og en fornemmelse af at have boet et fint og hyggeligt sted.

141118-(8)
Fra B&B’et gik turen ud til kysten igen, hvor vi ville se Downhill House og Mussenden Temple. Downhill House var et palæ, som blev opført i slutningen af 1700-tallet til Frederick Hervey, 4th Earl of Bristol.

141118-(21)
Til trods for at vi havde sovet lidt længere end mandag, nåede vi ud til Downhill, inden solen endnu var stået helt op, hvilket betød, at vi fik mulighed for at nyde en skøn sart solopgang over stedet.

141118-(81)
Oprindeligt var Downhill House udstyret efter moden med fresker, statuer mm, men nu er der kun skallen tilbage af det, der var en gang. I 1851 blev huset i vid udstrækning ødelagt af en brand, men det blev genrejst i 1870′erne, og det reelle forfald tog først fart efter 2. verdenskrig.

141118-(22)141118-(24)
Når man går fra huset og ned mod kysten, forstår man til fulde, hvorfor hertugen ville have sig hus liggende netop dér, hvor det ligger: Der er et virkelig smukt syn over kysten og havet samt ind over det bagvedliggende landskab. Det må have været mindst lige så smukt for 250 år siden. Jeg må da også indrømme, at jeg ikke kiggede så meget på ruinen af det gamle palæ men langt mere på den fantastiske udsigt – som bestemt ikke blev ringere af, at det faktisk var lækkert vejr allerede fra morgenstunden.

141118-(28) 141118-(42)
Vi var der jo begge to, så der er billeder af os begge ;) Svært at sige så meget om dem, andet end at jeg på sigt bliver glad for at have billeder af os og ikke kun af monumenter, bygninger og smukke udsigter.

141118-(37)
Jeg tror ikke, at jeg siger for meget, hvis jeg afslører, at vi i højere grad var kommet for at se Mussenden Temple end Downhill House. Den lille bygning ligger på linje med huset men helt nede ved kysten. Og jeg ved ikke, om der altid er to “gallionsfår”, der står så fint på hver side af stien ned til templet.

141118-(45)
Mussenden Temple blev opført i 1785, og det har fået sit navn, fordi det er tilegnet Frideswide Mussenden, hertugens kusine.

141118-(78)
Templet er inspireret af Tempio di Vesta i Rom, og var faktisk ikke et tempel, som vi forstår det. I stedet var det hertugens bibliotek komplet med ildsted, hvor der altid var ild, så der var varmt og tørt i biblioteket. Inskriptionen langs bygningens top lyder: “Tis pleasant, safely to behold from shore / The troubled sailor, and hear the tempests roar.

141118-(68)
Da den gode hertug valgte denne inskription havde han formentlig ikke overvejet, at hans bygning selv ville være truet af elementernes hærgen. Oprindeligt var det muligt at køre en hestevogn rundt om Mussenden Temple, og nu sidder bygningen udsat på en stadigt eroderende klippeskrænt! Man har naturligvis gjort, hvad man kan for at sikre bygningen, men man sidder mindre sikkert derinde nu, end man gjorde en gang.

141118-(51) 141118-(94)
Erosion eller ej, så er udsigten fra Mussenden Temple stadig fuldstændig bjergtagende, og det er kun ved at være standhaftig, at jeg har postet 2 billeder af udsigten, og ikke 20 billeder.

141118-(48)
Fra templet kan man kigge ned på Downhill Strand, og udover at man kan konstatere, at der er tale om en bred sandstrand, kan man også se, hvordan man har anlagt en togstrækning lige bag stranden… Det må siges at være en togrute med god udsigt.

141118-(97)

Jeg kan aldrig modstå muligheden for at komme ned til havet, og jeg skal gerne indrømme, at Atlanterhavet trak ganske meget, så fra Downhill House kørte vi ned ad bakken (høhø) til vandet, hvor vi smed bilen på den første parkeringsplads, vi fandt. Herfra kunne vi følge et ret flot vandløb, som snoede sig ned over stranden, før det løb ud i det store ocean.

141118-(106)

Ikke alene fik vi set Mussenden helt tæt på, men vi fik også set det nede fra stranden, hvor det ser ganske pittoresk og forladt ud, som det sidder det helt ude på spidsen af klippen. Stranden her har også været en kulisse i Games of Thrones, men jeg synes oprigtig talt, at stranden og udsigten til Mussenden i sig selv er værd at se, uden at man forholder sig til Game of Thrones – det er bare added bonus.

141118-(141)

Ikke kun udsigten op mod Mussenden var fin, det var den sådan set også den modsatte vej. Og som det ses havde solen fået lidt fat, og den havde sammen med vinden fået sørget for, at det var lidt blå himmel over Benone Strand.

141118-(117)

Elsker en blå himmel med tottede hvide skyer, og den bliver altså overhoved ikke ringere af, at den er over hovedet på mig ved Atlanterhavet, på ferie med K på min fødselsdag!

141118-(132)Der var jeg jo – og Atlanterhavet mente, at det også skulle spille en væsentlig rolle i dette billede, for jeg måtte nærmest løbe ind mod K for at undgå at blive alt for våd om fusserne.

141118-(119)  141118-(140)

Det giver jo ikke mening at sige ret meget om de her billedet andet end, at havet var smukt og stort og voldsomt. Og at det med havet som med bjerge: Man kan blive ved og ved og ved med at tage billeder af det.

141118-(145) 141118-(146)Vi var også ganske fascinerede af de mønstre, der var i sandet. Vi var i tvivl om, om det storte i sandet var forurening eller sort sand, og vi fandt desværre ikke noget svar. Uanset hvad det skyldtes, så det rigtig flot ud i kombination med det lyse sand.

141118-(153) 141118-(160) 141118-(165)Fra stranden kørte vi videre langs kysten, og kom blandt andet hen over toppen af, hvad tilsyneladende havde det meget deskriptive navn Windy Hill. Navnet syntes vitterligt at være spot-on, for der var stiv vind på toppen, men udsigten var blæsten værd, kan man roligt sige!

141118-(167)

På toppen af bakken stod der en på sin vis noget sær statue for stedet: En keltisk dekoreret herre med armene mod himlen stod i stævnen på en lille båd på og kiggede ud mod vandet.

141118-(168)
Hvad han end har gang i der midt på bakken, så så han meget dramatisk ud med hænderne strakt op mod den letskyede himmel.

141118-(170)

Og naturligvis kunne K ikke modstå fristelsen, og han måtte hoppe op bag sin keltiske frænde og indtage samme positur som den statelige herre. Ja, ja, det er K jo nok ikke den første, der har gjort ;)

141118-(184)

Der var en lille udsigtspost nedenfor Windy Hill, og her kunne man se ud til, hvor man kan sejle mellem Nordirland og Irland. K havde egentlig tænkt, at vi skulle gøre netop dette, men færgen var holdt op med at sejle fra oktober. Vi nøjedes med at kigge ud over spidsen, og den fine måde solen faldt på tippen helt ude ved vandet.

141118-(193)

Målet for dagen var Derry, hvor vi skulle fejre min fødselsdag med afternoon tea og derefter have en enkelt overnatning. Da vi havde fundet en parkeringsplads i Derry, gik vi ud og så nærmere på en af de features, der gør byen kendt: Dens store velbevarede mure, som blev bygget 1613-1619 som et forsvarsværk mod angribende skotter og englændere.

141118-(204)Murene er mellem 3,7 og 10,7 meter brede, i alt godt 1,6km lange og fuldstændig intakte, således at de omkranser Derrys gamle by. Derry er en af de få byer i Europa, hvis forsvarsværk aldrig er blevet brudt, og byen har modstået flere belejringer inklusiv en 105 dage lang belejring af engelske tropper i 1698. Denne uigennemtrængelighed har givet Derry sit tilnavn: The Maiden City.

141118-(200)Der er rigtig flot udsigt fra muren udover det moderne Derry, som langsomt har spredt sig udenfor murene i takt med, at den gamle (og fuldstændigt omringede) by blev for lille til mængden af mennesker i den. Vores B&B lå lidt til venstre for den kirke, der kan ses i billedet her.

141118-(190)Derrys Guild Hall blev opført i 1890, og den ligger lige udenfor murene. Guild Hall blev mål for indtil flere teoristangreb, og bygningen blev voldsomt skadet af to bomber i 1972.

141118-(191)

Bag Guild Hall kan man se Peace Bridge, som krydser floden Foyle. Broen blev åbnet i 2011, og det er jo ikke svært at regne ud, hvorfor den har fået sit håbefulde navn.

141118-(228)

Vi opdagede ganske hurtigt, at Derry faktisk er en ret stejl by, og det gælder også for murene: Bishop’s Gate her rejser sig som en pukkel midt på murene, og der er altså ganske langt ned fra toppen af den (og kun et knæhøjt gelænder til at holde os fra at dratte ned).

141118-(231)

Ved Bishop’s Gate i Derrys bymur så vi et højt hegn, som er en del af de såkaldte “peace lines – høje hegn, som adskiller katolske og protestantiske områder og sørger for at man ikke så nemt kan lobbe en rørbombe ind i naboens have. Det er altså vanskeligt at forestille sig, hvordan det er at bo et sted, hvor livet føles mere sikkert, hvis man bor bag meter høje hegn…

141118-(216)Fra murerne kunne vi se ned på Bogside og flere af de vægmalerier, som er blevet det kunstneriske levn fra den konflikt, der kaldes The Troubles. Vi blev enige om, at vi ville køre ned og se nærmere på malerierne, og derfra køre videre ud til det B&B vi skulle overnatte på.

The Troubles er det engelske navn for konflikten i Nordirland, der “officielt” varede fra 1968 til 1998, men som stadig kun er gemt lige under overfladen. (I denne uge har socialarbejdere fra Derry kommune fået dødstrusler, og for to uger siden blev en politibil beskudt af en fjernstyret morter et par hundrede meter fra vores B&B i Bogside.) Konflikten gik overordnet set ud på om Nordirland skulle være en del af UK eller republikken Irland. Det er selvfølgelig mere kompliceret end det, men den korte udgave er at katolske/irske og protestantisk/britiske militser angreb hinanden og civile. Den britiske hær og det nordirske politi prøvede at opretholde holde ro og orden med hårdhændede metoder, og var også involveret i samarbejde med loyale militser.

2014-11-18-14.30
Dette vægmaleri er tilsyneladende ikke en officiel del af The Bogside Artists’ malerier, men ikke desto mindre et udtryk for, at man bruger væggene til politisk motiveret kunst.

2014-11-18-14.41
The Runner
fortæller om, hvordan tåregas blev brugt mod demonstranterne, og det er lokaliseret lige ved siden af vægmaleriet, der omhandler Operation Motorman. Endelig er The Runner også en memorial for de to knægte, hvis billeder pryder væggen: Charles Love (16 år) og Manus Deery (15). Charles Love blev dræbt 28. januar 1990, da en bombe blev sprængt nær byens mure. Bomben var smidt af IRA og hensigten var at ramme vagter, mens ofret blev i stedet Charles Love, som befandt sig flere hundrede meter fra, hvor bomben blev sprængt. Manus Deery blev ramt af kugler fra britiske soldater den 19. maj 1972.

2014-11-18-14.44Civil Rights maleriet fortæller om begyndelsen
på Derrys kamp for civile rettigheder.

En af de første konfrontationer var Battle of the Bogside. Langvarig diskrimination af den overvejende katolske befolkning i Derry – fx var 12 ud af 20 byrødder protestanter, skønt 60% af indbyggerne var katolikker – fik den årlige protestantiske Apprentice Boys-march til at udløse tre dages optøjer med barrikader, molotov-cocktails og alt dertil hørende.

2014-11-18 14.32.10Vægmaleriet skildrer begivenheder
fra Bloody Sunday.

Bogside udviklede sig over de næste tre år til et af flere no-go områder i Nordirland. Den 30. januar 1972 blev verdenskendt som Bloody Sunday. En katolsk borgerrettigheds-demonstration ender med en massakre da britiske faldskærmstropper åbner ild og dræber 14.

2014-11-18-14.40En kreativ skildring af Operation Motorman.

Et halvt år senere er Bogside igen i nyhederne på grund af Operation Motorman, hvor den britiske hær sætter kampvogne ind i Derrys gader for at rydde barrikaderne og gøre det muligt for politiet at køre ind i området.

2014-11-18-14.48

The Peace Mural kombinerer en fredsdue og et egeblad. Duen repræsenterer Derrys grundlægger St. Columba, som siges at have grundlagt Derry i en egelund, derfor en due og et egeblad.

strike
Vi opdagede, at der var ved at blive arbejdet på det billede, der hedder Hunger Strike, som handler om den sultestrejke, der fandt sted i slutningen af 1980. Vi undrede os over, hvorfor de monstro var ved at male væggen om / op. K fandt svaret: Billedet var blevet udsat for hærværk, hvilket ifølge The Bogside Artists er første gang et af deres værker bliver vandaliseret. Drengestreger eller politisk motiveret? Det kan jeg ikke svare på, men jeg er sikker på, at overvejelserne aldrig er fjerne for så politisk motiverede kunstnere, som dem der står bag vægmalerierne i Derry – og som arbejder i et fortsat labilt klima.

Hvis man nogensinde befinder sig i nærheden af Derry, så er vægmalerierne et must! Det er moderne kunst, som bevæger en og efterlader en med et behov for at vide mere og for at forstå. Det var en virkelig voldsom og rørende kunstnerisk oplevelse at gå der mellem vægmalerierne på en smuk solbeskinnet tirsdag i relativt fred og ro…

2014-11-18-14.33
Free Derry Corner
er et gavlmaleri i Bogside der oprindelig blev malet af John “Caker” Casey i januar 1969. Huset blev revet ned i forbindelse med en udvidelse af Lecky Road, der nu går på begge sider, men gavlen fik lov at blive stående som et monument over Free Derry, der var effektivt autonomt mellem 1969 og 1972.

2014-11-18-14.38

I den anden ende af den trafik-ø, hvor gavlen står, er der et monument over de republikanske ofre for sultestrejken i 1981. Ti irere sultede sig selv ihjel i britiske fængsler, deriblandt Bobby Sands som blev valgt til det britiske parlament i Westminster mens han sultestrejkede. Monumentet er formet som et H, fordi fangerne sad i de såkaldte H-Blocks i det berygtede fængsel i Maze udenfor Belfast.

2014-11-18-14.37
Bag H-monumentet står et undseligt monument over IRA-militante der blev dræbt “i tjeneste” på steder hvor der ikke kan opsættes mindeplader over dem – fx til søs eller i protestantiske områder. Hvis man er unionist, dvs. går ind for at Nordirland skal forblive under UK, så svarer det lidt til at der blev sat et officielt mindesmærke op for Blekingegadebanden på Strøget.

Det sidste monument på pladsen er en stele rejst for ofrene for Bloody Sunday, men det missede vi desværre begge to at tage billeder – det kan dog ses her, hvis man skulle være nysgerrig.

2014-11-18-15.48 2014-11-18-15.35

Jeg havde fået frit lejde til at bestemme, hvordan jeg ville fejre min fødselsdag madmæssigt, og valget faldt på afternoon tea på Primrose Café. Det var en fin lille hyggelig café, og vi nød vores afternoon tea og masser af dejlig varm the.

2014-11-18-15.48a

Jeg havde skrevet til dem via Facebook angående at bestille et bord i anledning af min fødselsdag, og de havde svaret, at jeg skulle ringe. Det var K, der ringede, og han nævnte ikke mig og min fødselsdag, da han bestilte bord. Alligevel havde de lagt 2 og 2 sammen, og kagen på anretningen var en miniture fødselsdagslagkage, hvilket virkelig var sødt af dem.

141118-(239)

Fra Primrose gik turen igennem et shoppingcenter, hvor vi købte ind til aftensmad, inden vi vendte næsen mod vores B&B. K ville gerne lige stoppe ved floden og se, om han kunne finde en geocache; han havde nemlig endnu ikke fundet en på min fødselsdag… Det blev en hyggelig lille tur langs den mørke Foyle. Her fandt vi også ud af, at en amerikansk soldat under 2. verdenskrig havde beskrevet Derry som “a cemetary with electric light”

1411-003

K havde bestilt en overnatning på Angel B&B, som vi nemt fandt. Mens vi var ved at pakke lidt til overnatningen, kom ejeren af Angel B&B hen til os og præsenterede sig selv. Han ejede endnu et B&B i gaden, og da vi var de eneste gæster, havde han besluttet sig for, at vi kunne få et værelse med udsigt i Serendipity House. Og sikke en udsigt! Vi kunne sidde i sengen og kigge ud over hele Derry – inklusivt de oplyste bymure. Det var bare SÅ flot, og en virkelig herlig måde at slutte en begivenhedsrig og vidunderlig fødselsdag.

Tagged , , | Leave a comment

Christmas Challenge 2014: Gift Wrap & Tags

wrap2
It is the 2nd week of the Christmas Challenge 2014 at the Sizzix blog and this week is all about gift wraps and tags. Please make the jump and see what I’ve worked on.

Det er anden uge i Christmas Challenge 2014 hos Sizzix, og vi præsenterer indpakningsidéer. Smut over og se mit bud på årets indpakning.

Tagged | Leave a comment

Irland 2014: Giant’s Causeway & omegn

1Den primære årsag til, at vi havde tilføjet Nordirland til årets tur, var, at vi ville se Nordirlands eneste UNESCO verdensarvssted: Giant’s Causeway.

2Vi troede, at vi ville nå ud og se området i solopgangen, så vi bestilte morgenmad på vores B&B til klokken 6.50, så vi kunne køre mod Giant’s Causeway 40 minutter senere.

4
Da vi havde parkeret ved området, gik vores fejl op for os: Der var en 25 minutters gåtur fra parkeringspladsen til causeway’en… Så solopgangen nød vi på vej ud til dagens main attraction.

3
Ikke alene var der en længere gåtur ned til Giant’s Causeway, stedets visitor center åbnede heller ikke før klokken 9, og vi var på parkeringspladsen før 8. Heldigvis lader vi os ikke slå ud af en gåtur, og vejen ned til causeway’en er åbent og offentlig, så vi kunne bare trave af sted.

5
Da vi kom rundt om en pynt fik vi det første fjerne glimt af causeway’en, som man ser på dette billede, som den tange, der stikker ud i vandet. På afstand er det umuligt at se eller forestille sig nøjagtig hvor spektakulært stedet faktisk er.

7 6
Det gik ret hurtigt op for os, at der ikke var ret mange andre tossede mennesker, der var på vej mod Giant’s Causeway på en tidlig forblæst mandag morgen i november. Men egentlig gjorde det jo bare vores gåtur endnu finere. Sådan er vi turister vist lidt sære: Vi kan faktisk godt lide, at der ikke er for mange andre mennesker omkring os, når vi ser det, alle gerne vil se…

8
På et tidspunkt ændrede kysten sig pludselig, så vi nu så småt kunne se, hvad vi kunne forvente os af Giant’s Causeway: sekskantede basaltsøjler i tusindetal. De er alle sammen dannet ved langsom nedkøling af varm lava, og de er virkelig ekstraordinære og smukke.

129 10
Da vi kom helt ned til selve causeway’en, gik det op for os, at vi ikke alene havde haft vejen helt for os selv: Vi havde nu også dette fabelagtige, unikke verdensarvsområde fuldstændig for os selv!

11
Når man ser billeder af causeway’en på nettet, er der altid ganske mange mennesker på billederne, men K og jeg havde vitterligt hele stedet for os selv i de godt to timer, vi brugte på at nyde stedet! Det gjorde vores oplevelse endnu mere storslået, og vi er blevet bekræftet i, at der bestemt er fordele ved 1) at rejse udenfor sæsonen og 2) at være i stand til at stå tidligt op om morgenen.
17
Alene eller ej, så skulle vi naturligvis have et bevis på, at vi var der – og sammen. Selfies er og bliver en udfordring, men her er vi altså begge to ude på Giant’s Causeway.

14
Denne formation kaldes The Honeycomb, og det var den del, der var nemmest at bevæge sig ud på.

18De fleste af stenene var rimeligt tørre, og der er nogenlunde fladt, så man ikke så nemt ryger på rumpen, hvis man begiver sig derud. Vi var begge godt tilfredse med, at det var overskyet men ikke regnvejr, for det havde nok ikke været spændende at bevæge sig på causeway’en, hvis den havde været våd.

19
Selvom det naturligvis er det funky formede sten, der er hovedattraktionen ved Giant’s Causeway, så spiller det store hav bestemt også en vigtig rolle i den oplevelse, man har af stedet. Som K sagde, da vi gik ned mod causeway’en, så havde det jo egentlig været meget smart at sikre sig, at det ikke var højvande… Det var det heldigvis ikke!

13Der er en åbning, som bliver kaldt Giant’s Gate, og det var jo oplagt, at vi måtte indikere, hvordan vi hver især ville sikre os, at ingen kom igennem porten, som ikke skulle igennem. Speak friend and enter…

16
25Når man går igennem Giant’s Gate kommer man om på bagsiden af den primære del af Giant’s Causeway. Her kan man se, hvordan sekskanterne er stakket ovenpå hinanden i høje søjler.

23
Et sted som Giant’s Causeway har ret naturligt mange myter tilknyttet. Stedets skabelsesberetning handler om den irske kæmpe Finn McCool, som skal/vil slås mod den skotske kæmpe Benandonner, og derfor bygger causeway’en som en bro over til Skotland. En af myterne handler om, at Finn McCool går over for at slås med Benandonner, ser hvor stor den skotske kæmpe er og løber hjem igen. Benandonner følger efter ham, men heldigvis er McCools kone, Oonagh så kvik, at hun klæder sin man ud som en baby.  Benandonner ser “babyen”, og bliver så skræmt af dens størrelse (hvis babyen er så stor, hvor gigantisk må dens far så være?), at han flygter over hals og hoved hjem til Skotland. Han løber så hurtigt, at han taber sin ene støvle – og det er den støvle, jeg sidder i på billedet herover. Forresten går myten videre, at Benandonner ødelægger causeway’en på vej retur til Skotland, for at sikre sig, at Finn McCool ikke kan komme efter ham.

24Om der er myter tilknyttet denne del af causeway’en, ved jeg ikke, man når man se disse søjler på afstand, forstår man godt, hvorfor de bliver kaldt for orgelet.

27
Vores plan var oprindeligt at gå samme vej tilbage, som vi var gået ned til causeway’en, men jeg var ganske fristet af, at der også var en anden vej retur. Denne røde sti bliver beskrevet som “difficult”, hvilket i sig selv var lidt afskrækkende – og samtidig underligt tillokkende.

26
K kunne berette, at noget af det hårde ved den rute var de 162 trappetrin, kendt som the Shepard’s Steps. Trappetrinene er lavet, før at gøre fårehyrdernes tur op og ned af bakkerne lidt lettere. Helt enkelt var den nu ikke, for de var nødt til at bære fårene op ad trinene…

28
Vi nøjedes med at bære os selv op ad trapperne, hvilket faktisk ikke var så slemt endda. Slet ikke fordi vi blev belønnet med den smukkeste udsigt undervejs – og især på toppen! Vi kunne se hele bugten mellem Giant’s Gate og orgelet med sin fine snoede sti, Benandonners støvle mm ligge langt under os.

30
Men vi kunne faktisk også se Nordirland og Skotland samtidig: I baggrunden af dette billede ses Mull of Kintyre, som er spidsen af en halvø i det sydvestlige Skotland.

29
Og ikke mindst: Vi kunne se ned over Giant’s Causeway, hvor der fortsat ikke var andre mennesker at spotte! For os var det den helt rigtige beslutning at gå opad den røde sti på vej retur mod bilen. Faktisk blev vi enige om, at vi var glade for at være gået af vejen ned til causeway’en, hvor vi kunne se landskabet ændre sig, og så have taget den røde sti retur, hvor vi fik det store overblik.

Giant’s Causeway var en ubeskrivelig oplevelse! Som K sagde, så er det til tre stjerner i Michelin-guiden: Det er en rejse værd. Ikke bare en omvej, hvis man alligevel er i nærheden, men en hel rejse værd. Og hvis man så er i stand til at time sit besøg, så man har hele herligheden helt for sig selv, ja så sprænger det skalaen. Vi blev ved med at sige til hinanden, at det havde været en fuldstændig overrumplende og storslået oplevelse.

21
Fra den unikke oplevelse ved causeway’en kørte vi ud på Causeway Costal Route, som er en rute, der følger den nordirske kyst gennem “an area of outstanding natural beauty”. Første stop var White Park Bay, som har smukt lyst sand.

20
Vi nøjedes med at kigge ned på stranden, og så naturligvis nappe et af de obligatoriske selfies. Det er dog nemt at forestille sig, at White Park Bay er et fluepapir på gode sommerdage.

31
Der er mange af stederne i Game of Thrones, som er rigtige fysiske steder i Nordirland, og et af disse steder er Ballintoy Harbour. Havnen er en del af Pyke, Theon Greyjoys vemodige hjemstavn.

32
33
Jeg kunne ikke huske omgivelserne fra serien, men det er tilgengæld meget nemt at se, hvorfor man har valgt havnen og omegn som filmkulisse, for stedet er virkelig dramatisk.

141117_K-105
Der er i princippet ikke nogen god historie bag dette billede – andet end at jeg stadig er overglad for min jakke, som i Ballintoy ikke alene holdt mig varm men også tør!

34
Vi kørte videre til Kinbane Castle, hvor der igen var nogle trapper, jeg ikke kunne modstå. Vi nøjedes med at tage 80 af trinnene ned (og op igen), så vi kunne se halvøen, på hvilken ruinerne af Kinbane Castle står. Her måtte vi konstatere, at de 162 hyrdetrin ved Giant’s Causeway var vand i forhold til de 80, vi tog her…

35
Endnu en gang var belønningen ved trapperenderiet smukke udsigter: Her Fairhead i det fjerne, og et fint vandfald i den klippe, vi mere eller mindre var parkeret på (højre side af billedet).

36
Og her Fairhead i højre side, Skotland i midten og Rathlin Island i venstre side af billedet.

141117_K 150
Vi fortsatte med at køre på Causeway Costal Route, og der var virkelig mange smukke udsigter og steder at nyde på vejen. Da vi var klar til frokost kørte vi ind i Ballymena, hvor vi fandt den hyggelige kaffebar Ground Espresso, som serverede en fin let frokost.

dh3
Jeg havde læst om The Dark Hedges, som er en imposant bøgeallé, der blev plantet i 1700-tallet af Stuart-familien. Tanken bag alléen var, at den skulle være en feature i landskabet, der imponerede besøgende til familiens palæ, Gracehill House. Om det virkede i deres samtid, ved jeg ikke, men træerne er magiske nu. De ser ud som om de er taget ud af et eventyr, som de rækker sig mod hinanden og danner et næsten lukket rum.

dh4
Vi kom lige som solen var ved at gå ned, hvilket var rigtig heldigt, fordi vi fik fornøjelsen af at se træerne i et meget smukt varmt lys. Det varede sådan cirka 90 sekunder, og så var det væk, men mens det stod på, var træerne om muligt endnu mere magiske.

dh1 K har sat disse to billeder sammen, og de illustrerer rigtig fint, hvor stor forskel solnedgangen gjorde for oplevelsen af The Dark Hedges.

dh2 Jo, jo, damen i parkaen var der skam. Og vi var langt fra de eneste, der havde fundet vej til The Dark Hedges. Hvor vi havde haft Giant’s Causeway helt for os selv, måtte vi kæmpe med andre fodgængere og bilister, når vi ville tage billeder af bøgealléen. Det var lidt pudsigt, at det var her, der var mange mennesker… Mon de fleste var der, fordi alléen er endnu en af kulisserne fra Game of Thrones? Jeg vidste det faktisk ikke, før jeg havde nævnt for K, at jeg gerne ville se alléen, og jeg kan heller ikke huske den scene, træerne er med i. Men nu har jeg set The Dark Hedges, som var en smuk oplevelse – særligt i solnedgangen.

dc2
Til trods for at solen var gået ned, mens vi var ved The Dark Hedges, satsede vi på, at vi kunne nå retur ned ad kysten til Dunluce Castle og se det, inden lyset helt forsvandt. Det lykkedes heldigvis, men vi fravalgte at betale £5,6/pers. for at se ruinen indefra i tusmørket. Men som K siger: Ruiner ser som regel også finest ud udefra. Og Dunluce Castle er virkelig en spektakulær ruin, som den ligger der ude på sin ensomme ø.

dc1
Stedet hvor Dunluce Castle stod har været beboet i over tusind år, og det er let at se hvorfor – ude på den stenede knold har man nemt kunnet være i fred for nysgerrige naboer og blodtørstige vikinger. Ruinerne man kan se i dag er resterne af en borg opført omkring 1500 af MacQuillan-klanen. De blev sat på porten omkring 50 år senere af MacDonnell-klanen, som derefter kom op at slås med samtlige klaner i nabolaget samt den engelske dronning, Elizabeth I.

dc3
I 1584 var Elizabeth blevet så træt af borgherren, Sorley Boy MacDonnell, at hun sendte sin Lord Deputy of Ireland til Dunluce hvor han hurtigt indtog slottet. Det meste af Sorley Boys familie havde søgt tilflugt på den nærliggende ø Rathlin, hvor de blev massakreret af engelske tropper efter at have fået tilsagn om frit lejde. To år senere svor Sorley Boy evig troskab til Elizabeth (Ama’r og halshug!) og blev belønnet ved at få sin borg tilbage.

dc4
I første halvdel af 1600-tallet var Dunluce centrum for en stor plantation – som en del af kong James I’s kolonisering af Irland havde den lokale MacDonnell-klan nemlig fået selskab af en masse “fætre” fra den skotske klan McDonald. Det holdt dog kun indtil det irske oprør i 1641, hvor både borgen og byen Dunluce blev brændt ned. Uden en by omkring borgen mistede MacDonnell-familien interessen for stedet. De flyttede til Ballymagarry, og borgen forfaldt langsomt indtil den kom under den britiske stats beskyttelse i 1928.

dc5
Vi nøjedes ikke med at kigge på ruinen oppefra, for der var en trappe, man kunne gå ned af og komme ned “under” ruinen. K mente ikke umiddelbart, at han skulle ned ad trappen, men han blev kuppet, da jeg fed af sted ned af trappen.

dc6
Jeg var glad for, at vi gik derned, for det var helt sikkert det værd. Vi konstaterede blandt andet, at Dunluce Castle faktisk sidder ovenpå en hule, hvor havet slår ind på ret dramatisk vis.

dc7
Efter en lille klatretur stod vi under den bro, der leder ud til selve Dunluce Castle og kiggede ud over havet i det sidste af dagslyset. Det var et meget fint view, og igen helt sikkert værd de 115 trin, der var retur op igen.

burger1

Hjemmefra havde jeg ledt efter et sted, vi kunne spise middag på min fødselsdag, og jeg havde fundet The Burger Club. Jeg foreslog K, at vi spiste der, og selvom han var med på idéen, syntes han ikke lige, at det duede til min fødselsdag… Restauranten lå simpelthen for langt fra Derry. Men heldigvis lå den tæt på Portrush, så derfor besluttede vi at spise på The Burger Club mandag fremfor tirsdag aften.

burger2

Det var en god beslutning! K fik en burger med en bøf af vildt, mens jeg valgte en mere klassisk kombination af okse og blå ost. Som sides fik K chili fries, mens jeg fik de sweet potatoe fries, som jeg havde læst skulle være gode. Det var de! Og burgerne ditto, så det var en succesfuld aftensmad.

ps1
Jeg tvang storts set K til at tage dette billede – og så skal det da også med på bloggen.

Fra Portstewart og The Burger Club gik turen gennem aftenmørket retur til Portrush og vores lille værelse. Da vi jo er af sted i den mørke årstid, var vi relativt tidligt hjemme, men vi havde jo også været tidligt af sted, så det gik fint op. Vi havde trods alt startet vores ferie med et brag!

Tagged , , , | 2 Comments